Anerkend en særlig indsats, der er med til at styrke integrationen i Gladsaxe.
Er der en person eller en gruppe i din omgangskreds, som varetager frivilligt arbejde for flygtninge og indvandrere i Gladsaxe, og som du synes, har ydet en særlig indsats? Så har du mulighed for at indstille vedkommende til Gladsaxe Kommunes Integrationspris.
Integrationsprisens formål er at anerkende og styrke det store arbejde, der foregår i frivillige foreninger, virksomheder, idrætsklubber og mange andre organisationer, som har valgt at prioritere integrationsarbejdet til glæde for den enkelte og samfundet.
Sidste år gik prisen til Gladsaxe Bokseklub, som skaber en unik ramme, hvor unge mødes på tværs af blandt andet kultur og religion, mens de samtidig introduceres til det lokale idræts- og foreningsliv.
Hvem kan nomineres?
Prismodtageren skal have ydet en ekstraordinær eller nytænkende indsats, som har medvirket til væsentligt at forbedre integrationen i Gladsaxe Kommune.
Prisen kan gives til en person, gruppe af personer, virksomhed, forening eller organisation. Det centrale er, at den frivillige indsats er knyttet til og ydet i Gladsaxe Kommune. Det vil sige, at den person eller gruppe af personer, der indstilles til prisen, ikke behøver at være bosat i kommunen, men blot skal komme Gladsaxeborgere til gavn.
Hvis der er tale om en virksomhed, forening eller organisation, skal den dog have adresse i Gladsaxe Kommune.
Sådan indstiller du en kandidat
Alle borgere, virksomheder, foreninger og organisationer med adresse i Gladsaxe Kommune kan indstille begrundede forslag om kandidater til prisen.
Forslaget skal være kort, præcist og begrundet, og der skal være tale om en frivillig ulønnet indsats. Det er ikke muligt at indstille ansatte i Gladsaxe Kommune.
Det er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, som beslutter, hvem der skal hædres med Integrationsprisen. Og prisen overrækkes af borgmesteren på fest- og kulturdagen Gladsaxe Loves Culture i efteråret 2021.
Det lægger vi vægt på i udvælgelsen
Ved udvælgelse vil der blive lagt vægt på at prismodtageren/modtagerne:
- Er engageret i, at nydanske borgere i Gladsaxe Kommune bliver integreret på det danske arbejdsmarked
- Arbejder vedholdende og engageret med integrationsindsatsen
- Har fundet og fastholdt gode initiativer, der styrker mangfoldighed og integration
- Inspirerer og opmuntrer andre til at tage del i integrationsindsatsen og dermed øge engagementet og virkelysten på området
- Er nytænkende i sin tilgang til integrationsindsatsen og afprøver nye muligheder
- Deltager aktivt i lokalsamfundet, for eksempel med at opbygge fællesskaber på tværs af kulturer og styrker det aktive medborgerskab
- Arbejder med, at nydanske børn får mulighed for at deltage i det lokale idræts- og foreningsliv
- Er engageret i at mennesker kan mødes på tværs af forskellig kultur og religion mv.
Har du spørgsmål til Integrationsprisen eller til indstilling af kandidater, så kontakt Marian Wise på [email protected] eller telefon 39 57 52 20.
Du skal sende dit forslag senest 25. august 2021 på mail til Social- og Sundhedsforvaltningen, [email protected] (sikker mail). Skriv ”Integrationspris” i emnefeltet.