Så er det tid til at indstille en kandidat til Bæredygtighedsprisen 2022. Prisen gives til en lokal borger, forening eller organisation, der gjort noget særligt for at fremme en bæredygtig udvikling i Gladsaxe.
Det er tredje gang Gladsaxe Bæredygtighedspris uddeles. Sidste år blev vinderen Maria Vivi Petersen, der ejer blomsterbutikken Pryd. Hun fik prisen, fordi hun går foran og på flere måder indtænker bæredygtighed i sin blomsterbutik og samtidig glæder andre.
Prisen er en del af Gladsaxes arbejde for at fremme en bæredygtig udvikling lokalt, der også gavner globalt.
– Med bæredygtighedsprisen fejrer vi de mange borgere, foreninger og organisationer, der med små og store initiativer bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Derudover håber vi også, at andre kan få inspiration og idéer til, hvordan de kan bidrage. En bæredygtig fremtid er nemlig noget, vi skaber sammen, siger borgmester Trine Græse.
Indstil din kandidat
I udvælgelsen af en vinder lægges der vægt på, at initiativet har potentiel stor effekt på en bæredygtighed udvikling, er unikt og nemt at udbrede samt fremmer mål og ambitioner i Gladsaxestrategien.
Vinderen modtager 10.000 kr. og en flot bæredygtighedsstatuette.
Her kan du indstille din kandidat
Indstillingsperioden løber frem til 1. maj 2022.
Bæredygtighedsprisen 2022 uddeles af borgmester Trine Græse på Gladsaxedagen 27. august.
Danmarks første Verdensmålskommune
Gladsaxe er en kommune, der har sat bæredygtighed øverst på dagsordenen og som den første kommune i Danmark indarbejdede Gladsaxe Kommune FNs verdensmål i sin overordnede strategi, Gladsaxestrategien. Gladsaxe arbejder for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Læs mere om Gladsaxestrategien på: www.gladsaxe.dk/gladsaxestrategien