Gladsaxes renovationsfolk har for tiden udfordringer med at afhente folks affald og storskrald, og alle kan hjælpe med at gøre det nemmere. Flere biler, cykler og andet står nemlig i vejen, mens der også er behov for bedre sortering
Netop nu, mens mange af os er hjemme på grund af coronasituationen, oplever Gladsaxes renovationsfolk problemer med at komme frem til beholdere samt problemer med storskrald, der ikke er sorteret korrekt til afhentning. Med nogle få trin kan alle være med til at sikre, at affaldet bliver hentet planmæssigt.
Svært at komme til beholderne
Renovationsfolkene har for tiden udfordringer med biler, cykler, barnevogne og andre ting, som spærrer adgangen til affaldsbeholderne. Når du sætter dine beholdere frem til bagkant af fortovet, er du sikker på, de bliver tømt. Og har du storskrald, skal du sætte det ud til fortovet inden klokken 7 på tømmedagen. Storskrald bliver ikke hentet, hvis du sætter det ud senere.
Ekstra meget storskrald, men manglende sortering
Forårsrengøring og hjemmetid har givet væsentligt mere storskrald i denne periode, og derfor er der sat en ekstra bil ind. Med nogle få trin kan du sikre, at renovationsfolkene har mulighed for at afhente dit storskrald.
- Sortér dit storskrald i de relevante fraktioner (fx pap, glas og småt elektronik) og sørg for, det er håndtérbart
- Brug klare plastsække, når du afleverer små ting til storskraldsordningen
- Stil store ting som møbler, computere, komfurer og lignende frit bagest ved fortovet
- Stil dit storskrald ud til fortovet på tømmedagen
- Pap skal bundtes eller pakkes i en kasse. Småt pap kan du komme i en klar plastsæk. Du kan også benytte en beholder til pap
- Vi modtager ikke byggeaffald i storskraldsordningen – det skal til Genbrugsstationen
Find svar på ofte stillede spørgsmål samt sorteringsvejledning under gladsaxe.dk/affald