Hjernesagens lokalforening modtog Handicapprisen 2022 for deres mangeårige aktiviteter i Laden ved Gladsaxe Kirke og det velbesøgte turprogram rundt i Gladsaxe.
Formand for Psykiatri- og Handicapudvalget Katrine Skov, formand for Hjernesagens lokalforening Torben Nielsen, kasserer Rita Agerholm, frivillig Carsten List, næstformand Laura Lauritsen og borgmester Trine Græse.
Gladsaxe Kommunes Handicappris går i år til Hjernesagens lokalforening for Gladsaxe, Gentofte, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Herlev og Rødovre. De modtager prisen for deres mangeårige aktiviteter i Laden ved Gladsaxe Kirke og det velbesøgte turprogram rundt i Gladsaxe.
Hjernesagens lokalforening er et vigtigt holdepunkt for mennesker i Gladsaxe, som har været udsat for blodpropper eller blødninger i hjernen. Det understregede borgmester Trine Græse i sin tale ved prisoverrækkelsen:
- Sammen har I fået skabt nogle værdifulde traditioner, som både har fokus på at styrke et socialt fællesskab, men som også har fokus på at hjælpe med genoptræning. I arbejder ud fra et udgangspunkt, vi som kommunen også deler, om at mennesker kan komme sig efter sygdom, og at det aldrig er for sent at starte genoptræning.
Handicapprisen blev stiftet i 2018 og overrækkes årligt til en forening, person eller organisation, der gør en særlig positiv forskel for mennesker med handicap, som bor i Gladsaxe Kommune.