Kildegården, De Midlertidige Pladser har netop fået en grøn smiley af Arbejdstilsynet efter et tilsyn. Det betyder, at Kildegården har styr på arbejdsmiljøet.
Medarbejdere fra Kildegården med den grønne smiley.
- Vi er utrolig glade for den grønne smiley. Det viser os, at vi er på rette vej. Vi har arbejdet meget målrettet på at skabe et godt arbejdsmiljø, da det er en del af fundamentet for, at også borgerne oplever Kildegården som et professionelt og rart sted, siger souschef Susanne Dyremose.
I rigtig mange år var Kildegården et plejehjem, men sådan er det ikke mere. I dag er der 68 midlertidige pladser på Kildegården, hvor meget syge borgere kan modtage pleje og genoptræning efter en hospitalsindlæggelse. Det har betydet helt nye opgaver og et behov for nye kompetencer blandt medarbejderne. I spidsen for omlægningen af Kildegården fra plejehjem til Midlertidige Pladser står leder Anne Kristensen og souschef Susanne Dyremose.
Et godt arbejdsmiljø er fundamentet
- Et godt arbejdsmiljø betyder for det første, at medarbejderne er glade for at være her, og at der er en god stemning. Faste medarbejdere giver også mulighed for, at man kan kompetenceudvikle og etablere nogle gode arbejdsgange og rutiner. Det har så igen betydning for kerneopgaven; at alle borgere får en rigtig god pleje og genoptræning og i øvrigt også nyder godt af den gode stemning, siger Anne Kristensen, der videre fortæller:
- Hvor det tidligere var en udfordring at rekruttere medarbejdere, så har vi i dag alle stillingerne besat og har også succes med at rekruttere nye medarbejdere. Det flow, vi ser i medarbejderstaben i dag, er på et helt naturligt niveau, som når fx en medarbejder vælger at gå på pension.
Vedvarende fokus på arbejdsmiljøet
Susanne fortæller også, at man ikke kommer sovende til et godt arbejdsmiljø. Det kræver tværtimod et vedvarende fokus.
- Vi i ledelsen har løbende møder med arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, hvor vi gennemgår og følger op på indsatser i handleplanerne ud fra ArbejdsPladsVurderingerne (APV’er). I APV’erne har vi jo medarbejdernes oplevelse af, hvad der går godt og hvad der går mindre godt. Og det er de her helt konkrete ting, der skal følges op på i det daglige. Det er dejligt at se, at det fokus bærer frugt.
I vurderingen af en virksomheds arbejdsmiljø indgår både de fysiske forhold, om de rette vejledninger er der, kemiske risikovurderinger og også det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har også gennemgået alle APV-handleplanerne og interviewet udvalgte medarbejdere og ledere.
Den grønne smiley omfatter i alt 138 medarbejdere, der arbejder i de tre plejeafdelinger på Kildegården, De Midlertidige Pladser samt i køkkenet og caféen.
Kildegården, De Midlertidige Pladser har i udgangspunktet den grønne smiley i 3 år.
Du kan læse mere om den grønne smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside