Når Gladsaxedagen løber af stablen 27. august, byder Hovedscenen på masser af musik, underholdning og spændende indslag.
Der er nok at opleve, når Gladsaxes årlige fest- og kulturdag finder sted på området omkring Gladsaxe Rådhus, og i år bliver ingen undtagelse. Traditionen tro åbner borgmester Trine Græse Hovedscenen og præsenterer sit forslag til det kommende års budget, hvorefter hele Danmarks Birthe Kjær overtager mikrofonen og spiller op til fællessang og familiehygge med sit liveorkester Feel Good Band.
Indtil hitmagerne fra Sweethearts indtager scenen kl. 20, kan du opleve et hav af lokal underholdning fra blandt andet Søborg Harmoniorkester, Gladsaxe Garden, Gladsaxe Folkekor, Foxy Cheerleaders og de to bands Rød Mand og Blue Monday.
Desuden bliver Gladsaxe Kommunes Bæredygtighedspris overrakt på Hovedscenen, ligesom vi får lov til at nyde opvisninger fra GIF Gymnastik og Gladsaxe Karateklub.