Gladsaxe Kommune har konstateret fejl i udbetaling af fleksløntilskud. Derfor vil borgere, der har fået for lidt i tilskud, få det manglende beløb udbetalt i løbet af november måned. Borgere, der har fået for meget, slipper for at skulle betale tilbage.
Gladsaxe Kommune har ved en intern gennemgang konstateret fejl i beregningen af det månedlige fleksløntilskud, som blev introduceret 1. januar 2013 til borgere i fleksjob. Derfor vil kommunen i løbet af november måned efterbetale manglende fleksløntilskud til borgere, der har fået for lidt udbetalt i tilskud. Mens borgere, som har fået for meget udbetalt, ikke skal betale tilbage, da de har modtaget pengene i god tro.
Alle sager bliver genberegnet
Fejlen blev rettet så hurtigt som muligt, da den blev opdaget tilbage i november 2022. Samtidig valgte Social- og Sundhedsforvaltningen at genberegne det månedlige fleksløntilskud for samtlige 773 borgere, der har modtaget fleksløntilskud mellem 1. januar 2013 og 1. januar 2023. På grund af opgavens omfang har kommunen fået hjælp fra revisorfirmaet PwC til at sikre korrekt genberegning og at både genberegning og udbetaling følger lovgivningen.
- Vi har taget sagen meget alvorlig og er selvfølgelig utrolig kede af, at der er borgere, der ikke har fået det tilskud, de var berettigede til. Men nu retter vi op på fejlen med tilbagevirkende kraft og uanset forældelsesfrister. Det betyder, at alle får deres penge og at de, som i god tro har modtaget for meget, ikke pludselig skal betale tilbage. Det er jo økonomisk sårbare borgere, som uden skyld er kommet i denne situation. Derfor skal det heller ikke komme dem til skade, at der er sket en fejl i beregningen af deres tilskud, siger formand for Beskæftigelses- og Integrationsrådet Michael Dorph Jensen.
Alle berørte borgere får brev
Fleksløntilskud er et tilskud, som kommunen yder som supplement til borgere i fleksjob. Borgeren modtager løn for timerne i fleksjob, og denne løn suppleres hver måned med et fleksløntilskud, som borgeren få udbetalt oveni lønnen.
Alle borgere, der har fået et fleksjob efter 1. januar 2013, vil i løbet af november måned modtage brev fra Gladsaxe Kommune i deres e-Boks, uanset om de skal have penge tilbage eller ej. De, der skal have penge tilbage, får først udbetalt pengene til deres NemKonto, efter at de har modtaget brev.
For de borgere, som er afgået ved døden, vil det manglende fleksløntilskud blive udbetalt til boet. Hvis boet er lukket, vil arvinger og bobestyrer få besked, så de kan tage stilling til, om de vil anmode om genåbning af boet. Det er skifteretten, der herefter vurderer, om et bo kan genåbnes.
Særlig hotline for berørte borgere
Gladsaxe Kommune har oprettet en særlig hotline, hvor borgere, som er omfattet af sagen, kan få svar på deres spørgsmål. Telefonnummeret er 39 57 38 10 og telefonen har åbent på hverdage mellem klokken 12 og 14.
Kommunen forventer, at der skal udbetales i alt 2,6 mio. kr. tilbage til borgerne, mens de 4,5 mio. kr. som er udbetalt for meget, afskrives.