I hele uge 44 vil Gladsaxe summe med musikalske oplevelser. Spillestedet Richter er igen i år gået sammen med Gladsaxe Musik- og Billedskole, Ung i Gladsaxe, Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, Gladsaxe Gymnasium og Gladsaxe Bibliotekerne om at bringe Spil Dansk til Gladsaxe Kommune.
Spil Dansk er en fejring af det folkelige musikliv, en offentlig, inkluderende og borgernær festuge med musik i bredden og i højden. I Gladsaxe betyder det adskillige arrangementer fordelt ud over hele uge 44, og der er fokus på at omfavne mange forskellige genrer, skabe møder mellem professionelle og amatører, samt synliggøre hvilke helt særlige kvaliteter danskproduceret musik besidder.
Gladsaxe – Spil Dansk Kommune
Spil Dansk Ugen fejres i år med musik overalt i landet fra d. 1.-7. november. Denne gang er det jubilæumsår for Danmarks største musikbegivenhed, der startede i 2001. Gladsaxe Kommune er en af de i alt 25 Kommuner landet over, der er ”Spil Dansk Kommune”. Spil Dansk Kommunerne gør en ekstraordinær indsats for at skabe et brag af en lokal musikfest for borgerne.
Spil Dansk Ugen i Gladsaxe er arrangeret af en styregruppe bestående af personale fra Gladsaxe Musik- og Billedskole, Ung i Gladsaxe, Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, Gladsaxe Gymnasium, Gladsaxe Bibliotekerne og spillestedet Richter, der det sidste halve år har arbejdet benhårdt for at realisere projektet. En af grundpillerne for projektet har netop været samarbejdet på tværs af institutioner, for sammen kan vi meget mere. Samarbejdet institutionerne imellem ifbm. Spil Dansk har ligeledes forgrenet sig til andre projekter, andre sammenhænge og tider på året, som altså skaber endnu mere kultur i Gladsaxe.
Arrangementer
Spil Dansk arrangementerne er hængt op på forskellige temaer og for forskellige aldre. Der vil således være et læringsspor, hvor primært unge, spirende talenter deltager i forskellige musikalske workshops. Blandt andet er der Pop-Pilot Music Talk med Marie Hageltorn (Katinka Band) & Luna Ersahin (AySay), som sammen vil give et personligt indblik i, hvad det vil sige at være kvindelig musiker i nutidens musikbranche. Hertil skal musikeleverne på Gladsaxe Gymnasium igennem en workshop med titlen ”Lyden af Frihed”, hvor en professionel komponist vil guide eleverne i at skabe deres egen ”lyd” af frihedsfølelse.
Til ”Revysangens Genklang” skal vi på en spændende rejse i Dansk Revysangs mere end 100 årige historie. Der bliver fremført viser af bl.a. liva Weel, Dirch Passer, Elga Olga, Preben Uglebjerg, Marguerite Viby, Kirsten Walther og Lisbeth Dahl, og alt sammen kædet sammen af små anekdoter om sangene og det hele sat ind i et tidsmæssigt billede fra den periode, de er fra.
Under temaet ”Musik og Sundhed” vil et udvalgt seniorcenter og dets beboere opleve en beroligende intimkoncert med Birgitte Bruun på centret, hvor arrangementets udgangspunkt er musikkens sundhedsfremmende muligheder.
Richter, Gladsaxe Musik- og Billedskole, Ung I Gladsaxe, Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus, Gladsaxe Gymnasium og Gladsaxe Bibliotekerne ser frem til at byde velkommen til en uge fyldt med musikalske oplevelser, når Gladsaxe i uge 44 endnu engang er Spil Dansk Kommune.
PROGRAM
Mandag 1/11: Pop-Pilot Music Talk med Marie Hageltorn + Luna Ersahin
Sted: Richter //Døre kl. 18.30 - Start kl. 19.00 (offentligt arrangement, fri entré)
Tirsdag 2/11: LMS Familiekoncert – Rumlerim
Sted: Richter (lukket arrangement)
Onsdag 3/11: Revysangens Genklang
Sted: Richter // Døre kl. 15.00 - Start kl. 16.00 (offentligt arrangement, fri entré)
Torsdag 4/11: Musik og Sundhed – koncert v. Birgitte Bruun
(Lukket arrangement)
Torsdag 4/11: Spil Dansk Koncert med Gladsaxe Musik- og Billedskole
Sted: Forhallen, Gladsaxe hovedbibliotek // Start kl. 18.00 (offentligt arrangement, fri entré)
Torsdag 4/11: Michael Falch og DÉT BAND feat. Signe Svendsen
Sted: Richter // Døre kl. 19.00 - Start kl. 20.00 (offentligt arrangement, billetter købes via www.richter-gladsaxe.dk)
Fredag 5/11: Iron Fire // SickOmania // Steel Inferno
Sted: Richter // Døre kl. 19.00 - Start kl. 20.00 (offentligt arrangement, billetter købes via www.richter-gladsaxe.dk)
Søndag 7/11: Børnejazz-koncert: Jorden rundt med Malene Kjærgård
Sted: Telefonfabrikken // Døre kl. 14.30 – Start kl. 15.00 (offentligt arrangement, fri entré, men billetter skal reserveres via telefonfabrikken.dk)
Arrangementet præsenteres af Telefonfabrikken og Gladsaxe Jazzklub
Søndag 7/11: Blueskoncert med Holtsø & Wittrock
Sted: Richter // Døre kl. 13.30 – start kl. 14.00 (offentligt arrangement, fri entré, men billetter skal reserveres via gladbib.dk)
Arrangementet præsenteres af Gladsaxe Bibliotekerne
Mandag 8/11: Kvindelige Forbilleder – koncert & talk med Hunbjørn
Sted: Richter // Døre kl. 18.30 – start kl. 19.00 (offentligt arrangement, fri entré)
Tirsdag 16/11: Lyden af Frihed
Sted: Gladsaxe Gymnasium (lukket arrangement)