Hele ti grønne områder i Gladsaxe vokser i løbet af sommeren vildt. Det sker som en del af partnerskabet Vild Med Vilje, der er en ny måde at tænke grønne områder, haver og parker på.
Borgmester Trine Græse (forrest), næstforkvinde i Vild Med Vilje Rikke Milbak t.v. og biolog Ayla Nurkan Gretoft, Gladsaxe (th.) står her ved Søborg Torv, der er et af de ti områder i Gladsaxe, som bliver Vild Med Vilje.
Gladsaxe er sammen med en række andre kommuner, virksomheder, institutioner, foreninger og private husejere blevet en del af foreningen Vild Med Vilje.
- Vild Med Vilje handler om, at vi allesammen skal tænke vores grønne områder på en ny måde, hvor vi skaber gode levesteder for dyr og planter, samtidig med at man som borger får en mere mangfoldig og rig naturoplevelse. Det betyder, at vi skal gøre op med alt det velplejede og blive bedre til at lade naturen gå sin gang. Det passer rigtig godt sammen med vores ambition om at efterleve FN’s verdensmål om at være en grøn, levende og klimavenlig by, siger borgmester Trine Græse.
De ti grønne områder, der helt eller delvist skal vokse vildt, er Kong Hans Have, Høje Gladsaxe Park, Rådhusparken, Wergelandsparken, Søborg Park Allé, to områder ved Aldershvile Slotspark, Søborg Torv, Bagsværd Søpark og Bagsværd Vej ud for Møllegården.
- Gladsaxes ambitiøse samarbejder med en række aktører i bynaturen vil uden tvivl sætte nye standarder for kommunernes arbejde for en mere mangfoldig bynatur. Vi er oprigtigt glade for at byde Gladsaxe velkommen og ser meget frem til samarbejdet, siger Rikke Milbak, næstforkvinde i Vild Med Vilje-foreningen.
En ny måde at tænke grønne områder, haver og parker på
Alle områder, der er Vild Med Vilje, bliver markeret med et træskilt. Skiltene er også genbrug og kommer fra gulvet fra det tidligere diskotek Pan i København.
- Traditionelt tænker vi, at haver og grønne områder skal klippes, skæres til og ukrudt holdes nede. I Vild Med Vilje er det i stedet ambitionen at fremme levesteder for dyr og planter. Samtidig skal der være en vis struktur og orden, så det ikke bare ser uplejet ud, siger biolog Ayla Nurkan Gretoft, Gladsaxe Kommune.
De ti områder i Gladsaxe er Vild Med Vilje på mange forskellige måder. I Rådhusparken er en del af græsplænen fx sået til med blomster. Andre steder bliver der eksperimenteret med kun at klippe græs en gang om året for at fremme, at de vilde blomster kan spire frem. Derudover anvendes sten, kvas og døde stammer i områderne til at skabe naturlige strukturer og inddelinger. Ved hvert område bliver der sat et Vild Med Vilje-skilt op, som fortæller om den nye drift af området.
Gladsaxes indsats løber efter planen over fem år fra 2020-2024, hvor der hvert år inddrages nye områder til Vild Med Vilje. På de ti Vild Med Vilje-områder i Gladsaxe vil der årligt blive registreret planter og insekter, så udviklingen i biodiversitet kan dokumenteres.
Du kan også være med
Boligforeninger, virksomheder og private haveejere i Gladsaxe kan også være med til at gøre Gladsaxe vildere. Det betyder, at alle kan få kommunens råd og vejledning i, hvordan lige netop deres grønne områder eller haver kan blive lidt vildere.
Hvis du har lyst til at høre mere om, hvad du selv kan gøre for at fremme frodighed og artsrigdom i din have, så kontakt [email protected], så vender vi tilbage til dig snarest.
Læs mere om, hvad planen er med de ti grønne områder på hjemmesiden: www.vildmedvilje.dk – her kan du også læse mere om hele indsatsen, og hvordan du selv kan blive en del af Vild Med Vilje.
Ved at blive Vild Med Vilje gør Gladsaxe en indsats for at leve op til verdensmål 15 'Stop tab af biodiversitet', og mål 11 'Bæredygtige byer og lokalsamfund'.
FAKTA:
62 procent af Danmarks samlede areal er opdyrket med landbrugsafgrøder. Det gør Danmark til et at de mest opdyrkede lande i verden. (Kilde: Danmarks Statistik og Danmarks Naturfredningsforening)
Antallet af insektarter falder i øjeblikket med 2,5 procent om året. Fortsætter dette vil insekterne være væk om 100 år. (Kilde: Den danske Rødliste)