Gladsaxe har flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ansat på ældreområdet end landsgennemsnittet og i de omkringliggende kommuner. Det viser ny rapport fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed.
Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed har netop offentliggjort en ny analyse om kommunal sygepleje til ældre. Analysen viser, at Gladsaxe har flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ansat på ældreområdet end landsgennemsnittet og i de omkringliggende kommuner.
- I Gladsaxe har vi stort fokus på at sikre en høj kvalitet i ældreplejen og har taget mange gode initiativer til at rekruttere og fastholde vores medarbejdere. Kommunerne skal løfte flere og flere opgaver på ældreområdet fra hospitalerne både i forhold til behandling, pleje og rehabilitering. Samtidig stiger antallet af ældre og manglen på arbejdskraft inden for området rammer også os i Gladsaxe. Derfor glæder det mig, at vi ligger så pænt i statistikken, siger borgmester Trine Græse.
I den seneste budgetaftale har Gladsaxe Byråd tilført ca. 13 mio. kr. årligt til blandt andet at ansætte ekstra medarbejdere i Gladsaxes plejeboliger samt efteruddanne medarbejderne og til at gennemføre det katalog af anbefalinger, som et Opgaveudvalg, bestående af politikere, fagfolk, interesseorganisationer og pårørende, har foreslået til forbedringer og fastholdelse af kvaliteten på ældreområdet.
Gladsaxe fastholder højt niveau gennem flere år
Konkret viser tallene, at Gladsaxe i 2021 havde 7,7 sygeplejersker ansat pr. 1.000 ældre i kommunen. Landsgennemsnittet ligger her på 7,5. Antallet af social- og sundhedsassistenter ligger på 24,4 pr. 1.000 ældre i Gladsaxe i 2021. Her er landsgennemsnittet 17. Ser man på det samlede tal for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er tallet 32,1 pr. 1000 ældre i Gladsaxe i 2021, hvor landsgennemsnittet er 24,6.
Analysen viser også udviklingen i antallet af medarbejdere på sundhedsområdet fra 2013-2021. Her kan man se, at Gladsaxe ligger forholdsvis højt gennem alle årene, og at der er sket en stigning på 9,4 procent over hele perioden, når man ser på det samlede tal for både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Her ligger landsgennemsnittet på 7,8 procent.
Du finder hele analyse Kommunal sygepleje til ældre på Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenheds hjemmeside