Den nye politiaftale betyder, at Gladsaxe får en helt ny nærpolitistation.
Den nye politiaftale, som blev indgået tirsdag aften, betyder, at Gladsaxe får en helt ny nærpolitistation. Borgmester Trine Græse glæder sig til at løfte det gode samarbejde med politiet til nye højder.
- Jeg er utrolig glad for, at en af de tyve nye nærpolitistationer, som er resultatet af politiaftalen, kommer til at ligge her i Gladsaxe. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med politiet i vores boligområder i rigtig mange år. Blandt andet er politiet en fast del af vores styregruppe i Høje Gladsaxe, hvor repræsentanter for beboere, boligorganisationer og Gladsaxe Kommune arbejder sammen om at skabe social balance, øge trygheden og forebygge kriminalitet. Med en ny nærpolitistation kan vi bygge videre på det samarbejde og løfte det til nye højder. Så det glæder vi os til, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.