Gladsaxe Kommune har nedsat en taskforcegruppe, som blandt andet arbejder med at kortlægge og melde ind til Udlændingestyrelsen, hvilke steder kommunen har til at huse nogle af de flygtninge, som lige nu er på vej mod Danmark fra Ukraine.
Derudover har kommunen oprettet en hjemmeside gladsaxe.dk/ukraine, hvor man kan få viden og hjælp til, hvordan man bedst hjælper Ukraine og de ukrainske flygtninge. Her er det muligt at tilmelde sig, hvis man vil kunne huse ukrainske flygtninge, som kommer til Danmark udenom asylsystemer.
Og selvom der stadig mangler særlovgivning på området, så er Gladsaxes borgmester Trine Græse parat til at finde løsninger.
- Hvis vi pludselig står med nogle flygtninge, som har brug for hjælp, så hjælper vi dem selvfølgelig. Og det er uanset om de har brug for et sted at bo, børnehave, skole eller psykologisk støtte. Vi skal nok være der, og så må vi få formalia på plads bagefter. Vi har lige været igennem en corona-pandemi, som har vist, at vi alle kan agere lynhurtigt, når det gælder. Så det kan vi også gøre brug af i denne situation, siger Trine Græse.
Borgmesteren har også foreslået, at byrådet beslutter at få en venskabsby i Ukraine.
- Jeg ved godt, at det ikke kan lade sig gøre nu og her, hvor krigen raser. Lige nu er der brug for alle de professionelle, og her skal vi ikke gå i vejen. Derfor er det bedste, man kan gøre for at hjælpe ukrainerne, at give et bidrag til en af de anerkendte organisationer. Men der kommer en tid, hvor krigen er forbi og der skal gang i genopbygningen. Og her vil vi kunne hjælpe meget mere effektivt, hvis vi har nogle lokale kontakter, som kan fortælle os, hvor vi bedst gør gavn, siger Trine Græse.