Gitte Bylov Larsen tiltræder stillingen 1. august og kommer fra en stilling som områdechef for Social- og Sundhed i Rudersdal Kommune.
Gladsaxe Kommune har netop ansat den 44-årige Gitte Bylov Larsen som ny social- og sundhedsdirektør.
Gitte Bylov Larsen kommer fra en stilling som områdechef for Social- og Sundhed i Rudersdal Kommune. Her har hun de seneste seks år blandt andet stået i spidsen for en omorganisering af det samlede voksenområde. Målet var at skabe en åben og inddragende organisation, som arbejder for at skabe sammenhængende borgerforløb med udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Før det var hun i 10 år leder og kontorchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune og har også tre års erfaring som fuldmægtig i Kriminalforsorgen.
Gitte Bylov Larsen er uddannet Cand. Scient. Pol. fra Københavns Universitet. Hun bor i Rødovre sammen med sin mand og har tre døtre på 17, 14 og 9 år.
Gitte Bylov Larsen tiltræder stillingen den 1. august.