Gladsaxes nye hurtigarbejdende opgaveudvalg bobler af idéer og har allerede opstillet mere end 30 anbefalinger til ældreområdet.
Opgaveudvalget skal i løbet af et halvt år udarbejde et katalog med anbefalinger til, hvordan kvaliteten på pleje- og demensboligområdet og i hjemmeplejen kan fastholdes og udvikles.
Udvalget har nu holdt de første to møder, og borgmester Trine Græse gav en status på udvalgets arbejdet på byrådsmødet 24. juni.
- Samtlige medlemmer af opgaveudvalget er deltagende, engagerede og går konstruktivt til opgaven. Medlemmerne har efter vores første to møder allerede opstillet mere end 30 anbefalinger til, hvordan kvaliteten på pleje- og demensboligområdet kan fastholdes og udvikles, siger borgmester Trine Græse, der er formand for opgaveudvalget.
Opgaveudvalget er sammensat af 12 kompetencepersoner og fem politikere fra byrådet. Kompetencepersonerne er udpeget bredt blandt kommunens borgere, pårørende og lokale repræsentanter for interesseorganisationerne.
Veje til at undgå svigt handler om kultur
Opgaveudvalget skal opstille anbefalinger inden for nogle udvalgte temaer. På de første to møder har der været fokus på arbejdskultur og samarbejdet med familie og netværk. Og det er der kommet en lang række anbefalinger ud af.
For eksempel er der foreslået flere anbefalinger, der skal minimere risikoen for, at der sker svigt i plejen.
- Vi har i kommunen mange dygtige medarbejdere, og vi skal fastholde og udvikle en kultur præget af tillid og tryghed, så de svære situationer bliver bragt frem i lyset. Det er vigtigt, at man kan tale frit om den afmagt og de frustrationer, som man kan opleve, når man forsøger at hjælpe nogle af ældreplejens borgere. Vi tror på, at tillid, tryghed og åbenhed er med til at understøtte og styrke en sund arbejdskultur, siger borgmester Trine Græse
Et andet forslag er, at der skal tilbydes systematisk supervision til medarbejdere og ledere på ældreområdet.
Bedre modtagelse og samarbejde med familierne
Der skal ifølge opgaveudvalget også være mere fokus på modtagelsen af nye beboere i pleje- og demensboliger samt de ældres familier.
- De fleste familier kender ikke til hverdagen og livet i en plejebolig, så det vigtigt, at ledere og medarbejdere også tager sig af familierne og forholder sig til deres eventuelle sorg og behov. Tanken er, at jo bedre kommunen er til at få en god dialog og et godt samarbejde med familien, desto større er chancen for, at både de og beboeren trives og er trygge i hverdagen, siger Trine Græse.
Arbejdet fortsætter efter sommerferien
Opgaveudvalget holder sit næste møde 11. august. Møderne afholdes derefter tre gange frem til oktober 2021, hvorefter det færdige katalog efter planen skal præsenteres for byrådet.
De øvrige temaer, opgaveudvalget skal drøfte, er blandt andet rekrutteringsudfordringer på ældreområdet, behov hos borgere med kognitive udfordringer og udvikling af hjemmeplejen.