Træer ryddes og stenmuren omkring Gladsaxe Gymnasium flyttes længere ind på grunden for at gøre plads til Hovedstadens Letbane. Træer helt ud mod vejarealet bliver stående.
Hovedstadens Letbane flytter mellem 3. februar og medio maj 2020 den lave stenmur rundt om Gladsaxe Gymnasium længere ind på gymnasiets grund. Det sker mellem Gladsaxe Ringvej, Græsmarken og Buddinge Hovedgade, og det er for at skabe plads til letbanen. Det er i samme forbindelse nødvendigt at rydde træer på den private grund.
Hovedstadens Letbane har indgået aftale med grundejeren om arbejdet, der omfatter at noget af grunden inddrages til vejarealet. Der er blevet fastsat kompensation i forbindelse med ekspropriationerne.
Den grønne stribe med træer helt ud mod vejarealet på Gladsaxe Ringvej bliver stående. Busstoppestedet på denne strækning vil også fortsat kunne benyttes.
Varighed
Arbejdet starter mandag 3. februar og varer frem til medio maj 2020.
Forventet påvirkning
Arbejdet vil foregå i almindelig arbejdstid på hverdage klokken 7-18, og i denne periode vil man kunne opleve almindelig byggestøj fra fx læsse- og gravemaskiner. Lastbiler vil arbejde på bagsiden af muren inde på privat matrikel.
Kørebanerne på Gladsaxe Ringvej og Buddinge Hovedgade er farbare. Der etableres en fællessti for fodgængere og cyklister langs med Gladsaxe Ringvej.