Næsten 90 procent af forældrene er overordnet tilfredse med Gladsaxe Kommunes dagtilbud. Det viser en ny undersøgelse.
Forældre i Gladsaxe er meget tilfredse med kommunens dagtilbud, viser en ny undersøgelse. Den samlede undersøgelse viser, at 89 procent af forældrene er enten tilfredse eller meget tilfredse. Det er en forbedring sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2016, hvor andelen af tilfredse forældre er steget fra 86 til 89 procent. Og det glæder Margit Gleerup, der er dagtilbudschef:
- Vi er selvfølgelig glade og stolte over at forældrene i brugertilfredshedsundersøgelsen giver udtryk for så stor en tilfredsheds med vores dagtilbud i Gladsaxe Kommune. Det betyder, at alt det flotte arbejde, som vores ledere og medarbejdere i dagtilbuddene yder hver dag, bliver set og anerkendt af forældrene. Og det giver dem et skulderklap til det videre arbejde med at sikre udvikling, læring, trivsel og dannelse for børn i Gladsaxe, siger Margit Gleerup.
Pædagogisk indsats i top
Undersøgelsen blev i april sendt ud til alle forældre i dagtilbuddene, som blandt andet skulle svare på spørgsmål om den pædagogiske indsats, samarbejdet med personalet og personalets indsats børnene imellem. Forældrene er især tilfredse med den pædagogiske indsats. Den højeste score i undersøgelsen er nemlig på spørgsmålet om personalets indsats for at få barnet til at føle sig tryg og glad.
Forældrenes besvarelser bliver ikke kun brugt til at finde ud af, hvor det går godt, men også til at arbejde med områder, der skal sættes ekstra fokus på i fremtiden.
- Svarene i dette års brugertilfredshedsundersøgelse kommer på bagkant af halvandet år med corona, som i høj grad har påvirket hverdagen i vores dagtilbud. Og jeg syntes faktisk, at det er ekstra flot at opnå så stor tilfredshed på den baggrund. Vi bruger tilbagemeldingerne aktivt. Vi kan eksempelvis se, at forældrene efterspørger et tættere forældresamarbejde med børnehusene, og det er noget, som vi vil have fokus på fremadrettet, siger Margit Gleerup.
I alt blev forældrene til 3.985 børn inviteret til at deltage i undersøgelsen, hvoraf 76 procent af forældrene har svaret.