Gladsaxe Kommune arbejder målrettet mod at blive Børnevenlig By og har netop delt sine erfaringer med UNICEF, Aalborg Kommune og Billund Kommune.
En Børnevenlig By er en by, hvor børn og unge både har indflydelse på deres eget liv, deres dagtilbud eller skole samt deres by og lokalsamfund. Og det er netop ambitionen i Gladsaxe Kommunes partnerskab med UNICEF.
Sammen med Aalborg og Billund er Gladsaxe pilotkommune for arbejdet med UNICEF om Børnevenlige Byer. Derfor mødtes repræsentanter fra UNICEF og de tre kommuner for at inspirere hinanden med konkrete tiltag og på den måde styrke Børnevenlig By-programmet.
Børnemosaikker og byggeworkshop
Gladsaxe stod blandt andet for et oplæg om såkaldte børnemosaikker. Arbejdet med børnemosaikker foregår i kommunens børnehuse og går ud på at give pædagogerne indsigt i børnenes interesser og logikker. Børnene viser eller fortæller, hvad de er optagede af for tiden, hvorefter pædagogerne samler indtrykkene og forsøger at finde barnets perspektiv.
Deltagerne hører om, hvordan pædagoger bruger børnemosaikker til at komme tættere på børns perspektiver.
Deltagerne prøvede også en workshop, som børn deltager i, når der skal skabes nye læringsmiljøer på skolerne. Her skulle deltagerne bygge områder og møbler, som de kunne tænke sig blev til virkelighed ved renoveringen.
Workshoppen er et af mange Gladsaxe-tiltag, hvor børnene selv har været og fået indflydelse, og for deltagerne gav det anledning til en masse gode snakke og idéudveksling om børns behov og ønsker for en god skoledag.
Deltagerne prøver den workshop, som bliver brugt til at inddrage børn, når der skal skabes nye læringsmiljøer.
Børnevenlig By for altid
Selvom det var repræsentanter fra Gladsaxe Kommune, der delte ud af erfaringer på sommermødet, fik de også selv inspiration med hjem til det videre arbejde med Børnevenlig By.
Det er ambitionen, at Gladsaxe skal være en Børnevenlig By for altid. Partnerskabet er derfor kun begyndelsen på en lang rejse, hvor børn og unge skal inddrages og have medindflydelse. Udover tiltagene i dagtilbud og skoler, arbejder Gladsaxe Kommune også centralt med handlingsplaner og evalueringer, ligesom øvrige initiativer opstår, hvor der arbejdes med børn og unge.