Med forløbet Forældrepiloterne tilbyder Gladsaxe hjælp til forældre med børn, der har udfordringer med uro, uopmærksomhed eller impulsivitet.
I uge 41 starter nye forløb af Forældrepiloterne. Det er et gruppeforløb rettet mod forældre til børn i alderen 3-12 år (til og med 5. klassetrin), der er udfordret med uro, opmærksomhed eller impulsivitet.
Formålet med forløbet er at vejlede og give redskaber til at forstå jeres barns udfordringer og dermed kunne skabe gode rammer for en positiv udvikling.
Eksempler på, at dit barn har udfordringer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet kan fx være:
- Det er svært for dit barn at holde hænder og fødder i ro og blive på sin plads
- Dit barn bliver let afledt og gør ofte ikke opgaver/lege færdige
- Dit barn afbryder og har svært ved at vente på, at det bliver sin tur
- Dit barn har et højt aktivitetsniveau og er præget af motorisk uro
- Dit barn har svært ved at koncentrere sig i aktiviteter og leg
- Du har ofte konflikter med dit barn
Informationsmøde
Det kan være svært at vide, om ens barn passer i målgruppen. Derfor inviterer Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) forældre til børn i alderen 3-12 år til et informationsmøde, hvor medarbejdere fra pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vil fortælle om, hvordan udfordringer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet kommer til udtryk hos børn, og hvad tilbuddet Forældrepiloterne indeholder. Du skal ikke tilmelde dig informationsmødet, men blot ”hoppe på”. Mødt holdes:
Onsdag den 31. august 2022 kl. 17.00-18.30 virtuelt via Microsoft Teams.
Klik her for at deltage i mødet.
Inden informationsmødet anbefaler vi, at du har installeret Microsoft Teams på computer eller mobil, men du kan også deltage via din internetbrowser.
På informationsmødet vil du blive oplyst om, hvordan du ansøger om en plads på et forløb. Hvis du er forhindret i at deltage i informationsmødet, men ønsker at ansøge om en plads, kan du også det.
Udfylde ansøgningsformularen her
Ansøgningsfrist
Din ansøgning om at deltage i et Forældrepiloterne-forløb skal være os i hænde senest søndag den 4. september 2022. I uge 36 vil du som forælder modtage et brev i din e-Boks, hvor du vil blive bedt om at udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet skal være færdigudfyldt søndag den 18. september 2022. Efter ansøgningsfristen vil Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurdere ansøgningerne. Der kan derfor gå lidt tid, inden du modtager svar.
Information og vilkår
Det er gratis at deltage i Forældrepiloterne, men det er en forudsætning for at deltage, at dit barn har bopælsadresse i Gladsaxe Kommune. Programmet ledes af PPR-medarbejdere fra Gladsaxe Kommune. I skal, som forældre, deltage i 4 workshops af to timer, som ligger inden for normal arbejdstid. Dit barn deltager ikke i workshops. På forløbets sidste workshop vil I blive bedt om at evaluere forløbet. Det er meget vigtig viden for os, da det hjælper os til at blive bedre.
Har du specifikke spørgsmål omkring Forældrepiloterne, kan du kontakte PPR-konsulent Annemarie Olsen på [email protected].
Læs mere om udfordringer med uro, uopmærksomhed og impulsivitet på gladsaxe.dk/uro