Ledningsomlægninger langs Gladsaxe Kirkegård betyder et kørespor mod Herlev samt ændret rute for gående og cyklister frem til august 2020.
På mandag den 1. juni 2020 vil forsyningsselskabet Novafos gøre klar til ledningsomlægninger ud for busstoppestedet på højre side af Gladsaxe Ringvej mellem Gladsaxe Møllevej og Hillerødmotorvejen i retning mod Herlev. Arbejdet vil strække sig langs Gladsaxe Kirkegård, og Novafos påbegynder derved hurtigere denne etape end først planlagt.
Risiko for kø og ny rute for gående og cyklister
Arbejdet varer fra 1. juni frem til august 2020 og udføres inden for normal arbejdstid på hverdage. Bilister kan eventuelt opleve kødannelse fra Gladsaxe Møllevej og frem til Hillerødmotorvejen. Cyklister og gående ledes midlertidigt ind over Gladsaxe Kirkegård på en fællessti i retning mod Herlev. Der er indgået aftale med kirkegården om omledningen.
På Gladsaxe Møllevej vil der være en dobbeltrettet cykelsti der fører hen til ruten gennem kirkegården. Der vil være opsat infotavler i krydset ved Gladsaxe Møllevej og langs med ruten. Busstoppestedet på hjørnet af Gladsaxe Ringvej og Gladsaxe Møllevej opretholdes. Der vil være almindelig støj fra gravearbejdet samt arbejdskørsel til og fra området.
Forberedelser til letbanen
Novafos' ledningsomlægninger på Gladsaxe Ringvej er en del af forberedelserne til byggeriet af Hovedstadens Letbane. Samtidig bruger Novafos lejligheden til at udskifte vandrør og klimasikre i området.