Jespers Torvekøkken modtager Gladsaxe Erhvervspris 2021 som en lokal frontløber på fremtidens bæredygtige vækst og grønne omstilling.
CEO Ronny Saul, Jespers Torvekøkken, med Gladsaxe Erhvervspris 2021
Gennem flere år har Jespers Torvekøkken gået foran med den bæredygtige fane og har integreret det tæt i udviklingen af forretningen. De arbejder ambitiøst og succesfuldt med alle tre bundlinjer – den økonomiske, sociale og klimamæssige bundlinje. Samtidig er det en virksomhed, som har været meget hårdt ramt af coronaen – men alligevel ved en ihærdig indsats og hjælpepakker er lykkedes med at komme helskindet igennem krisen. Og alle medarbejdere er kommet tilbage på arbejde. Det er en virksomhed, som har forstået værdien af at engagere sig i lokale partnerskaber og bruge det til at skabe nye innovative løsninger på de bæredygtige udfordringer. Virksomheden gør en forskel på den bæredygtige dagsorden og i forhold til at skabe stærke partnerskaber og arbejdspladser.
Jespers Torvekøkken er også engageret i Gladsaxe Erhvervsby, hvor adm. dir. Ronny Saul har posten som bestyrelsesformand. Bestyrelsen arbejder ambitiøst om at skabe samarbejder på tværs - og er samtidig altid klar til at stille op og bidrage med viden, erfaringer og nye forretningskoncepter, bl.a. det nye initiativ med madvægte i virksomheden FOODOP. Jespers Torvekøkken er også involveret i Erhvervsbyens samarbejde med DTU om bl.a. madspild og emballagespild, og de har investeret i bæredygtige initiativer som Refarmed, som er et 5-etages vertikalt gartneri i virksomhedens kælder.
Der er et tæt samarbejde med Gladsaxe Jobcenter, Hotel og Restaurantskolen og en række andre uddannelsesinstitutioner. Jespers Torvekøkken tager elever, praktikanter og ufaglærte i arbejde, og også udsatte får en ny chance på arbejdsmarkedet.
Det er lykkedes at skabe en arbejdsplads med en familiær kultur. Mange medarbejdere har været ansat i mange år, og der gøres meget for at skabe sammenhold med sportslige og sociale aktiviteter. Der er en flad ledelsesstruktur, hvor alle kan komme med deres mening og ideer, input til bæredygtighedsaktiviteter eller forslag til nye forretningsområder eller produkter.
Tillykke med prisen!