Der skal fremover være et langt tættere samarbejde mellem servicekoncernen ISS, Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Erhvervsby om social ansvarlighed og bæredygtighed.
Fra højre ses erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby Karen Brosbøl Wulf, HR-direktør i ISS Christian Lauritzen, Gladsaxes borgmester Trine Græse, CEO for ISS Danmark Christian Lindskov Alsø, kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen.
Deltagelse i pilotprojekt om beskæftigelse af borgere på kanten af arbejdsmarkedet, vidensdeling om HR-relaterede emner inden for uddannelse, mangfoldighed og flygtninge og deltagelse i skole-virksomhedspartnerskabet ’Fremtidens Faglærte’, for at inspirere flere unge i Gladsaxe til at vælge en erhvervsuddannelse.
Det er nogle af de vigtigste hovedpointer fra det virksomhedsbesøg, som borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse, kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen og erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby Karen Brosbøl Wulf forleden aflagde en af kommunens største virksomheder, servicekoncernen ISS. Tiltagene skal styrke samarbejdet mellem ISS og kommunen.
Her mødte de CEO for ISS Danmark Christian Lindskov Alsø og HR-direktør Christian Lauritzen i ISS’ danske hovedkontor i den gamle DR-bygning i Søborg.
Muligheder for samarbejde og videndeling
For borgmester Trine Græse er det vigtigt at lære de lokale virksomheder at kende – store som små –og afsøge mulighederne for at skabe innovative samarbejder og videndeling både mellem kommunen og virksomheden og på tværs af virksomheder og uddannelsesinstitutioner i erhvervspartnerskabet Gladsaxe Erhvervsby.
- Det er rigtig vigtigt for os som kommune at komme ud til store virksomheder som ISS. Det er gode arbejdspladser for vores borgere, og så giver det os gode muligheder for at indgå stærke partnerskaber om f.eks. at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse ved at skabe nogle stærke samarbejder, siger Trine Græse om besøget.
Hos ISS er der også stor tilfredshed med virksomhedsbesøget.
- Vi er rigtigt glade for, at vi kan være med til styrke den sociale indsats i Gladsaxe Kommune og at indgå i de stærke netværk, bl.a. om HR og bæredygtighed i Gladsaxe Erhvervsby. Ved at arbejde sammen og dele erfaringer kan vi få endnu flere borgere i kommunen i beskæftigelse. Det er win for Gladsaxe Kommune, det er win for borgerne, og det er win for ISS, siger Christian Lindskov Alsø, CEO i ISS Danmark, og fortsætter:
- Vi er meget positive over den dialog, vi har haft med Gladsaxe Kommune. Nu har vi styrket samarbejdet og fået defineret konkrete initiativer, hvor ISS forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel for borgere i Gladsaxe. Vi glæder os til at fortsætte den gode dialog, og det videre samarbejde.
De konkrete projekter, som ISS skal deltage i, starter op efter sommerferien.