Elever fra 8. klasse fra Grønnemose Skole har indstillet Marianne Vissing til Danmarks Bedste Lærer, og nu er hun udvalgt blandt de fem, der kan vinde prisen.
Marianne Vissing med nogle af sine elever fra Grønnemose Skole.
’Hun er helt klart den mest engageret lærer, jeg nogensinde har haft. Hun viser virkelig, at hun elsker sit job. ’
’Hun får en til at føle sig meget sikker i timerne. Hun hjælper en, når man har brug for hjælp og giver altid et kram på gangen!’
’Marianne er et forbillede for mig og mine medelever, og hun inspirerer os hver dag til at gøre det bedre.’
’Hendes undervisning er af verdensklasse, og hun formår at skabe et fællesskab og et miljø, som aldrig er set før.’
Sådan lyder nogle af de meget rosende ord i indstillingerne til Politikens Undervisningspris Danmarks Bedste Lærer fra eleverne fra 8. klasse på Grønnemose Skole om deres lærer Marianne Vissing. Og nu er Marianne udvalgt blandt de fem, der er nomineret til Danmarks Bedste Lærer i grundskole-kategorien.
Verdens fineste arbejde
- Det er simpelthen så rørende. Jeg er utrolig glad for at blive indstillet af eleverne. Det er et kæmpe skulderklap. Faktisk føler jeg, at jeg allerede har vundet, siger Marianne, der underviser i dansk og billedkunst.
Marianne Vissing har undervist i snart 20 år, og hun brænder for lærergerningen:
- Jeg synes lærergerningen er verdens fineste arbejde. Jeg er hver dag ydmyg og taknemmelig over at arbejde med at påvirke en lille flig af vores fælles fremtid, siger Marianne.
Eleverne fremhæver blandt andet Mariannes evne til at se den enkelte elev, og det er også noget, Marianne selv lægger vægt på:
- Jeg arbejder hårdt på at skabe relationer med hver enkelt elev, så hvert barn får øje på sine udviklingsmuligheder socialt, personligt og fagligt. Jeg vil gerne åbne børnenes øjne for muligheder, de ikke kender og gøre dem til kritiske verdensborgere, siger Marianne.
Vi har et ansvar for hinanden
Marianne lægger også stor vægt på er fællesskabet:
- Jeg tror meget på fællesskabet, og at vi bærer et ansvar for hinanden, som K. E. Løgstrup sagde. Vi kan med vores ord og handling påvirke hinandens trivsel og udviklingsmuligheder. Det er også noget, jeg forsøger at lære børnene. Vi skal rumme hinanden og være der for hinanden, siger Marianne.
Politikens Undervisningspris Danmarks Bedste lærer uddeles i tre kategorier: grundskoler, gymnasieskoler og erhvervsskoler. I alt er der kommet 1937 indstillinger til de tre kategorier.
Går alt efter planen, og tillader myndighedernes retningslinjer det, vil vinderne blive fejret ved en prisfest i Politikens Hus 12. august 2020.
Hør her interview med Marianne Vissing i Radio 4
Læs mere om Danmarks Bedste Lærer