Flytning af den dobbeltrettede cykelsti på Gladsaxe Ringvej til højre side i retning mod Lyngby kan give kødannelser ind og ud af Dynamovej
På mandag den 25. maj 2020 flytter forsyningsselskabet Novafos den dobbeltrettede cykelsti til højre side af Gladsaxe Ringvej, mellem Dynamovej og Hillerødmotorvejen, i retning mod Lyngby. Det sker i takt med, at Novafos foretager ledningsomlægninger på modsatte side.
Signalanlæg ved Dynamovej ændres midlertidigt
For at give plads til cyklisterne og sikre, at de kan komme trygt gennem krydset, ændres signalanlægget i krydset ved Dynamovej. Cyklister, der ønsker at køre på tværs af krydset ved Dynamovej mod Gladsaxe eller mod Herlev, skal bruge trykknap for grønt lys. Der vil derfor i perioder være mindre grøntid for biler ind og ud ad Dynamovej, hvilket kan betyde kødannelser, især i myldretiden. Ændringen i signalanlægget ventes at vare til slutningen af juli 2020.
Vær opmærksom på skiltning og signal
Det ændrede signalanlæg kan skabe kø i alle retninger i krydset ved Dynamovej. Cyklister og bilister bør orientere sig efter skiltningen og signalet. Gladsaxe Kommune har fokus på at sikre de bedst mulige trafikale forhold under anlægsarbejdet, indtil signalanlægget forventes at blive ført tilbage til den normale tilstand i slutningen af juli 2020.
Forberedelser til letbanen
Novafos' ledningsomlægninger på Gladsaxe Ringvej er en del af forberedelserne til byggeriet af Hovedstadens Letbane. Samtidig bruger Novafos lejligheden til at udskifte vandrør og klimasikre.