Nu er det lidt lettere at komme rundt med kollektiv transport i Gladsaxe. Plustur er for alle og betyder, at man kan få kollektiv transport direkte til og fra hoveddøren.
Man skal kunne bo og arbejde overalt på Sjælland. Men det er ikke altid, at bussen eller toget kører hele vejen til dørtrinnet eller på alle tider. For at styrke den kollektive transport der, hvor der ikke kører så mange busser og tog, har Movia udviklet plustur, som nu også er en fast del af den samlede kollektive transportservice i Gladsaxe. Dermed bliver Gladsaxe en af de i alt 18 kommuner på Sjælland, der tilbyder plustur.
I Gladsaxe bliver man tilbudt plustur på hele eller dele af rejsen, når man søger i rejseplanen. Tilbuddet får man, hvis bus og tog ikke rækker hele vejen. Ordningen er åben for alle uafhængigt af, hvilken kommune man bor i. Plusturen skal bare både starte og slutte i en kommune med plustur.
Plustur henter dig ved havelågen
Plustur starter ved dørtrinnet og kører borgerne til et skiftested, f.eks. en station eller et stoppested, hvor man nemt kan komme videre med bus og tog - eller omvendt. Det hele foregår via rejseplanen, som sørger for at blande plustur, bus og tog på den mest optimale måde. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage bussen eller toget på dele af rejsen, får man tilbudt plustur hele vejen.
Med plustur bliver man hentet af en chauffør i én af de biler, der kører for Movias flextrafik. Nogle af bilerne har et gult Movia design, mens andre kan kendes ved, at der i vinduet er et flextrafikskilt. Plusturen har en fast pris på 21 kr. uanset, hvor langt man skal. Man skal bestille turen via en særlig hjemmeside, og man skal bestille senest to timer inden, man skal afsted. Selve turen betales med betalingskort, når man bestiller.
Med plustur i rejseplanen har alle i Gladsaxe nu fået et stoppested der, hvor man bor eller der, hvor man skal hen - når man skal et stykke væk fra de store busruter eller togstationer. Det bringer den kollektive transport tættere på i hele Sjælland.
-I Gladsaxe bakker vi op om alle initiativer, der kan gøre det nemmere at være borger og bruger af offentlig trafik som alternativ til bilen. Derfor glæder vi os til at kunne tilbyde plustur som et rigtig godt tilbud, så de borgere, som ikke har så god busdækning, har mulighed for at få dækket deres transportbehov, siger Ole Skrald, formand for Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe.
-I de kommuner, der allerede har plustur, kan vi se, at borgerne er glade for servicen. Vi kan med plustur køre borgerne hen til de større skiftesteder, hvor busserne kører oftere end ved det lokale stoppested. Så det er godt nyt for borgernes mobilitet, og vi glæder os meget til at se, hvordan borgerne i Gladsaxe tager imod den nye ordning, siger Movias plandirektør Per Gellert.
Om plustur
Med Gladsaxe Kommune tilbydes plustur nu i 18 kommuner på hele Sjælland. De øvrige er Faxe, Holbæk, Hørsholm, Kalundborg, Næstved, Slagelse, Roskilde, Sorø, Ringsted, Lolland, Vallensbæk, Furesø, Tårnby, Fredensborg, Køge, Egedal og Solrød.
Du kan læse mere om plustur på dinoffentligetransport.dk/plustur