Rygning, smerter eller ondt i livet? 300.000 borgere over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.
Undersøgelsen er den største af sin art i Danmark og giver et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel. I Gladsaxe Kommune bliver 2.450 borgere inviteret til at deltage i undersøgelsen via deres e-boks.
Svarene er vigtige for Gladsaxe i forhold til lokalt at kunne planlægge og prioritere fremtidige sundhedsindsatser.
- Det er afgørende for os, at så mange som muligt svarer på spørgeskemaet. Svarene skal nemlig bruges til at prioritere og planlægge nye indsatser, som forbedrer Gladsaxeborgernes sundhed og trivsel, siger borgmester Trine Græse
Svarene fra undersøgelsen i 2017 har ført til en stribe lokale tiltag, netop dér hvor behovet er størst.
- Vi har brugt resultaterne fra seneste undersøgelse til at formulerer tre nye handleplaner for henholdsvis tobak, mental sundhed samt fysisk aktivitet. Seneste undersøgelse gav os nemlig en vigtig viden om, at de seneste års fald i antallet af rygere er stagneret, at flere har et dårligt mentalt helbred og blandt andet døjer med stress. Endelig så vi også, at mange ikke får rørt sig nok i hverdagen, siger Sundhedschef Steen Rank Petersen.
Vind flotte præmier
Når du udfylder spørgeskemaet, deltager du i lodtrækningen om en række flotte præmier. Frem til 5. maj udloddes der præmier tre gange mellem alle, der har besvaret spørgeskemaet i Region Hovedstaden. Præmierne er hver gang: 2 x 5.000 kr., 5 x 2.500 kr. og 10 x 1.000 kr., 1 iPhone 11 og 100 SuperGavekort á 200 kr.
Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte, og det er frivilligt, om du vil deltage. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Hovedstaden eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Du kan kende skemaet på, at det hedder ”Hvordan har du det?”
Du kan svare på spørgeskemaet frem til 5. maj. Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022.
Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det” foretages i hele Danmark.
Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.
Lokale handleplaner for sundhed og trivsel
Her finder du de tre nye handleplaner for Gladsaxe 2021-2022
Handleplanerne er tilknyttet Gladsaxestrategien og en del af Gladsaxe Kommunes Sundhedspolitik.