En delegation af 27 højtstående embedsmænd fra Brasilien aflagde torsdag 11. november Gladsaxe et besøg for at blive klogere på digital transformation, og se hvordan kommunen arbejder med digitale løsninger.
Embedsmænd fra Brasilien mødtes på Gladsaxe Rådhus med medarbejdere fra Gladsaxe Kommune og DTU.
Gladsaxe Kommune deltager i programmet ’Digital Transformation and Modernization in Brasil’ ved at dele viden og give den brasilianske nation indsigt i digital transformation. Grundlæggende handler det om at udnytte digitale værktøjer til at skabe bedre resultater.
Borgmester Trine Græse bød gæsterne fra Brasilien velkommen i byrådssalen. Derefter var der oplæg fra henholdsvis Digitaliseringschef Thomas Lerche, leder af Datadrevet Forretningsudvikling Mads Rieck Thorning og afdelingsleder for Sekretariat & Politisk Betjening Ulla Kjeldsen Kragh.
Under besøget blev de brasilianske embedsmænd introduceret i kommunens arbejde med digitalisering, behandling af data og GDPR. Senere gik turen til GPV - Gladsaxes Pædagogiske Videnscenter, hvor der var fremvisning af digitale løsninger til børn og unge.
Danmark er foregangsland
Formålet med ´Digital Transformation and Modernization in Brazil´-programmet er at fremvise, informere og viderebringe viden til Brasilien. De brasilianske myndigheder har udpeget Danmark som foregangsland inden for offentlig digitalisering, transformation og afbureaukratisering.
Den danske ambassade i Brasilien har i Danida DFC-regi udviklet et intensivt læringsprogram, hvor der er indlagt to ugers fysisk besøg i Danmark. Programmet involverer oplæg fra internationale førende forskere og topledere fra flere danske ministerier, styrelser, private organisationer og internationale alliancepartnere inden for GovTech-området.