Genbrugsbutikken åbnede i 2018 og har i dag en stærk og aktiv kæde af personer, der bidrager til bæredygtigheden i forskellige led.
Det første led af frivillige er de mange borgere, der giver donationer til butikken og de sidste led er de kunder, der køber varer i butikken.
Det centrale mellemste led i denne kæde er imidlertid de ca. 70 frivillige, der tager sig af donationerne - og som nu er nomineret til Bæredygtighedsprisen 2022.
De gør en kæmpe indsats, når de fx modtager tøj i poser og kasser, sorterer og ordner det, så det kan indbyde til køb i butikken. Når de modtager bøger gør de frivillige sig umage for at kategorisere og præsentere bøgerne på bedste vis.
Hver dag bliver der indleveret alle mulige ting og sager: glas, duge, porcelæn, møbler, elektriske artikler og meget mere. Alle de ting bliver sirligt ordnet af de frivillige og derefter sat indbydende op i butikken parat til at gå videre i den bæredygtige cirkel.
På den måde bidrager de frivillige i Røde Kors Genbrugsbutikken til flere Verdensmål. Det gælder Verdensmål 12, der handler om Ansvarligt Forbrug og Produktion, Verdensmål 11 Bæredygtige Byer og Lokalsamfund og Verdensmål 17: Partnerskaber For Handling, fordi de frivillige bygger bro mellem civilsamfund og den lokale detailhandel.
Vinderen afsløres ved prisuddelingen på Gladsaxedagen den 27. august, hvor Trine Græse vil overrække bæredygtighedsprisen 2022.
Om bæredygtighedsprisen
Det er tredje gang at bæredygtighedsprisen uddeles. Gladsaxe Kommunes tilgang er, at en bæredygtig udvikling er noget, vi skaber sammen med borgerne og lokale aktører i fællesskab. Ved at uddele en bæredygtighedspris anerkender kommunen de gode lokale eksempler på, hvordan borgere, lokale foreninger eller organisationer konkret arbejder for en bæredygtig udvikling. Dét kan være med til at sprede inspiration og engagement for en endnu mere bæredygtig udvikling i Gladsaxe.