En kontorelevuddannelse i Gladsaxe Kommune kan bringe dig vidt omkring.
Her har nogle af vores nuværende ledere fortalt om deres vej fra kontorelev til leder.
Jeg startede som elev i Gladsaxe Kommune helt tilbage i forrige århundrede, nærmere i 1986!!
Jeg kan indimellem tage mig selv i at tænke – næsten 30 år – det kan da ikke passe.
Men det kan det og det føles heldigvis helt anderledes.
Mit første elev år var på seniorcentret Møllegårdens administrationskontor, dernæst var jeg på personalekontoret for så, at slutte af på ligningskontoret.
Efter endt elevtid, blev jeg ansat som assistent på ligningskontoret. Det var et herligt sted, med en god blanding af unge og ældre kollegaer. Omgangstonen var ganske rar og stedet emmede af tung lovgivning som skulle læres, fortolkes og formidles til borgerne. I de år lærte jeg i sagens natur rigtig meget om skat. Viden som jeg forsat bruger i min dagligdag, både privat og i min nuværende ansættelse.
I midt 90’erne dukkede ”Borgerservice” pludselig op. Ikke at vi tidligere ikke ydede borgerservice, men nu var det altså et sted borgerne kunne gå hen og få hjælp til en række områder – nærmest på en gang.
En helt ny afdeling skulle indrettes og der var stor fokus på både faglighed og muligheden for at få løst flere henvendelser ”ved samme skrivebord”. De gode gamle skranker var væk og borgerne var velkommen – vi kunne jo hjælpe med det meste.
Det var nyt og anderledes og jeg er glad for at jeg fik muligheden for at være med til at præge denne nye Borgerservice. Her kunne jeg bruge min viden om skat, og her fik jeg også indgående kendskab til en række områder som f.eks. boligstøtte, folkeregister, sygesikring og meget andet.
Siden hen er mange opgaver kommet til og andre opgaver har forladt Borgerservice. Jeg har dermed hele tiden været udfordret på ny læring.
Pas & kørekort, vielser og valg er nu også en del af Borgerservice. Jeg er nu bl.a. vielsesfoged, så flere gange om ugen har jeg den fornøjelse at vie borgerne.
Jeg er stadig i Borgerservice og arbejder som teamleder. Jeg nyder blandingen af ledelse, kontakten med borgerne og ikke mindst at være med til at sætte dagsorden på, hvordan kommunes Borgerservice skal se ud i fremtiden.
Linda Lasota
Skriv en artikel om din vej fra kontorelev til leder. Sådan lød opgaven, der tikkede ind i min mailboks. Elev – det er godt nok længe siden… 1977 var året, hvor jeg første gang trådte ind ad døren til Gladsaxe Rådhus. 16 år gammel og lige gået ud af folkeskolen – parat til at starte en god og sikker karriere i det offentlige. Datter af statsansatte funktionærer, der mente, at jeg med den elevplads var godt i vej. Og det var jeg jo også.
Den gang – i tiden med Torben Lendager-frisure, kassebukser og 12 cm. høje hæle – kiggede jeg noget skeptisk på mine ældre kollegaer. Og min konklusion var hurtig og meget fordomsfuld: Når man havde været ansat her i 10 år, så var man blevet bredrøvet og havde fået kattebriller. Og at ingen af tingene skulle nogen sinde overgå mig!
Men man skal aldrig sige aldrig – jeg er her endnu. At blive ansat i en kommune var faktisk en rigtig god ting på mange måder. Hver gang jeg har ”kedet” mig, så har der vist sig en mulighed for at rykke rundt og skifte opgaver, eller også har der været mulighed for kurser og efteruddannelse. Det har jeg benyttet mig flittigt af. En kommune er en stor organisation med et væld af specialiseringsmuligheder for dem der har lyst, evner og vilje. Og så her mange gode og dygtige kollegaer.
Jeg startede som kontorelev og cirkulerede i mellem lønkontoret, dagpengekontoret og opkrævningskontoret. Sidstnævnte sted blev jeg hængende i en del år. Først som pantefoged, siden som medarbejder og senere leder af ”skattebogholderiet”. Jeg var med til at indføre det første debitorsystem. Inden da bogførte vi på store, mekaniske maskiner, der allerede den gang ville have været værdige klenodier på Teknisk Museum. Undervejs fik jeg taget eksamener fra Handelsskolen, DKI og DK II (nu kommunomuddannelsen). Og på forvaltningshøjskolen blev det til eksamener i edb og kommunalt budget og regnskab.
På et tidspunkt fik jeg mulighed for at blive Administrations- og Skatteforvaltningens repræsentant i SAMTEK, hvor alle kommunens EDB-tiltag (det hed det, dengang) blev behandlet. Ingen fik en PC’er, uden vi havde sagt ja. Undtagen den daværende personalechef, der satte sit job på spil, for at få en. Svært at forestille sig i dag.
På et tidspunkt var det så, at det med kedsomheden kom ind. 25 års jubilæum i samme stilling?? Nej tak. Og så skiftede jeg forvaltningsområde og blev afdelingsleder i Fritidsafdelingen. Her kom netværket fra SAMTEK i brug. Havde jeg ikke kendt kontorchefen fra Skole- og Fritidsforvaltningen havde jeg givetvis aldrig fået stillingen, for de faglige kompetencer inden for det område var = 0. Men så havde jeg jo heldigvis demonstreret andre kompetencer. Siden er det gået slag i slag – først kom kulturområdet til, så kom forvaltningens administration til – og fra. Utallige omorganiseringer er sket siden hen. Og opgaveporteføljen har skiftet undervejs.
På et tidspunkt fik jeg mulighed for at tage en masteruddannelse i Oplevelsesledelse på RUC. Det var sindssygt hårdt – men det er også de bedste jeg nogen siden har gjort i forhold til efteruddannelse. Hold da op, hvor det rykkede oppe i mit hoved. Og resultatet udeblev da heller ikke. Først blev jeg kultur- og fritidschef, og de sidste 3 år har jeg arbejdet som vicedirektør i Børne- og Kulturforvaltningen. Hvis nogen havde fortalt mig det, den gang i 1977 – så havde jeg troet, at de var fulde af løgn.
Jeg søgte stillingen som kontorelev i Gladsaxe Kommune, da kommunen har et godt ry som en udviklingsorienteret velfærdskommune, der sætter borgeren i centrum.
Jeg tænkte, at man som medarbejder kunne få lov til at bidrage aktivt til at gøre en forskel for borgerne i Gladsaxe Kommune.
Som kontorelev i Gladsaxe fik jeg mulighed for at lære hele organisationen at kende og arbejdede med mange forskellige opgaver. Der var nogle rammer for opgaveløsningen og hver afdeling havde udvalgte opgaver klar til mig, da jeg startede som elev, men jeg kunne i høj grad præge min elevtid.
Jeg bød aktivt ind på alle typer opgaver og var omhyggelig i min måde at afslutte opgaver og møde deadlines på. Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i opgaver, jeg ikke har prøvet før, for der er altid andre, man kan søge hjælp og vejledning hos. Ved selv at være aktiv og bevise jeg var pålidelig, fik jeg mange forskellige opgaver og et stort ansvar, hvilket gjorde, jeg udviklede mig meget de to år, jeg var elev. Jeg var glad for opgaver, der gik på tværs af afdelinger, for det gav mig en chance for at lære så mange mennesker som muligt at kende, og det kunne jeg bruge, når jeg efter endt elevtid skulle søge fastansættelse.
For mig var det vigtigt at se mine to år som elev som en toårig jobsamtale. Jeg var meget opmærksom på mit fravær, da jeg ved, det betyder meget for en arbejdsplads, at medarbejderne er stabile og robuste.
Efter endt elevtid søgte jeg en intern stilling og blev fastansat. Det var min tid som elev og det arbejde jeg havde leveret de sidste to år, der resulterede i et fast job, så jeg kan varmt anbefale at arbejde fokuseret og målrettet i elevtiden og holde sit fravær på et minimum, hvis man ønsker en fastansættelse efter endt elevtid. Gladsaxe Kommune er en rigtig god arbejdsplads med plads til udvikling, mange medarbejdergoder og et fint arbejdsmiljø.
Jeg blev færdig som kontorelev sommeren 2013, og jeg er i dag leder af administrationen i Familie og Rådgivning.