En del af vores kontorelever, søger og får job i kommunen efter endt elevtid.
Som kontorelev kan man de sidste 3 måneder overgår til fastansættelse – og det benytter nogle sig af.
I Gladsaxe slås mange stillinger op internt, og mulighederne for at søge job i organisationen er derfor større så længe man er ansat som kontorelev, end når man er færdig.
Jeg startede som kontorelev i september 2016 og blev færdigudlært i august 2018.
Jeg var mit sidste år som elev på Gladsaxe Handicaptilbud, Kellersvej – hvor jeg var så privilegeret at blive ansat i en tidsbegrænset 3 måneders ansættelse som kontorassistent. Jeg søgte selvfølgelig jobs, da jeg vidste det kun var tidsbegrænset - og så dermed stillingsopslaget fra Grønnemose Skole, som søgte en skolesekretær.
Som kontorelev havde jeg den fordel, at min elevkoordinator ville skrive en rigtig fin anbefaling, som gav opmærksomhed til ansættelsesudvalget og jeg blandt andet derfor blev kaldt til samtale på Grønnemose Skole.
I mit job som skolesekretær, kan jeg virkelig mærke en fordel i at have været kontorelev i samme kommune. Da jeg har været en del rundt og sidde som elev kender jeg til de forskellige forvaltninger, afdelinger og organisationen i sig selv, hvilket giver mig et super overblik i min hverdag.
Jeg vil på ingen måde være foruden at have været kontorelev i Gladsaxe Kommune – det har modnet mig utrolig meget, jeg har fået en masse gode bekendtskaber og fået et job jeg er vildt glad for!
Jeg startede som kontorelev i 2011. I min elevtid var jeg 3 forskellige steder; i Familieafdelingen, Jobcentret og Personaleafdelingen.
Da jeg blev færdig som kontorelev sommeren 2013, var jeg ansat som rådhusvagt i cirka 1½ år. Jobbet bestod primært i postsortering, fordeling og frankering af alt post og pakker fra rådhuset. Derudover havde vi opgaver med videoovervågning, løbende problemløsning af videodatabasen, og planlægning af foreningernes brug af skoler og idrætsfaciliteter, foruden at vi løbende opdaterede kontaktpersoner i alarmkartoteket. Jobbet indebar også at klargøre Byrådssalen til byrådsmøder med diverse teknik og opdækninger.
Nu arbejder jeg på Grønnemose Skole, som it-medarbejder/teknisk servicemedarbejder. I mit arbejde skal jeg sørge for, at skolens tekniske produkter virker. Det er lige fra deres netværk til deres iPads, printere, tonerbestillinger, tv-skærmene og deres Apple tv, som alle klasseværelserne er udstyret med.
Derudover har jeg ansvaret for skolens servicelog, som er en log, hvor alle medarbejdere på skolen kan skrive i, hvis der er behov for indkøb af diverse ting, eller hvis der er behov for montering, opsætning eller andet håndværksrelateret arbejde.
I mit nuværende job, er det en klar fordel, at jeg har været rundt i organisationen og på rådhuset, fordi jeg i min elevtid fik etableret et særdeles godt netværk med en masse mennesker i de forskellige forvaltninger/afdelinger. Det er en tydelig fordel, at jeg har min kontormæssige baggrund i jobbet, når jeg sammenligner mig med de andre medarbejdere med fx håndværksmæssig baggrund. Jeg har på en helt anden måde, overblik og forståelse for kontorfaget og organisationen, end jeg ville have haft uden min foregående Kontorelevuddannelse i Gladsaxe Kommune.
Jeg startede som kontorelev i Gladsaxe Kommune i september 2015 og blev færdigudlært i 2017.
Tre måneder inden min elevtid sluttede, blev der en stilling ledig som personaleadministrativ medarbejder i Administration og Digitalisering, Social- og Sundhedsforvaltningen. Jeg ringede til lederen af afdelingen og spurgte ham, hvordan de ville se på, at jeg søgte stillingen, og jeg fik at vide, at det ville de se positivt på, så han synes jeg skulle søge stillingen. Kort tid efter, blev jeg indkaldt til en samtale. Det var en fordel for mig at jeg kendte afdelingen, kollegaerne og arbejdsopgaverne, fordi jeg havde tilbragt det første halvår af min elevtid i afdelingen.
Kort tid efter samtalen blev jeg ringet op, at de havde valgt mig til stillingen. Jeg blev meget overvældet, for jeg var jo ikke uddannet endnu, og ikke havde særlig meget erfaring.
Jeg startede i barselsvikariatet før sommerferien 2017 og nåede derfor at have 2 måneders ansættelse, samt at gøre min elevtid færdig i Administration og Digitalisering. Jeg blev så senere hen fastansat i samme afdeling.
Min tid i Administration og Digitalisering har helt klart modnet og vist mig, at en reel stilling efter endt elevtid er værd at kæmpe for – som personaleadministrativ medarbejder har jeg udviklet mig fagligt, men også personligt.
Jeg kan huske, at til samtalen blev spurgt, hvad jeg ville gøre for ikke at ”blive set som eleven”, hvis de valgte mig – og der svarede jeg, at jeg ville udvise selvstændighed og ansvar, og at jeg håbede, at de kunne opveje mine kompetencer mod min erfaring.
Jeg vil råde alle elever gennem deres elevtid til at få skabt sig et netværk, det kan komme jer til gode på den lange bane – og det er helt klart med til at I har gode muligheder for at få fast job efter elevtiden.
Jeg startede som kontorelev i 2018 og blev færdiguddannet i august 2020.
I de sidste måneder inden min elevtid sluttede, begyndte jeg at søge jobs i Kommunen. Jeg har været på Rådhuset som elev i begge elevår, så mine tanker om fremtidigt job i Gladsaxe Kommune, var klart, at jeg gerne ville finde en stilling på rådhuset.
Jeg synes, jeg havde opbygget et godt netværk, og var glad for min daglige gang på Rådhuset. Jeg ville rigtig gerne blive i Borgerservice, men på det tidspunkt hvor jeg begyndte at søge, var der ingen ledige stillinger.
Jeg søgte et barselsvikariat, som jeg fik tilbudt. Stort set samtidig, blev der en stilling ledig i Borgerservice i Folkeregistret. Jeg søgte stillingen med det samme, og jeg var så heldig at få jobbet. Jeg havde ca. halvanden måned tilbage af min elevtid, som jeg færdiggjorde, og forsatte derefter i samme afdeling som fastansat.
Det har klart givet mig en fordel, at jeg har været elev på Rådhuset. Jeg havde fået en del erfaring samt et godt netværk. Jeg kendte afdelingen, arbejdsopgaverne og kollegaerne i forvejen, hvilket var et stort plus.