Gladsaxe Kommunes bud på et vinderprojekt i konkurrencen Danmarks VILDESTE kommune er bevarelsen af Den flerstammede bøg i Aldershvile Slotspark. Projektet opfylder konkurrencens fem parametre og giver stor effekt for få ressourcer.
Om projektet
Projektet handler om at bevare et ikonisk bøgetræ i Aldershvile slotspark. Træet er karakteristisk med de mange stammer og er over 150 gammelt – og det er kendt og elsket af mange borgere.
I 2021 blev svampen stor kulsvamp opdaget på træet. Denne svamp er en af de arter, der udløser, at et træ opfattes som et risikotræ – det vil sige et træ, hvor der er fare for forbipasserende, hvis træet vælter eller større grene knækker af.
I Danmark er der ikke tradition for at bevare gamle træer, når de bliver risikotræer. Det er en af grundene til, at de gamle træer er så få. Den hidtidige forvaltning af risikotræer i Gladsaxe Kommune har været at skære kronen af træerne – hvis muligt – og efterlade en høj stub til naturligt forfald. Denne praksis er langt bedre for biodiversiteten end at fælde træet, men slår alligevel træet ihjel. Det døde ved er godt for mange arter, men levende, gamle træer tilbyder endnu flere levesteder over mange flere år.
I dette projekt har vi valgt at bevare træet som biologisk levested. For at sikre parkens gæster mod nedfaldne grene har vi etableret en let indhegning, som viser, at træet skal nydes, men at området omkring træet også skal respekteres. Det er vurderet, at bøgen kan stå i årtier endnu, men det er svært at forudsige, hvordan og hvornår træet vil bryde sammen.
Der vil være et løbende tilsyn med træet under inddragelse af eksperter. Enkelte grene kan over årene beskæres for at forlænge træets levetid og mindske risikoen for større skader.
Læs Gladsaxe Kommunes træpolitik og om forvaltning af træer
Klik for at se video, hvor borgmester Trine Græse fortæller om den flerstammede bøg.
Hvorfor skal gamle træer bevares?
Den flerstammede bøg er over 150 år og et såkaldt veterantræ. Veterantræer er træer med blandt andet sår, hulheder, døde grene og vandfyldte huller, og de udgør en meget vigtig og sjælden biodiversitetsressource. I et veterantræ er der både døde og levende partier. Det skaber stor variation for de arter, der lever i og på træet. Saft, der strømmer ud af sår på levende træer, er fx en vigtig kilde til energi for mange insekter herunder store sommerfugle. Når barken bliver tilpas gammel, og når træets vækst er gået så meget i stå, at barken er stabil og ikke hele tiden udvider sig, kan der flytte sjældne mosser og laver ind.
At bevare de gamle træer er et af de vigtigste virkemidler for at bevare truet biodiversitet, da op i mod 1/3 af skovens arter er knyttet til veterantræer og dødt ved. At bevare Den flerstammede bøg giver derfor et næsten uendeligt rum til varierede levesteder, når træet gennemgår sin lange alderdom.
Sådan opfylder projektet de fem konkurrenceparametre
Konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune er en del af kampagnen: "Sammen om et VILDERE Danmark", som miljøministeren står i spidsen for. Formålet er at motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur. Kommunerne skal konkurrere om at udvikle det bedste biodiversitetsprojekt og på den måde gøre deres kommune mere vild.
I konkurrencen om at blive Danmarks VILDESTE kommune vurderes projekterne efter fem konkurrenceparametre, og bevarelsen af Den flerstammede bøg lever op til dem alle:
Vedvarende: God biodiversitet tager tid. Projektet bevarer et vigtigt og gammelt levested og sikrer det fremadrettet. Derfor udpeger Gladsaxe Kommune Den flerstammede bøg som veterantræ i den næste revision af plejeplanen for området, så træet sikres for fremtidige generationer.
Stort: Isoleret set kan bevarelsen af bøgen måske opfattes som et mindre projekt – til gengæld har det meget stor betydning for biodiversiteten. I forhold til Gladsaxes karakter af fuldt udbygget forstadskommune med mindre naturområder og høj befolkningstæthed har projektet meget stor betydning for kommunens samlede biodiversitet og grønne identitet på sigt.
Nytænkende: I modsætning til vores nabolande er forvaltningen af risikotræer i Danmark ikke særlig fokuseret på bevarelse. At arbejde anderledes med forvaltningen af træer med kulsvamp er fagligt interessant og nytænkende.
Engagerende: Projektet understøtter Gladsaxes Kommunes træpolitik og kan inspirere til bevarelse af træer i private haver og på andre arealer. At bevare Den flerstammede bøg giver mulighed for nye naturoplevelser i Aldershvile Slotspark, og det betyder samtidig en lille indskrænkning af mulighederne for menneskelig aktivitet. På lille skala viser projektet derfor også, hvordan vi mennesker må afstå lidt plads, for at klodens andre arter kan få rum til at udfolde sig.
Intelligent: Projektet er et af de bedste eksempler på, at man med få ressourcer kan opnå en kæmpe biodiversitetseffekt. Samtidig sætter projektet fokus på vigtigheden i at bevare den natur, vi allerede har. Og så er det let at skalere – og let at kopiere.
Se vores nyhed om projektet og deltagelsen i Fanmarks VILDESTE kommune