Spisning af fisk frarådes, mens rosport fortsat er tilladt
Senest opdateret 13.07.2022
Orientering om fund af PFOS i fisk i Mølleåen
Som en del af de igangværende undersøgelser af PFAS/PFOS, er der analyseret fisk fanget i Mølleåsystemet. Der er udtaget prøver fra fem fisk; en sandart og gedde i Furesøen, en gedde i Lyngby Sø, samt en sandart og en gedde fra Bagsværd Sø.
Der er påvist PFAS, herunder PFOS i alle fiskene. Indholdet varierer, og da datagrundlaget ikke tilstrækkeligt til at lave endelige konklusioner, fraråder Gladsaxe Kommune derfor fortsat at spise fisk fanget i Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Gladsaxe Kommune anbefaler også fortsat, ud fra et forsigtigheds-hensyn, at hundes indtag af vand fra de to søer begrænses. Rosport og øvrige aktiviteter kan fortsætte som hidtil.
Målinger viser forhøjede mængder af PFOS i hele Mølleåsystemet, herunder i Bagsværd Sø. Derfor frarådes det fortsat at spise fisk fra søen. Kommuner går sammen om at finde kilden og lægge fælles plan.
Siden Region Hovedstaden i forbindelse med en rutinemåling fandt PFOS i Mølleåen, er der som led i kildeopsporingen blevet taget vandprøver fra alle søerne i Mølleåsystemet, dvs. Farum Sø, Vejlesø, Furesøen, Bagsværd Sø og Lyngby Sø.
Resultaterne af undersøgelsen viser, at der er målt PFOS i mængder, som overskrider de gældende grænseværdier, i samtlige prøver, herunder også i Bagsværd Sø. De målte koncentrationer i Bagsværd Sø svarer til det niveau, der sidste år blev fundet i Mølleåen, men det er endnu ikke muligt at udpege en konkret kilde til PFOS i søerne og Mølleåen.
Koncentrationer størst i Furesø og Lyngby Sø
Resultaterne af målingerne indikerer, at kilden til forureningen sandsynligvis skal findes ved Furesø og Lyngby Sø, da der her findes de højeste koncentrationer. Der er ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der skulle være en væsentlig kilde ved Bagsværd Sø.
Koncentrationen af PFOS er i alle de analyserede tilfælde under 30 ng/L og er dermed langt lavere end de koncentrationer, man sidste år blev fundet ved Slagelse på op imod 34.000 ng/L.
Fiskene skal undersøges, men rosport er tilladt
Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Furesø og Gladsaxe kommuner er i kontakt med Fødevarestyrelsen med henblik på at få analyseret indholdet af PFOS i fisk, for at få afklaret om spisning af fisk kan tillades. Men indtil resultaterne af disse undersøgelser foreligger fraråder Gladsaxe Kommune fortsat at spise fisk fanget i Bagsværd Sø og Lyngby Sø.
Fødevarestyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke vurderer, at PFOS i det aktuelle niveau i sø-/åvand udgør en risiko for hunde, når de drikker af vandet. Men ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Fødevarestyrelsen dog at begrænse hundes indtag af søvandet.
Man kan fortsat dyrke rosport i Bagsværd Sø og Lyngby Sø, da de målte værdier for PFOS er mindre end de 50 ng/l, og det derfor ifølge det, som Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere har meldt ud, ikke ville udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Fund af PFOS i Gyngemosen og Smør- og Fedtmosen
Efter fund af PFAS-stoffer, herunder PFOS, i Mølleåen og tilhørende søer, har Gladsaxe Kommune foranlediget prøvetagning af stofferne i de to moseområder, Gyngemosen og Smør- og Fedtmosen.
Gyngemosen kan tidligere have modtaget spildevand fra det nu nedlagte renseanlæg Gyngemoseværket, og Smør-og Fedtmosen modtager overfladevand fra Bagsværd Erhvervskvarter, hvilket var baggrunden for også at få disse områder undersøgt for PFAS-forbindelserne.
I begge områder er der fundet overskridelser af grænseværdien for PFOS, hvor der er målt koncentrationer på op til 2 og 10 ng/L i hhv. Gyngemosen og Smør- og Fedtmosen. Grænseværdien er på 0,65 ng/L. De målte koncentrationer ligger på niveau med de fundne koncentrationer i Mølleåsystemet.
Samlet plan på vej for håndtering af forureningen
Siden Gladsaxe Kommune i november blev orienteret om, at Region Hovedstaden havde fundet PFOS i Mølleåen, er der indgået et tæt samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Furesø og Gladsaxe kommuner for at skabe overblik over forureningen, opspore evt. kilder og lægge en samlet plan for den videre håndtering af forureningen. I den forbindelse har kommunerne i fællesskab henvendt sig til Region Hovedstaden, Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed for at inddrage dem i arbejdet.
Fakta om PFOS
PFAS er en forkortelse for perfluorerede alkylsyrer og er en samlet betegnelse for en stor gruppe fluorholdige stoffer, herunder PFOS. Stofferne er fremstillet industrielt og nedbrydes ikke i naturen. Nogle af stofferne er kendt som værende kræftfremkaldende. PFOS kan påvirke reproduktionen og er mistænkt for at være hormon- og immunforstyrrende.
Nedenstående kort viser hvor der er taget vandprøver i Mølleåsystemet.