Rekruttering via Jobcenteret
Jobcenteret tilbyder hjælp til rekruttering af nye medarbejdere. Det gør vi ved at afholde samtaler med jobsøgende borgere, hvis kvalifikationer matcher en given stilling. Efterfølgende formidler vi kontakten mellem din virksomhed og de bedst egnede jobsøgere.
Fordele
- Det er uden omkostninger for din virksomhed.
- Vi har kendskab til ledige og virksomheder både i lokalområdet og i de omkringliggende kommuner.
- Vi kan hjælpe din nye medarbejder med at få en god start på jobbet.
Sådan gør du
Lav en jobbeskrivelse: Hvilke kompetencer skal din nye medarbejder have – både faglige og personlige? Hvordan er arbejdstiden, ansættelsestidspunktet, aflønningen og varighed af jobbet? Jobcenteret hjælper gerne med at udarbejde en jobbeskrivelse.
Annoncering på jobnet.dk
Den landsdækkende jobbank Jobnet.dk bliver hver dag besøgt af mange tusinde jobsøgende i hele Danmark fra alle brancher - både med faglært og ufaglært baggrund og med kortere og længere uddannelser. Det er hurtigt, fleksibelt og gratis at finde en ny medarbejder via Jobnet.dk.
- På jobnet.dk kan din virksomhed selv udforme annoncen, indsætte virksomhedens logo og oprette link til virksomhedens hjemmeside.
- Du kan se, hvordan andre virksomheder bruger Jobnet på www.jobnet.dk.
- Husk at give Jobcenter Gladsaxe besked, når din virksomhed har besat en stilling, eller hvis annoncen skal forlænges.
I Fritidsjob Gladsaxes jobbank har vi unge mellem 13 og 17 år, som er topmotiverede for at få et fritidsjob. Især de yngste i målgruppen er ivrige efter at komme i gang og få tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi kan tilbyde et samarbejde, hvor du har mulighed for at få en ung ansat, der er screenet i forhold til dine ønsker og behov, helt uden omkostninger. Kontakt os og beskriv jobbet, så finder vi de unge, der matcher det.
Henvendelse kan foretages via Facebooksiden facebook.com/fritidsjobgladsaxe.
Kontakt kan også ske på mail ugu@gladsaxe.dk.
Fritidsjob kort fortalt
- Vi screener ansøgningerne og samler de bedste til dig.
- Du indkalder selv relevante unge til samtale, og vi giver gerne afslag til resten.
- Vi står altid til rådighed, hvis du har spørgsmål omkring det at have en ung ansat.
Arbejdsmiljø og arbejdstid
Hvad siger loven?
Arbejdstilsynet - Bekendtgørelse om unges arbejde
Guide til fritidsjob - At have unge ansat
Når de unge er undervisningspligtige, gælder der en række skærpede regler for deres arbejdstid. Undervisningspligten slutter d. 31. juli efter regelmæssig undervisning i 9 år - dog senest d. 31. juli det år, hvor den unge fylder 17 år. Fyldestgørende arbejdsmiljøregler for unge med og uden undervisningspligt kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside. Vi vil altid anbefale at ringe direkte til Arbejdstilsynet for at få svar på konkrete spørgsmål.
Der er en række regler, der særligt gælder for dig som arbejdsgiver, hvis du har unge under 18 år ansat:
- Du skal vurdere, om der er nogle særlige risici forbundet med det arbejde, den unge skal udføre. Du skal beskrive risiciene særskilt i din arbejdspladsvurdering (APV).
- Du skal sørge for at forebygge risiciene i den måde, du tilrettelægger den unges arbejde på – og lære den unge, hvordan han eller hun kan varetage arbejdet på en sikker måde.
- Du skal sikre, at der er en voksen, der fører tilsyn med den unges arbejde.
- Hvis den unge er under 15 år eller stadig er omfattet af undervisningspligten, skal du underrette den unges forældre eller værge om, at du har ansat den unge.
Arbejdstid, hviletid og pauser
Hvilken type arbejde må de unge udføre?
De unge må udføre lettere arbejde inden for flere brancher, blandt andet:
- Lettere arbejde med modtagelse, sortering, optælling, prismærkning samt pakning af varer og emballage i butikker, supermarkeder og varehuse
- Lettere rengøring, oprydning og borddækning
- Lettere manuel montering, dog ikke lodning og svejsning
- Lettere malearbejde, dog ikke sprøjtemaling
- Lettere manuelt arbejde, såsom ilægning i poser, kuverter og æsker, kontrol og pudsning af færdige produkter samt håndtering af rent vasketøj
- Lettere budtjeneste, herunder internt piccoloarbejde, og udbringning af aviser og reklamer samt salg af aviser og lignende
- Lettere arbejde med desinfektion af ko-yvere og lignende med desinfektionsmidler og andre midler, der er godkendt til dette formål af Fødevaredirektoratet
Unge og løn
Mindstelønnen for unge er bestemt af overenskomsten på den enkelte arbejdsplads.
Vi anbefaler altid at ringe direkte til den relevante fagforening for at få oplyst de gældende takster.
Hvad må de unge ikke?
Unge under 18 år må ikke arbejde med noget, der kan være farligt for deres
sikkerhed eller sundhed. En udførlig liste kan findes på Arbejdstilsynets
hjemmeside.
En medarbejder, der er ansat i fleksjob, er en fleksibel medarbejder på nedsat tid, som kan hjælpe med at løse både små og større opgaver i din virksomhed. Medarbejderen bliver ansat på samme vilkår som alle andre medarbejdere.
Som arbejdsgiver skal du kun betale for det arbejde, som din medarbejder i fleksjob udfører. Det betyder, at hvis du ansætter en medarbejder i fleksjob 20 timer om ugen med en arbejdsintensitet på 50 %, betaler du timeløn for 10 timer. Arbejdsintensiteten bliver vurderet af Jobcenteret.
Fleksjob kan oprettes i både offentlige og private virksomheder. Målet med ordningen er enten at få en borger med nedsat arbejdsevne ud i et almindeligt job eller at fastholde en medarbejder med nedsat arbejdsevne i sit nuværende job – begge vha. en række skånehensyn.
Fleksjob giver således mulighed for at ansætte eller fastholde en medarbejder, hvis arbejdsevne er varigt nedsat.
Fleksjob kort fortalt
- Jobcenteret kan give tilbud om fleksjob til personer, der har en væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen.
- Alt afhængig af, hvad grunden er til den nedsatte arbejdsevne, må du påregne, at medarbejderen i fleksjob har forskellige skånebehov. Kommunen kan stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed.
- En medarbejder i fleksjob er som udgangspunkt ansat på samme vilkår som alle andre medarbejdere. Når vedkommende er ansat, møder medarbejderen på arbejde på de aftalte tidspunkter. Medarbejderen i fleksjob vil dog løbende blive indkaldt til en række obligatoriske samtaler på Jobcenteret.
- Løn under sygdom og barsel afhænger af den ansættelseskontrakt, du laver med medarbejderen i fleksjob. Når virksomheden udbetaler løn under sygdom, kan den modtage refusion fra kommunen, som svarer til det beløb, medarbejderen i fleksjob kunne have modtaget i sygedagpenge fra kommunen.
- Hvis samarbejdet mellem din virksomhed og medarbejderen i fleksjob ikke fungerer, kan du afskedige vedkommende på de vilkår, der gælder for ansættelseskontrakten og eventuelt gældende overenskomst.
Blanketter
Relevante blanketter kan findes på virk.dk.
Hvad siger loven?
Med en virksomhedspraktik kan en ledig få mulighed for at afprøve og udvikle sine kompetencer og evner til at varetage relevante jobfunktioner. Din virksomhed og praktikanten får samtidig mulighed for at se hinanden an forud for en eventuel ansættelse.
Et praktikforløb kan suppleres med en mentorordning og evt. opkvalificerende kurser, der er nødvendige for at din medarbejder kan varetage jobfunktionen. En praktik kan kombineres med ordinære og lønnede timer, hvis der kun er behov for oplæring af særlige kvalifikationer.
Din virksomhed kan som udgangspunkt tage en ledig i praktik i 4 uger. I særlige tilfælde kan virksomhedspraktikken vare i 13 uger og forlænges i op til 26 uger. Din virksomhed skal ikke udbetale løn, da den ledige modtager offentlig forsørgelse under forløbet. For at etablere en praktik kan du kontakte Jobcenteret eller lægge praktikken op på vitas.bm.dk, så finder vi en praktikant til jer.
Før en virksomhedspraktik oprettes, skal din virksomhed godkendes som praktikvært. Jobcenteret formidler kontakten mellem dig og den ledige og hjælper din virksomhed med tilrettelæggelse af eventuelle kurser inden ansættelse.
Det er som hovedregel ikke tilladt at komme i virksomhedspraktik i den virksomhed, hvor man senest har været ordinært ansat eller ansat med løntilskud. Antallet af personer i virksomhedspraktik og/eller løntilskud må maksimalt udgøre 1 person for hver 5. ansatte på ordinære vilkår, hvis virksomheden har mellem 0 og 50 ansatte (dog altid 1 person). Herudover kan der ansættes 1 person for hver 10. ansatte på ordinære vilkår.
Virksomhedspraktik kort fortalt
- Din virksomhed får mulighed for at oplære praktikanten og se, om han eller hun har eller er i stand til at tilegne sig de kompetencer, der skal til for at varetage jobbet.
- Praktikforløbet kan suppleres med en mentorordning og opkvalificerende kurser, der er nødvendige for at kunne varetage jobfunktionen.
- Den ledige får mulighed for at afprøve og udvikle sine kvalifikationer og evne til at varetage jobfunktionen.
En praktik kan kombineres med ordinære, lønnede timer. Når ordinære timer kombineres med virksomhedspraktik, kalder vi de lønnede timer for et småjob. Med en kombineret virksomhedspraktik og småjob får borgeren løn for de arbejdsopgaver, som vedkommende mestrer, samtidig med at virksomhedspraktikken sikrer oplæring i nye arbejdsfunktioner og -opgaver, som borgeren endnu ikke mestrer.
En medarbejder ansat i småjob kan hjælpe din virksomhed med at få løst arbejdsopgaver, som ikke samlet udgør en hel stilling. Samtidig viser din virksomhed socialt ansvar og bidrager til at hjælpe en ledig borger tilbage på arbejdsmarkedet. Det viser sig ofte, at medarbejdere, der er rekrutteret på denne måde, bliver loyale medarbejdere, der giver virksomheden en både økonomisk og social værdi.
I forhold til borgeren er det meget vigtigt at præcisere, at hhv. virksomhedspraktik og småjob er to helt forskellige arbejdsfunktioner, og at de ordinære løntimer afspejler din virksomheds reelle behov for arbejdskraft.
Som virksomhed har I mulighed for at gøre brug af løntilskudsordningerne. I kan få hjælp til at finde en ny medarbejder, som jeres virksomhed kan afprøve i en afgrænset periode. Samtidig giver I den ledige erfaring, som kan bruges videre på vejen mod nyt job. Med en løntilskudsansættelse får arbejdspladsen mulighed for at oplære den nye medarbejder og styrke medarbejderens faglige kompetencer.
Sådan gør du
- Overvej hvilke opgaver, du gerne vil have udført og hvilke kvalifikationer, der er nødvendige, herunder hvilke kvalifikationer, som en ansættelse i din virksomhed kan være med til at udvikle.
- Overvej hvor meget tid og hvor mange ressourcer, I kan afsætte til introduktion, oplæring og fastholdelse. Det er en god ide at lave et introduktionsprogram.
- Tal med dine medarbejdere om ideen og deres holdning til at indgå et samarbejde med Jobcenter Gladsaxe om at få en medarbejder i løntilskud.
- Overvej om dårlige danskkundskaber eller en plettet straffeattest alligevel kan give ansættelse hos jer.
- Jobcenter Gladsaxe skal godkende løntilskud og formidler kontakt mellem arbejdspladsen og den ledige. For at etablere et løntilskud kan du kontakte Jobcenteret eller lægge løntilskuddet op på vitas.bm.dk, så finder vi en relevant borger.
Betingelser
Antallet af personer i virksomhedspraktik og/eller løntilskud må maksimalt udgøre 1 person for hver 5. ordinært ansatte, hvis virksomheden har mellem 0 og 50 ansatte (dog altid 1 person). Herudover kan der ansættes 1 person for hver 10. ordinært ansatte.
Man kan blive ansat med løntilskud i både private og offentlige virksomheder. Bemærk, at der er forskellige regler for private og offentlige virksomheder.
Jobbet skal være egnet til at kvalificere den ledige til at varetage et job på ordinære vilkår uden tilskud – i din virksomhed eller på en anden arbejdsplads. I nogle tilfælde kan din virksomhed få tilskud til at dække de omkostninger, du har ved at introducere og oplære den nye medarbejder. Overblik over tilskud til den nye medarbejders løn og øvrige regler for løntilskud kan findes hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Beløbet reguleres hvert år i januar.
For at blive ansat i løntilskud, skal borgeren have været ledig i mere end 6 måneder. Dog har følgende ledige ret til tilbuddet fra første ledighedsdag:
- Ledige over 50 år
- Enlige forsørgere
- Ledige uden en almen uddannelse på gymnasialt niveau eller højere niveau.
Løntilskud hos private arbejdsgivere
Som privat arbejdsgiver kan du ansætte en ledig med løntilskud i en periode på op til seks måneder, hvis borgeren er jobparat, og efter konkret vurdering op til 12 måneder, hvis borgeren er aktivitetsparat. Det giver din virksomhed mulighed for at oplære den nye medarbejder og styrke medarbejderens faglige kompetencer.
Fordelen for din virksomhed er, at den får en ekstra medarbejder til at løfte virksomhedens opgaver. Fordelen for den ledige er, at han eller hun får afprøvet sig selv i et konkret job. Ansættelse med løntilskud kan i visse tilfælde bruges i forlængelse af virksomhedspraktik. Det er også muligt at få tilskud til mindre indretning af arbejdspladsen, arbejdsredskaber og kortere kurser.
Løntilskud hos offentlige arbejdsgivere
Som offentlig arbejdsgiver har du mulighed for at ansætte en ledig med løntilskud i op til fire måneder, hvis borgeren er jobparat, og seks måneder hvis borgeren er aktivitetsparat. For aktivitetsparate ledige kan der efter konkret vurdering af behovet tilbydes forlængelse op til 12 måneder. Det giver arbejdspladsen mulighed for at oplære den nye medarbejder og samtidig styrke medarbejderens faglige kompetencer.
Fordelen for din virksomhed er, at den får en ekstra medarbejder til at løfte virksomhedens opgaver. Fordelen for den ledige er, at han eller hun får afprøvet sig selv i et konkret job. Ansættelse med løntilskud kan i visse tilfælde bruges i forlængelse af virksomhedspraktik. Det er også muligt at få tilskud til mindre indretning af arbejdspladsen, arbejdsredskaber og kortere kurser.
Løntilskud til førtidspensionister
Din virksomhed kan ansætte en person under 65 år, der modtager førtidspension, i et løntilskud på særlige vilkår. Jobcenteret yder råd og vejledning om løntilskud til førtidspensionister og vi er behjælpelige med etableringen af aftalen.