Danijela og Tilde deltog kun ved dette punkt.
På baggrund af Psykiatri og Handicaps handleplan for 2020 - 2021 skal der laves en undersøgelse med fokus på det gode pårørendesamarbejde. Bruger- og pårørenderådet skal være med til at kvalificere projektet ved at komme med forslag til mulige perspektiver/spørgsmål og drøfte de indsigter, der findes i projektet m.v. Der vil være fokus på beboere, der højest har boet fem år i tilbuddet. Borgere, pårørende og medarbejdere vil blive interviewet. Danijela og Tilde interviewer de pårørende og medarbejderne digitalt pga. corona, mens medarbejderne interviewer borgerne, da borgerne er trygge ved medarbejderne.
Der skal først være et ”pilotprojekt” på Kellersvej 6ABD, hvorefter undersøgelsen bredes ud over hele området. Herefter bliver bruger- og pårørenderådet præsenteret for de foreløbige fund og skal hjælpe med at udpege, hvor der kan prøves nye ting af.
Peter spurgte ind til om der er nogle erfaringer ift., hvorfor det pårørendekodeks, der tidligere har være brugt, ikke fungerede. Danijela fortalte, at Jeanette Baudtler har været inde over pårørendekodekset og også er med i dette projekt, så hun kan trække på sin viden og erfaring derfra.
Tonni lagde vægt på, at kommunikationen er vigtig – fx at medarbejderne kan læse om både nye borgere og borgere, der har boet her i længere tid. Det er vigtigt også at kommunikere med de pårørende om andet end ting, der skal gives tilsagn om eller løses. Kommunikationen skal tænkes som en helhed i livet – også det man ikke kan komme hjem og fortælle om ift. diverse dagligdagsting. Ved indflytning, oplevede Tonni, at der var behov for mange gentagelser, hvilket giver utryghed og usikkerhed ift. om ikke ens informationer bliver gemt. Der er mange nye rutiner, der skal læres for både medarbejdere og borgere.
Rikke spurgte, hvorfor K6 var valgt fremfor et af de nye tilbud, Kristian fortalte, at Kellersvej 6 er valgt, da der ikke her er uro ift. byggeri. Det er også et forsøg på at få en bredere gruppe i tale. Bruger- og pårørenderådet er referencegruppe og undersøgelsen vil komme til at omfatte hele GHT.
Peter foreslog, at der bliver spurgt ind til, hvordan nye initiativer er blevet modtaget.
Dagsorden og referat er godkendt.
Husk i øvrigt, at referater fra de to foregående år kan læses på Gladsaxe.dk (dog uden bilag)
Fokus på kommunikation og information i forbindelse med corona. Hvordan foregår det på de enkelte botilbud?
Cathrinegården
Svends oplevelse er, at corona har præget hverdagen, men at Cathrinegården har klaret det godt. Ingen smittede blandt borgerne, der alle har fået første gang vaccine.
Borgerne har klaret det fint selv.
Alle borgere har været hjemme fra dagtilbud og dermed isoleret indtil 25. januar.
Der har været nok informationsmails sendt ud til pårørende løbende.
Kellersvej 6 ABD
Intet samråd siden sidst.
Kellersvej 6 C
Der har været korrespondance løbende, god kontrol ift. smitte.
Der har været snak om at slå de to samråd sammen. Peter vil spørge Mille om dette.
Kellersvej 17-19
Der har ikke været samrådsmøde siden sidst, men Morten fortalte, at der har været sendt information ud. Vaccinationsprogrammet har fungeret fint. Der har været et enkelt dødsfald blandt borgerne, der ikke var coronarelateret.
Kellersvej 24, st.
Tine fortalte, at der ikke været samråd. Tine taler med Sylwia (daglig leder af 24, 1.) og Rikke ift. at få indkaldt til samråd.
Der har været et voldsomt smitteudbrud hen over jul og nytår, hvor både borgere og medarbejdere har været smittede. Det var en ekstraordinær og svær situation. Mange borgere havde kun milde symptomer, men var ikke sengeliggende. Borgere, der ikke bare kunne motiveres til at være i egen bolig, gav mange udfordringer. De kunne bruge Kellersvej 7 (tidligere ”Dukkehuset”) med en nødtørftig indretning, til borgere der ikke kunne magte kun at være i egen lejlighed. Tine mente, at det nok har været hårdest for medarbejderne. At det faldt sammen med jul og nytår gav også udfordringer ift. at få nok medarbejdere. Tine fortalte, at de fandt løsninger, der gjorde, at alle magtede at være i det, og at medarbejderne håndterede det rigtig flot. Medarbejdere og Tine har evalueret 20.01.2021. Blandt medarbejderne har det været italesat, at det er vanskeligt rent følelsesmæssigt at skulle gå ind blandt de mange mennesker, hvor flere er smittede, hvor andre får at vide, de skal gå hjem og isolere sig selv. Anne gav også udtryk for, at medarbejderne har klaret det godt.
De borgere, der ikke har været smittede, er blevet vaccineret første gang. Mange medarbejdere er også blevet vaccinerede. Der er ikke information om, hvornår borgere, der ikke er blevet vaccineret, skal vaccineres.
Kellersvej 24, 1.
Har også været hårdt ramt af corona. Rikke syntes, at borgernes boligforhold bliver meget tydeligt, når de skal isoleres i egen bolig. Benjamin var enig i, at det for mange af borgerne er tydeligt, at der er lang vej endnu ift. at få indrettet deres lejligheder. Der er brug for pårørendes hjælp. Boligerne har været meget nedprioriterede, da boligerne mest har været brugt til at sove i, mens der har været ophold i fællesrummene. Benjamin mente, at leder og medarbejdere skulle have set på, om der var bedre muligheder for finde beskæftigelsesmuligheder i lejlighederne.
Som medarbejder har det været trygt at vide, at ledelsen har trukket i alle tråde for at hjælpe, bl.a. ift. aflastning med madlavning og tøjvask. Medarbejderne har kunne bruge al overskud sammen med borgerne. Det har også været rart at mærke, hvordan organisationen har hjulpet på tværs, fx med medarbejdere fra dagtilbud, eller at få udleveret værnemidler fra andre tilbud. Vi holder hånden under hinanden i organisationen.
Benjamin fortalte, at der opleves en del træthed blandt borgerne, men at det ikke er til at vide, om det skyldes senfølger eller den længere tids understimulering. Køkkenrummene har været lukket ned og lysene slukket for at signalere, at der ikke er et muligt fællesskab her. Der har også været fokus på, at det ikke skal være en straf at være i isolation. Det kræver en ekstra indsats at få borgerne med igen.
Rikke fortalte, at der har været meget information, men at det har været rodet ift. forholdsregler, der har været oplevet som forskellige, alt efter hvem der var på arbejde.
Rikke er fortsat ikke lykkedes med at finde en medarbejder, der har kunne hjælpe med at Skype med pårørende. Benjamin anbefalede de pårørende til at ringe og bede om hjælp til at skype ved at arrangere et møde, der skrives i kalenderen med en dato og et klokkeslæt. Det vil nok sjældent være muligt at få det til at lykkes, hvis man bare ringer og forventer, det kan lade sig gøre med det samme.
Kristian sluttede punktet af med at understrege, at det er vigtigt at holde samrådsmøderne – helst gerne så de kan ligge før bruger- og pårørenderådsmøderne. På den måde kan tilbagemeldingerne deles med flere og måske inspirere de andre samråd.
Coronasituationen
Både borgere, medarbejdere og ledere har klaret den pressede situation rigtig godt. Der har også været god opbakning fra medarbejdere fra andre tilbud i GHT. Borgere og medarbejdere har været utrygge. Et lægehus i Mørkhøj havde uopfordret taget kontakt til lægemiddelstyrelsen ift. muligheden for at vaccinere på Kellersvej, hvilket lykkedes. Der blev vaccineret ca. 280 mennesker i løbet af fem timer, flot styret af Staben, med bl.a. god opbakning fra medarbejdere og enkelte pårørende. Vi krydser fingre for, at anden vaccine også kommer herude. Dem der har haft corona, må ikke vaccineres før der er gået fire uger efter raskmelding.
Personale- og beboersituationen
Der har været fire dødsfald blandt borgerne, hvor et enkelt var coronarelateret. I disse tider er det desværre ikke muligt at deltage i begravelser, så Kristian håber, at vi kan holde noget på den anden side af den nuværende situation. Det ene dødsfald har igangsat en kernesagsundersøgelse for at blive klogere på, hvad dødsfaldet skyldtes.
Der arbejdes på at få fire nye borgere ind ret hurtigt. Der er stor efterspørgsel på GHT’s botilbud. Vi har et godt renomme i kommunerne.
Ift. medarbejderne har det som sagt været hårdt. Der arbejdes med at samle op, bearbejde og tage ved lære. På Cathrinegården og de nye boliger har ingen af borgerne været smittede – her er det formentlig noget nemmere at isolere borgerne. På Kellersvej 6 er smitten hurtigt blevet stoppede.
Der har ikke været en øget personaleomsætning under coronaen. Der har tvært imod været udvist et stort mod og en imponerende velvillighed. Medarbejdere har bl.a. været indkaldt på deres fridage. Tine har også oplevet, at der er kommet en følelse af sammenhold blandt medarbejderne – at ”vi klarer det sammen”. Kristian har oplevet mange eksempler på, at kerneopgaven har været i højsædet. Peter mente, at det også må hænge sammen med en rigtig god kommunikation og klarhed om retningslinjerne.
Der har manglet struktur med faste aktiviteter for især borgere med autisme, hvilket især har manglet i starten af coronatiden. De to daglige ledere fra 24, st. og 24, 1. mødes med Henrik ift. at udarbejde et action card med fokus på mange syge borgere og medarbejdere. Her vil de inddrage fokus på struktur og aktiviteter for borgerne.
Byggeriet
Byggeriet forventes at opstarte snart med Kellersvej 9, 11 og 13. Der skal også bygges om på Kellersvej 1, hvor Staben før holdt til. Her skal der fremover være snoezelhus (”et sanse-oplevelseshus”), Center for Specialterapi samt måske lidt plads til dagtilbuddene.
Kellersvej 15 er ved at være færdigt, så det er klar til, at borgerne kan være flyttet ind pr. 1. marts. Det har ikke været muligt at inddrage de pårørende i samme grad som ønsket, men der er lavet borgerbiografier, så der er god in formation om borgerne.
Fitness for alle
Fitness for alle skulle være startet i midten af januar, men pga. corona bliver det forhåbentlig i midten af marts. Det vil være muligt at bruge maskinerne i tidsrummet 05.00 – 23.00. Der vil være en officiel indvielse i enten juni eller juli, hvor bl.a. borgmesteren deltager.
Budgetnoter pr. 30. november 2020
Budgetnoterne for hele 2020 er ikke endeligt færdige. December er blevet lidt dyrere end forventet. I Kellersvej 8-10/9-19 har der været et stort merforbrug. Der arbejdes hårdt med ikke at ende i samme situation i 2021, selvom der åbnes op med et yderligere tilbud.
Der er opstartet en analyse af, hvorfor der er så stort et mindreforbrug på Kellersvej 6. Det er dog med til at få den samlede økonomi til at hænge sammen.
Der blev spurgt ind til hvad ”budgetterede feriekort” står for. Kristian forklarede, at man forventer, der er medarbejdere, der stopper. I de situationer udbetales feriepenge.
Retningslinjer for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere
Retningslinjerne har været på GHT’s medudvalg i december ’20 og bringes igen op i februar ’21 for at blive godkendt. Håbet er, at GHT kan blive bedre til at rekruttere og fastholde medarbejdere. Retningslinjerne skal drøftes på personalemøderne og være med til at lave en inddragende proces, der munder ud i at få ansat og fastholdt de rigtige medarbejdere.
Der er også fokus på at få lavet en film for at brande os selv i et rekrutteringsøjemed, som, sammen med tiltagene i retningslinjerne, skal være med til at skabe opmærksomhed om GHT som et interessant nyt arbejdssted.
GHT’s strategiske aftale for 2021 er blevet godkendt. Kristian vil fremhæve de målsætninger og pejlemærker, der har særlig relevans for TDB, samt hvilke tanker der pt. er ift. at arbejdet med disse.
Sundhed og trivsel
Der er et vedvarende fokus på sundhed og trivsel. Der er bl.a. fokus på at indarbejde arbejdsgange for god sundhedsfaglig dokumentation og den rette behandling. Ift. borgernes fysiske sundhed, skal alle borgere, der bor i botilbud i GHT, tilbydes mindst en ugentlig fysisk aktivitet. Det kan der også være fokus på ved samarbejdsmøderne. Det skal registreres og dokumenteres. Peter talte for, at der i den forbindelse skal være fokus på motivation, da et tilbud nemt kan blive afvist.
Velfærdsteknologiske hjælpemidler
Ift. velfærdsteknologiske hjælpemidler er der især fokus på IBG, som vi gerne vil have gjort mere aktive – også ift. pårørendes muligheder for at koble sig på. Derudover har vi interesse i hjælpemidler, der kan være med til at gøre den enkelte borger mere selvhjulpen og mindre afhængig af andre.
Både Tonni og Rikke fortalte om borgeres indkøb af iPads, der ikke opleves at blive brugt, og opfordrede til en forpligtelse blandt medarbejderne til at bruge de velfærdsteknologiske hjælpemidler. Kristian støttede op om, at det skal bruges aktivt. Det er ikke en undskyldning for en medarbejder at sige, man ikke kan finde ud af det – det skal man lære. Betina fortalte, at der for nogle år siden var en IT-café i Dukkehuset, hvor borgerne kunne lære at Skype m.m. Dette havde mange borgere glæde af, samtidig med at medarbejderne også lærte lidt.
Brobygning til civilsamfundet
Dette punkt er udskudt til efter corona. Slotscaféen ses som et sted, hvor der skal ske mange ting. Den skal forandre sig en del ift. nu. Der skal bl.a. være flere i §103-beskæftigelse samt frivillige. Åbningstiden skal udvides. Der er fokus på et tættere samarbejde med SUKA. SUKA har mange gode initiativer i Københavns Kommune, som også kunne igangsættes hos os.
Selvstændighed
Lone Grangaard (chef for Psykiatri- og Handicapafdelingen) har fokus på, at borgerne skal have de bedste muligheder for at kunne klare sig selv. Der skal være en plan for hver borger ift., hvad borgeren skal være bedre til at øve sig i. Center for Specialterapi skal være mere synlig på botilbuddene, da det er her, vi kan rykke mest ift. borgerne.
Desuden
Kristian fremhævede desuden:
- Der er fokus på den gode flytning
- Dagtilbud og beskæftigelse skal give mening for den enkelte
- Der er også fokus på økonomien, så den kan gøre gavn ude ved borgerne.
- Intern praktik i TDB for at lære af hinanden. Daglig leder kan også komme i praktik hos medarbejderne.
Kristian forventer, at målene kan nås på vores nuværende budget. Fra andre kommuner mener de, at vi i GHT har et højt serviceniveau sammenlignet med deres serviceniveau. Det kræver også synlig, faglig ledelse fra både daglige ledere og Kristian selv. Peter sagde, at det var vigtigt med frihed under ansvar for de daglige ledere.
Morten sagde, at det er vigtigt at være opmærksom på, at borgerne ikke bliver isolerede, med ønsket om at der gøres mere brug af lejlighederne i de nye boliger.
Ved bruger- og pårørenderådets fremtidige møder, vil Anne og Kristian på forhånd tage en snak om, hvilke punkter der skal bringes op fra den strategiske aftale.
Bruger- og pårørenderådets arbejde i 2021
Planlægning af seminar
Pårørendeinddragelse
Motivation og aktiviteter
Vedtægter for bruger- og pårørenderådet
Bruger- og pårørenderådet blev enige om at tage endelig stilling til indholdet af temaaftenen på bruger- og pårørenderådsseminaret.
Husk at melde tilbage til Henrik på mail, om I deltager på møderne.
13. marts 2021
Bruger- og pårørenderådsseminar, kl. 12.00 - 17.00
Salen, Kellersvej 14
5. maj 2021
Temaaften for brugere og pårørende, kl. 17.00 - 19.00
ONLINE
2. juni 2021
Bruger- og pårørenderådsmøde, kl. 16.00 - 18.00
ONLINE
25. august 2021
Bruger- og pårørenderådsmøde, kl. 16.00 - 18.00
Slotscaféen, Kellersvej 14
13. oktober 2021
Temaaften for brugere og pårørende, kl. 17.00 - 19.00
Salen, Kellersvej 14
17. november 2021
Bruger- og pårørenderådsmøde, kl. 16.00 - 18.00
Slotscaféen, Kellersvej 14