Formålet med et midlertidigt botilbud er at træne de områder i din hverdag, som du ikke kan at mestre selvstændigt. Det kunne for eksempel være træning i:
- at klare personlig hygiejne
- at varetage dit eget helbred
- at klare praktiske opgaver
- at holde styr på din økonomi og andre administrative forpligtelser.
Det er en betingelse for at være i målgruppen til midlertidigt botilbud, at du ikke formår at bo for dig selv, og at det skal afklares, om du på sigt kan optræne færdigheder til at kunne bo for dig selv eller om du på sigt har behov for støtte i et længerevarende botilbud.
.
Vi vil finde et midlertidigt botilbud som matcher dit behov for støtte, og du vil derfor modtage støtte som svarer til dine behov.
Som udgangspunkt skal du deltage i aktivitets- og samværstilbud, beskæftigelsestilbud eller uddannelsestilbud i dagtimerne.
Indsatsen er midlertidig, og du kan dermed ikke bo permanent i et midlertidigt botilbud.
Der er ikke frit valg og det det vil sige, vi i samarbejde med dig finder det bedst egnede tilbud, som imødekommer dine behov.
Det er et krav, at tilbuddet fremgår på Tilbudsportalen for, at der kan bevilliges et midlertidigt botilbud det pågældende sted.
Midlertidigt botilbud vil som udgangspunkt blive tilbudt i Gladsaxe Kommunes egne tilbud, eller tilbud i geografisk nærhed, for at bevare en tilknytning til Gladsaxe. Læs mere om Gladsaxe midlertidige botilbud på linket nedenfor.
Der er ikke frit valg på leverandør af indsatsen. Det vil sige, at kommunen i samarbejde med dig finder det bedst egnede tilbud, som imødekommer dine behov og ønsker.
Der er en egenbetaling, som vil blive beregnet individuelt ud fra huslejen i botilbuddet, kostpris, pris for forbrug og din indtægt.
Vi har besluttet, at når man bor i et midlertidigt botilbud, skal man som minimum have 2.297 kr. (2023 sats) til rådighed hver måned til dækning af andre udgifter, når man har betalt kost og husleje.
Beløbet pristalsreguleres efter Kommunernes Landsforenings årlige pris- og lønskøn.
Før du flytter ind på et midlertidigt botilbud, vil du få et brev om størrelsen på din egenbetalingen.
Hvis du er mellem 18 og 29 år og ikke modtager førtidspension, skal du kontakte Ungeenhedens handicapteam. Kontaktoplysningerne findes nederst på siden.
Hvis du er mellem 18 og 29 år og får førtidspension, skal du kontakte Handicaprådgivningen. Kontaktoplysninger findes nederst på siden.
Hvis du er mellem 30 og 64 år, skal du kontakte Handicaprådgivningen. Kontaktoplysningerne findes nederst på siden.
Når du har kontaktet den rette afdeling vil du få tildelt en sagsbehandler, som hurtigst muligt vil kontakte dig for at aftale et møde. Formålet med mødet er at udrede dine behov og ønsker, og vurdere om du er i målgruppen for et midlertidigt botilbud.
Din sagsbehandler vil minimum følge op på indsatsen en gang hvert halve år.
Opfølgningen vil foregå til et møde på tilbuddet sammen med dig og personale fra botilbuddet. Formålet med opfølgningen er at sikre, at du modtager den rette støtte og at der er udvikling og afklaring, enten hen imod større selvstændighed og egen bolig, eller afklaring af et botilbud med længerevarende støtte.
Midlertidigt botilbud gives efter §107 i Lov om Social Service, også kaldet serviceloven.