Gladsaxe Kommune genindfører nu muligheden for midlertidig udmeldelse/orlov fra SFO og skoleklub for børn i 0. til 4. klasse. Midlertidig udmeldelse/orlov indebærer, at der ikke opkræves forældrebetaling for orlovsperioden.
Mulighed for midlertidig udmeldelse/orlov indføres i forbindelse med, at skolerne, SFO og klub genåbnes for de yngste elever fra 0. til 4. klasse fra mandag 08.02.2021.
Tiltaget skal ses i lyset af, at dagligdagen i SFO og skoleklub skal følge skærpede retningslinjer og struktureres i mindre grupper og med store krav til hygiejne og rengøring. Den midlertidige orlov kan give forældre, hvor den arbejdsmæssige situation tillader det, mulighed for at holde sit barn hjemme fra fritidstilbuddet i en periode.
Ordningen gælder børn på 0. til 4. klassetrin.