Velkommen til Børnehuset Lauggården
Børnehuset Lauggården ligger i område Søborg, og er ét af områdets 5 børnehuse.Vi er en aldersintegreret daginstitution normeret til 111 enheder, hvilket svarer til ca. 75 børn i alderen fra ca. 9-10 måneder og frem til skolestart.
I Lauggården er børnene inddelt i aldersopdelte grupper både i vuggestuen og i børnehaven. I vuggestuen har vi Feerne, som er vores modtagegruppe for de alleryngste børn. Børnene hos Feerne er i alderen fra ca. 10 måneder til ca. 1½ - 2 år, hvorefter de rykker videre til Elverne, som er gruppen for de ældste vuggestuebørn, og hvor børnene er op til ca. 3 år.
Når børnene skifter fra Elverne til Troldene skifter de samtidig fra vuggestueteamet til børnehaveteamet. Som udgangspunkt er børnene omkring 3 år, når de skifter fra Elverne til Troldene, men i perioder hvor vi har mange vuggestuebørn indskrevet i institutionen, vil Troldegruppen fungere som en mellemgruppe for børn både over og under 3 år. I de perioder hvor vi har børn både over og under 3 år hos Troldene, vil der i gruppen både blive praktiseret vuggestue- og børnehavepædagogik, ligesom normeringen vil afspejle at der både er børn over og under 3 år i gruppen.
Efter Troldene rykker børnene videre til Hobitterne som er gruppen for vores mellemste børn. Inden børnene slutter i Lauggården rykker de ind i vores sidste grupperum som er for Rumletotter og Alfer. Rumletotterne er de yngste børn i grupperummet, mens Alferne er de børn, som vi forventer skal starte i skole til sommer.
I Lauggården er der følgende personaler: 1 børnehusleder, 2 køkkenpersonaler, 10 pædagoger, 1 pædagogisk assistent, 1 lønnet pædagogstuderende, 3 pædagogmedhjælpere, tilkaldevikarer og rengøring. Herudover har vi i perioder øvelsespraktikanter fra pædagogseminariet i 7 ugers praktikperioder samt virksomhedspraktikanter fra jobcenteret tilknyttet institutionen i kortere eller længere perioder.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg gerne vil se institutionen?
Vi har rundvisninger i institutionen hver den første fredag i måneden kl. 10.00. Hvis du er interesseret i en rundvisning, så ring til os på forhånd på telefon 39 57 32 50 og fortæl os at du kommer, så vi er klar til at tage imod dig og dit barn. Vi har valgt at have faste rundvisninger 1 gang om måneden, og samle interesserede forældre i grupper, for ikke at skabe for mange forstyrrelser for børn og personale i det pædagogiske arbejde i hverdagen.
OBS Grundet covid har vi i øjeblikket IKKE rundvisning inde i institutionen, men kun udenfor på vuggestuens legeplads
Præsentation af Børnehuset Lauggården
DAP
I Lauggården arbejder vi som de øvrige børnehuse i kommunen med DAP (Didaktisk Anvendt Pædagogik).
Tirsdag, onsdag og torsdag formiddag har hver enkelt børnegruppe et særligt fokus på det børneprojekt gruppen arbejder med i den aktuelle periode. Gruppens projekter tager afsæt i børnenes spor og den optagethed der er blandt børnene i den aktuelle børnegruppe, eller tager afsæt i kompetencer som personalet i gruppen kan se at børnene har brug for at blive styrket i.
I Lauggården har vi i løbet af året projektperioder af forskellig længde. Vi har gennem årene eksperimenteret med forskellige modeller for projektperiodernes længde, for at finde den model, der i vores hus giver de bedste muligheder for børnenes læring. I perioder har længden af projektperioden således været ens mellem alle 5 børnegrupper i børnehuset, men i dag er det således at projektperiodens længde følger børnenes optagethed i forhold til projektet. Dog er ingen af vores projektperioder som udgangspunkt af mindre end 12 ugers varighed, da det er vigtigt at der er tid til fordybelse for børnene undervejs i projektet, hvilket fordrer en projektperiode af en vis varighed.
Barne- og læringssyn
Vi følger Gladsaxe kommunes barne- og læringssyn som baserer sig på en ligeværdig anerkendende tilgang til barnet, og hvor vi ser barnet som værende medskabende og aktivt lærende igennem legen. Vi ser børnene som socialt kompetente individer, der er nysgerrige, undrer sig og er parate til at blive udfordret.
Års- og læreplan
Her kan du finde års- og læreplanen for 2019 – 2021.
Det er en ny digital og dynamisk version, som redigeres løbende i de to år, hvor den er gældende. Du vil til enhver tid kunne se den aktuelle plan via linket herunder.
Dette er en forsøgsperiode, hvor vi på dagtilbud øver os i at anvende de nye retningslinjer, som er beskrevet i tillægget til den nye Dagtilbudslov: Den styrkede læreplan.