Velkommen til Børnehuset Kildevænget
Børnehuset Kildevænget er et af børnehusene i områdeinstitution Buddinge - beliggende i Søborg tæt ved Kildebakke station.
Børnehusene i Gladsaxe Kommune arbejder ud fra en fælles faglig ramme med afsæt i den styrkede læreplan. Hos os betyder det, at vi veksler mellem voksenorganiserede aktiviteter og børnenes egne lege - samt fokus på værdien af daglige rutiner. Vi har en stor legeplads som udfordrer børn i alle aldre - om sommeren er alle børnene ude det meste af tiden, og alle aktiviteter foregår herude. Alle pædagoger inddrager arbejdet med børns billedudtryk i det daglige arbejde - dette ses i vores indretning på alle grupper. Alle grupper holder samling hver dag klokken 9, hvor der arbejdes aldersrelevant med forskellige sproglige aktiviteter, musik og rytme, samt forberedelse til dagen.
Vi tilbyder besøg i børnehuset, hvis I har brug for en plads til jeres barn. Ring og aftal en fremvisning på 39573570, så finder vi tid til at mødes med jer.
Når I som nye familier har fået en plads i børnehuset, vil I blive indkaldt til en intro-samtale omkring 14 dage før start, hvor I møder en pædagog og en fra ledelsen. På samtalen vil vi høre om jeres barn, og vi aftaler, hvordan de første dage skal foregå.
Præsentation af Børnehuset Kildevænget
Kildevænget er et stort hus med cirka 90 børn i alderen 0-6 år fordelt på 6 aldersopdelte børnegrupper, vi kalder dem farveteams. Personalet består både af erfarne medarbejdere og nyere uddannede pædagoger. Vi har en køkkenassistent ansat der tilbereder alle måltider og dertil tre ungarbejdere der vasker op om eftermiddagen. Vi har økologisk sølvmærke. Det betyder, at maden, der serveres, er 60-90% økologisk
Daglig ledelse varetages af en børnehusleder og en souschef.
Kildevænget har udvidet åbningstid fra klokken 6-17 hver dag.
Det pædagogiske personale er organiseret i to teams, et tilknyttet vuggestuebørnene i team 1 og et for børnehavebørnene i team 2. For børnene betyder det at de har mulighed for at være få børn sammen på eget farveteam og på tværs af farveteams i større aldersblandede grupper.
Teamsamarbejdet er et vigtigt omdrejningspunkt for den voksenpædagogiske læring. Pædagogerne i begge teams holder møde en gang om ugen i middagsstunden. Alle pædagoger har herudover tid indlagt i løbet af ugen til forberedelse og dokumentation.
Vi arbejder med højt engagement i alle vores aktiviteter og har en daglig procedure for organiseringen af arbejdet. Hverdagen er præget af rutiner og faste pædagogiske tiltag, hvor der er fokus på at medinddrage børnene, så de er forberedte på det der sker.
De særlige udfordringer vi oplever i børnehuset, kendetegnet ved forskellighed og mangfoldighed, griber vi an med et anerkendende syn, og prioriterer at se ressourcer frem for mangler. Vi har skabt en rummelig kultur hvor fællesskabet og det alle kan bidrage med, er det vigtigste.
”Et godt børneliv i Kildevænget skal sætte leg og læring i centrum, give børnene mulighed for mange oplevelser og for at afprøve mange ting. Der skal skabes rum til at undre sig. Vi skal lade børnene være selvstændige mennesker, og respektere den alsidige udvikling af deres personligheder.”
Læs mere om Børnehuset Kildevænget
Års- og læreplan
Her kan du finde års- og læreplanen for 2019 – 2021.
Det er en ny digital og dynamisk version, som redigeres løbende i de to år, hvor den er gældende. Du vil til enhver tid kunne se den aktuelle plan via linket herunder.
Dette er en forsøgsperiode, hvor vi på dagtilbud øver os i at anvende de nye retningslinjer, som er beskrevet i tillægget til den nye Dagtilbudslov: Den styrkede læreplan.