GXU - Gladsaxe 10. Klasse og Ungdomsskole har i samarbejde med GPV - Gladsaxe Pædagogiske Videncenter testet RoboMaster S1, der er en tre kilo tung avanceret robot fra den kinesiske droneteknologi-gigant DJI.
Om RoboMaster S1
RoboMaster bliver kontrolleret med en gratis app, der giver mulighed for simpel fjernstyring og kan sende S1-enheden i duel med flere spændende ”Battle Modes”.
I appen kan robotten programmeres i Scratch og Python, hvis man tilgår funktionen 'LAB mode'. Programmering i LAB mode tilbyder hundredvis af grafiske programmeringsblokke, der giver adgang til funktioner som PID-kontrol, computersyn og mere.
Appen indeholder vejledning, instrukser og eksempler på programmer for hver blok, der hjælper nye brugere med at udvikle færdigheder i blokprogrammering.
Målgruppe
RoboMaster S1 appellerer både til enkel fjernstyringsleg og avanceret programmering, dog anbefaler vi andre robotter til introduktion og arbejdet med den grundlæggende programmeringsforståelse.
Mere om testforløbet
Læs en lærerudtalelse om, hvad eleverne var optagede af, da de lærte RoboMaster robotten at kende og programmerede den til at gøre noget bestemt.
Lån RoboMaster S1 på GPV
GPV har to DJI RoboMaster S1 til udlån. Skriv til [email protected] for at reservere og
låne robotterne.
DJI’s app overholder ikke Gladsaxe Kommunes GDPR-krav og må derfor ikke installeres på
kommunens devices. Der medfølger en iPad til hver robot, hvor appen er installeret til at styre
og programmere RoboMaster S1.
GPV henstiller til, at robotterne kun anvendes indendørs på glatte gulve, da hjulenes overflade
består af bløde gummivalser – så holder hjulene længere.
Køb RoboMaster S1
DJI’s RoboMaster S1 koster i foråret 2022 omkring 4000 kroner.
Robotten leveres som et byggesæt, som samles med de medfølgende skruer og værktøjsdele.
En erfaren ”skruetrækkerkyndig” samler robotten indenfor tre til fire timer.
For at gel-perleprojektilerne kan slutte tæt i gel-perlekanonen, skal de trække i vand, før de kan bruges.
En beholder med 10.000 gel-perler koster i foråret 2022 100 kroner, og betragtes som forbrugsstof.