Nyt samarbejde med CO-PI om emissionsfrie arbejdsmaskiner
Grøn omstilling sker ikke af sig selv – den kræver både mod og samarbejde!
Nu træder Gladsaxe Erhvervsby sammen med WE BUILD DENMARK ind i skaleringsprocessen og giver arbejdet et ekstra skub. Gladsaxe Erhvervsby bringer aktuel erfaring med værdikædesamarbejde ind i skaleringsprocessen " sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner".
Gladsaxe Erhvervsby - er vores lokale erhvervspartnerskab med bæredygtig slagkraft og målet er klart: At gøre Danmarks femte største erhvervskommune kendt som et sted, hvor bæredygtige løsninger bliver skabt i fællesskab – og inspirerer andre. Gennem en række netværk – om bl.a. iværksætteri, bæredygtighed, byggeri, byudvikling og grøn mobilitet – skaber Gladsaxe Erhvervsby konkrete løsninger på komplekse udfordringer som byggespild, energispild og affald.
I netværket 'Bæredygtigt Byggeri og Byudvikling' samarbejder virksomheder som NCC, MT Højgaard, Gladsaxe Fjernvarme, Novo Nordisk og Artelia, Gladsaxe Kommune mfl. – om at udvikle og udbrede nye, ansvarlige løsninger i byggeriet og på byggepladsen. Derfor er det oplagt, at Gladsaxe Erhvervsby nu bliver partner i CO-PI’s skaleringsproces for emissionsfrie arbejdsmaskiner.
"Vi ser frem til at bidrage til CO-PI's partnerskab med konkrete erfaringer fra vores arbejde med emissionsfrie arbejdsmaskiner i udbygningen af fjernvarmen i Gladsaxe Kommune. Når vi samarbejder på tværs af aktører, styrker vi både modet og viljen til at turde afprøve nye løsninger, der kan mindske projekternes udledninger og som samtidig har betydelige samfundsmæssige fordele,"
Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra Anne-Mette Gjeraa, bæredygtighedschef i NCC Infrastructure Danmark, Asmus Herløw, projektchef i Gentofte Gladsaxe Fjernvarme, Aleksander Probst Otovic, bæredygtighedschef MT Højgaard Danmark og Kirsten Voxtrup, erhvervskonsulent i Gladsaxe Erhvervsby – alle aktører i arbejdsgruppen bag skaleringsprocessen i Gladsaxe Erhvervsby.
Det fælles mål for skaleringsprocessen er at omstille brugen fra diesel til emissionsfrie arbejdsmaskiner i offentlige bygge- og anlægsprojekter. Potentialet for CO2-reduktioner fra arbejdsmaskiner på byggepladser er stort. For eksempel er udledningen fra arbejdsmaskinerne på bygge- og anlægsprojekter i Københavns Kommunes estimeret til at være i omegnen af 75.000 ton CO2 pr. år. Omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner reducerer samtidig gener fra støj- og luftforurening, forbedrer arbejdsmiljøet samt miljøet for omkringboende og forbipasserende.
Læs hele artiklen om samarbejdet her
Er du interesseret i at høre mere om vores stærke partnerskab i Gladsaxe Erhvervsby eller vores netværk for Bæredygtigt Byggeri og Byudvikling,
så kontakt erhvervskonsulent Kirsten Voxtrup på mail kivope@gladsaxe.dk eller på tlf. 24996898.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.