---
title: "Nyt netværk for internationale"
description: "Hvordan netværker man i Danmark?"
date: "2024-11-08"
created: "2024-11-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Erhverv](https://gladsaxe.dk/erhverv)

                    [Nyheder til virksomheder](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder)

                [Nyt netværk for internationale](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder/nyt-netvaerk-for-internationale)

# Nyt netværk for internationale

Kathy Borys Siddiqui fra Active Action delte værdifulde indsigter og erfaringer om at netværke i Danmark.

## ![Oplæg fra netværksmøde i Internationals in Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/d2ebadf3-adb2-4348-bdc3-08dcfd846118?width=800)

### Engagerede internationale medarbejdere og borgere får
inspiration og nye relationer i det nye netværk for internationale

Cirka en femtedel af medarbejderne i Gladsaxe har udenlandsk
statsborgerskab, og Gladsaxe er dermed den kommune i Danmark med den højeste
andel af internationale medarbejdere. Ca. 17 procent af borgerne er
internationale og repræsenterer 135 nationaliteter. Denne mangfoldighed gør
Gladsaxe til en levende og dynamisk kommune, og kommunen sætter stor pris på
den værdi og indflydelse, de internationale har på lokalområdet.

Mange af de internationale medarbejdere er højtuddannede,
som tiltrækkes blandt andet af de mange medicinalvirksomheder i Gladsaxe og et
afbalanceret arbejdsliv, tryghed og stabilitet.

**Erhvervskonsulent i Gladsaxe Kommune, Lone Jacobsen harstartet netværket op**

”Undersøgelser viser, at flere internationale medarbejdere
forlader landet indenfor kort tid bl.a. fordi deres familier ikke trives. Vi
har derfor som et ud af flere initiativer etableret et netværk for internationale
og danskere, som mødes hver den første tirsdag aften på Gladsaxe Bibliotek. Siden
opstarten i sommers har netværket fået 170 medlemmer og en gruppe frivillige,
som er med til at drive de forskellige aktiviteter. Sådan et netværk kan være
et utroligt vigtigt sted for de internationale at mødes og udveksle erfaringer,
inspirere hinanden og få et tilhørsforhold til lokalområdet og dermed dermed
skabe grobund for trivsel, så de forhåbentlig bliver i længere tid” fortæller
Lone Jacobsen, som selv har boet og arbejdet i udlandet igennem flere år.

**Workshop d. 5. november ”Hvordan netværker man i Danmark”**

Netværksmøderne er en blanding af uformelle møder, hvor de
internationale kan netværke og høre de seneste nyheder om lokalområdet samt møder
med forskellige temaer.  Den 5. november
var temaet ”Hvordan netværker man i Danmark”.

Kathy Borys Siddiqui fra Active Action delte værdifulde
indsigter og erfaringer om at netværke i Danmark. Kathy fortalte, hvordan man
skaber relationer, opbygger og udvider sit netværk bl.a. ved at bruge værktøjer
som LinkedIn og uformelle kaffemøder.

Deltagerne var meget engagerede i emnet, meget spørgelystne
og delte deres erfaringer med gruppen. Mange gik derfra med ny viden, nye
relationer, specifikke værktøjer og motivation til at kaste sig ud i det at
netværke i Danmark.

Næste møde ligger i december og vil have juletema.

Har du spørgsmål og vil gerne vide mere, er du altid
velkommen til at kontakte Erhvervskonsulent Lone Jacobsen på lonja@gladsaxe.dk
eller på mobil 51 25 33 07

Link til netværket: [Internationals in
Gladsaxe](https://www.facebook.com/groups/445138731375191/)

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
