Kaffesymbiosen er i fuld gang i Gladsaxe
1. december 2025
Flere og flere private og offentlige arbejdspladser er blevet en del af vores Kaffesymbiose i Gladsaxe. Det betyder, at de er stoppet med at smide deres kaffegrums ud og i stedet får de afhentet det gratis – så det kan blive genanvendt til kaffekopper, hudplejeprodukter og sæbe .
De arbejdspladser, der allerede er i gang med at cirkulere store mængder kaffegrums, er: Alfa Laval, Artelia, MT Højgaard Danmark, Ferrosan Medical Devices, Krüger og Gladsaxe Kommunes Rådhus. Tak til jer, der bidrager til mere cirkulært forbrug uden spild! Og der er flere arbejdspladser på vej ind i samarbejdet.
Kaffesymbiosen er et partnerskab , som Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Erhvervsby – et partnerskab for bæredygtig vækst og livskvalitet har lavet med ØNSK, GROUNDED CUPS og grums.
Når vi brygger kaffe, bruger vi kun 1% af næringsstofferne fra kaffebønnerne, og smider de resterende 99 % ud – selvom de er fyldt med olier, fibre og antioxidanter. Det laver Kaffesymbiosen om på ved ikke at lade kaffegrumset gå til spilde.
Hos byggevirksomheden MT Højgaard Danmark var det en nem beslutning at blive en del af Kaffesymbiosen. Senior projektleder hos MT Højgaard, Jesse Pörzgen fortæller:
”Det giver rigtig god mening med det her tiltag. For os krævede det kun, at kaffesymbiosen gav os to skraldespande mere. Så det er et nemt skift at lave. Vi er glade for at være med og gøre en forskel ved at cirkulere vores kaffegrums.”
Vi vil gerne cirkulere endnu mere kaffegrums! Er jeres arbejdsplads ikke med endnu? Så kan I blive det– og det er gratis! Alle arbejdspladser med over 250 ansatte kan blive en del af symbiosen. Hvis I er en mindre virksomhed, kan I gå sammen med jeres naboer og få opsamlet grumsen et sted.
Vil I høre mere og gøre noget ved jeres kaffegrums? Så kontakt Jon Ture Roslund fra ØNSK på telefon 25 94 39 09 eller pr. mail: jon@onsk.dk