---
title: "Gladsaxes erhvervsvenlighed er den bedste de sidste 10 år – stor opbakning til kommunens indsats for den grønne omstilling"
description: "Gladsaxe Kommune er den 3. bedste erhvervskommune i hovedstaden og indtager en 24. plads på landsplan. Det viser DIs årlige analyse af den lokale erhvervsvenlighed for 2026."
date: "2026-09-02"
created: "2026-09-02"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Erhverv](https://gladsaxe.dk/erhverv)

                    [Nyheder til virksomheder](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder)

                [Gladsaxes erhvervsvenlighed er den bedste de sidste 10 år – stor opbakning til kommunens indsats for den grønne omstilling](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder/gladsaxes-erhvervsvenlighed-er-den-bedste-de-sidste-10-aar-stor-opbakning-til-kommunens-indsats-for-den-groenne-omstilling)

# Gladsaxes erhvervsvenlighed er den bedste de sidste 10 år – stor opbakning til kommunens indsats for den grønne omstilling

2. september 2026

Gladsaxe Kommune er den 3. bedste erhvervskommune i hovedstaden og indtager en 24. plads på landsplan. Det viser DIs årlige analyse af den lokale erhvervsvenlighed for 2026.

Årets undersøgelse viser, at virksomhederne især anerkender Gladsaxe Kommunes indsats for den grønne omstilling, hvor kommunen ligger nummer 16 på landsplan, når det gælder prioritering af bæredygtige og grønne indkøb. Virksomhederne kvitterer også for kommunens fokus på at fremme bæredygtig transport, hvor kommunen placerer sig som nummer 10 på landsplan.

Per Lund Hansen, Managing Director i industrivirksomheden Alfa Laval og medlem af Gladsaxes erhvervsråd og Gladsaxe Erhvervsbys bestyrelse udtaler:

”Vores samarbejde med kommunen har altid været præget af åbenhed og stort engagement fra begge sider. Igennem mange år har Gladsaxe Kommune været frontrunner og haft fokus på bæredygtighed, og det er netop den slags prioriteringer, der betyder meget for os og mange andre virksomheder. Og så er vores samarbejde i partnerskabet Gladsaxe Erhvervsby meget unikt ”.

Gladsaxe er en af landets største erhvervskommuner med 36.000 private fuldtidsstillinger og Nordeuropas største life science-kommune, hvor blandt andet Novo Nordisk, AGC Biologics, Zealand Pharma, Contura og Ferrosan Medical Devices har deres hovedkontor.

"De mange private virksomheder er livsnerven i Gladsaxe. Fra globale Novo Nordisk til den lokale håndværksmester. Uden dem ville vi være et helt andet sted. Undersøgelsen viser, at vi er på rette vej, men også at der er områder, hvor vi skal styrke indsatsen og samarbejdet.  Derfor er jeg som borgmester 110 pct. fokuseret på, at vi som kommune hele tiden gør, hvad vi kan, for at skabe de bedst mulige rammer for alle typer virksomheder i Gladsaxe”, siger Gladsaxes borgmester Serdal Benli (SF).

[Læs mere om DI’s undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed her](https://www.danskindustri.dk/lokal-erhvervsvenlighed/ "Læs mere om DI’s undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed her")

        ![Luftfoto af erhvervskvarter i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/80723606-75e3-44b4-96ed-8e98e4c16c52?width=800)

            Luftfoto af erhvervskvarter i Gladsaxe
