---
title: "Festlig fejring af Gladsaxes 41 Gazellevirksomheder"
description: "Tirsdag var en aften i fejringens tegn, da Gladsaxes dygtige Gazellevirksomheder traditionen tro var samlet. I 2024 blev 41 Gladsaxegazeller kåret – hele 10 flere end sidste år!"
date: "2025-01-17"
created: "2025-01-17"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Erhverv](https://gladsaxe.dk/erhverv)

                    [Nyheder til virksomheder](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder)

                [Festlig fejring af Gladsaxes 41 Gazellevirksomheder](https://gladsaxe.dk/erhverv/nyheder-til-virksomheder/festlig-fejring-af-gladsaxes-41-gazellevirksomheder)

# Festlig fejring af Gladsaxes 41 Gazellevirksomheder

Tirsdag var en aften i fejringens tegn, da Gladsaxes dygtige Gazellevirksomheder traditionen tro var samlet. I 2024 blev 41 Gladsaxegazeller kåret – hele 10 flere end sidste år!

Gazellekåringen betyder, at man som virksomhed har formået
at have positiv vækst hvert år i fire regnskabsår og samlet set mindst har
fordoblet omsætningen i perioden. En superflot præstation, som flere af de
fremmødte virksomheder har opnået for første gang, mens andre modtager kåringen
for anden, tredje eller endda syvende gang.

Stemningen var høj i Byrådssalen, da Gladsaxegazellerne
kunne tage plads og høre borgmester Trine Græses anerkendende ord. Hun
fremhævede blandt andet, hvordan vores Gazeller alle er lykkedes på trods af
nogen svære år med inflation, energi- og forsyningskrise, krig og corona. Vores
41 Gazeller kommer fra et hav af forskellige brancher – alt fra restauration
til klassisk håndværk, IT, detailhandel og medicinalindustrien.

## En nærværende erhvervskommune

Borgmesteren lagde også vægt på Gladsaxe som en tilgængelig
og nærværende erhvervskommune, der har mange forskellige samarbejder og netværk
inden for en bred vifte af områder. Hun opfordrede samtidig virksomhederne til
at kontakte Erhvervsteamet Karen Brosbøl Wulf, Kirsten Voxtrup og Lone
Jacobsen, som altid er klar på at tage en snak, besvare spørgsmål og
introducere til vores netværk.

Erhvervschef Karen Brosbøl Wulf ønskede virksomhederne stort
tillykke og fortalte om vores mange tilbud og samarbejder både i Gladsaxe
Kommune og i regi af Gladsaxe Erhvervsby. Erhvervshus Hovedstaden var også
repræsenteret ved konsulentchef Flemming Troelsen, som fortalte om al den
rådgivning, de tilbyder alle typer af virksomheder. Gazellerne fik taget et
billede sammen med Trine Græse, som overrakte en verdensmålskop fyldt med
lokale lækkerier.

Afsluttende kunne Gazellerne nyde et glas bobler og en bid
mad i Rådhusfoyeren, hvor de samtidig kunne lære hinanden at kende. Tak for en
fremragende Gazellefejring, og endnu en gang stort tillykke med jeres flotte
præstation!

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
