---
title: "Udbudsbetingelser - lejemål på Bagsværd Torv til cafédrift"
description: "Udbudsbetingelser, Bagsværd Torv"
date: "2026-04-16"
created: "2026-04-16"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Erhverv](https://gladsaxe.dk/erhverv)

                    [Leverandør til kommunen](https://gladsaxe.dk/erhverv/leverandoer-til-kommunen)

                [Udbudsbetingelser - lejemål på Bagsværd Torv til cafédrift](https://gladsaxe.dk/erhverv/leverandoer-til-kommunen/udbudsbetingelser-lejemaal-paa-bagsvaerd-torv-til-cafdrift)

# Udbudsbetingelser - lejemål på Bagsværd Torv til cafédrift

## 1. Indledning

Gladsaxe Kommune udbyder et lejemål på Bagsværd Torv til cafédrift. Det er selve pavillonen, som er beliggende på Torvet, som udbydes på nedenstående vilkår.

Hensigten med at udleje Pavillonen til cafédrift er at understøtte og fremme en attraktiv og levende bymidte, hvor Bagsværd Torv spiller en central rolle med aktiviteter i og omkring pavillonen, som bidrager til at understøtte bylivet og til at skabe en variation i tilbud af mødesteder i Bagsværd Bymidte.

## 2. Opdraggiver

Opdraggiver er:

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7B
2860 Søborg

Kontaktpersoner:

For henvendelser omkring Torvet: Landskabsarkitekt Tine Sand Gybeck, tingyb@gladsaxe.dk
For henvendelser omkring udbuddet: Specialkonsulent Sandra Bodilsen, sadabo@gladsaxe.dk

Alle skriftlige henvendelser skal ske pr. mail og skal være på dansk.

Er der uoverensstemmelser mellem Gladsaxe Kommunes skriftlige angivelser og mundtlige udsagn, gælder de skriftlige angivelser til enhver tid forud.

Under udbudsproceduren og efter modtagelsen af tilbud samt ved kontraktindgåelse med den vindende tilbudsgiver er Gladsaxe Kommune dataansvarlig og vil behandle oplysninger om tilbudsgivere og eventuelle personhenførbare data i disses tilbud efter reglerne i databeskyttelsesforordningen og enhver anden national lovgivning, som supplerer bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen, fx databeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør af denne.

Oplysningerne anvendes til gennemførelsen af udbuddet samt ved kontraktindgåelse med den vindende tilbudsgiver. Databeskyttelsesforordningen giver rettigheder til de registrerede, og

Gladsaxe Kommunes behandling af personoplysninger er beskrevet i persondatapolitikken på http://gladsaxe.dk/personoplysninger hvortil der henvises.

## 3. Beskrivelse af lejemålet og formålet med udlejningen

### 3.1. Formål og baggrund

Formålet med at udleje Pavillonen til cafédrift er at understøtte Bagsværd Bymidte, som en levende bymidte og et attraktivt mødested. Af bilag B ”Visioner for Bagsværd Bymidte” fremgår, hvad det er, som Gladsaxe Kommune ønsker at skabe rammerne for på Bagsværd Torv.

### 3.2. Erhvervslejemålet

Udbuddet omfatter et erhvervslejemål af bygningen beliggende på det offentlige torv i Bagsværd Bymidte (Pavillonen). Det er kun bygningen, som udlejes.

Lejemålet er beliggende i Gladsaxe Kommune på en del af matr. 21c, Bagsværd. Lejemålets postadresse er Bagsværd Torv 14 og registreret i BBR som bygning 1. Lejemålet er beliggende i direkte tilknytning til det offentligt vejareal og kan opsiges iht. erhvervslejelovens § 61, stk. 1, uden særlig opsigelsesgrund.

### 3.3. Kontraktperioden

Lejeforholdet kan træde i kraft d. 1. juli 2026.

Lejeforholdet er fra Udlejers side uopsigeligt i 3 år og kan derefter opsiges iht. erhvervslejelovens § 61, stk. 1, uden særlig opsigelsesgrund, men dog med 6 måneders varsel til ophør enten 30. juni eller 31. december.

### 3.4. Cafédrift

Gladsaxe Kommune ønsker, at bygningen skal lejes ud til cafédrift.

Lejer kan efter særskilt tilladelse fra Byafdelingen anvende udearealerne nærmest bygningen til udeservering mv. (Basisarealet).

Lejer kan efter særskilt tilladelse fra Byafdelingen endvidere anvende en yderligere del af Torvet til udeservering med det formål at understøtte et samlet koncept for stedets potentiale som mødested (Potentialearealet).

Torvets øvrige faciliteter kan anvendes på lige fod med den øvrige offentlighed. Gladsaxe Kommune opkræver ikke leje for vejarealer anvendt til udeservering.

### 3.5. Myndighedsgodkendelser

Lejer skal selv ansøge myndigheder om eventuelle godkendelser og tilladelser og disse er Gladsaxe Kommune som udlejer uvedkommende.

Bygning: 26 m²
I alt bruttoareal: 26 m²
Mulighed for benyttelse af Basisareal (indgår ikke i lejemålet): 110 m²
Mulighed for benyttelse af Potentialeareal (indgår ikke i lejemålet): 175 m²

### 3.6. Bygningen

Bygningen er i god stand. Der må påregnes udgifter til indvendig istandsættelse, som fx maling, aptering og indretning.

Gladsaxe Kommune har ansvaret for den udvendige vedligeholdelse af klimaskærm samt udearealerne. Lejer har ansvaret for den indvendige vedligeholdelse. Se i det hele lejekontrakten, vedlagt som bilag A.

Det omgivende torv er offentligt og ejet af Gladsaxe Kommune.

Bygningerne er opbygget som en let konstruktion i træ og facadeplader. Varmekilden er fra gas. Tidligere lejer har selv været tilmeldt til forsyningsvirksomheden.

## 4. Mindsteprisen

Lejemålet har senest været udlejet til en årlig leje på 91.464 kr. (2026-niveau). Det er Gladsaxe Kommunes opfattelse, at dette lejeniveau fortsat er markedskonformt.

Da Gladsaxe Kommune ikke kan udleje til en leje under markedslejen, udgør de 91.464 kr. p.a. mindsteprisen for lejemålet.

## 5. Udbudsbetingelser

### 5.1. Udbudsprocedure

Ved et offentligt udbud kan alle interesserede afgive tilbud. Vurderingen af de indkomne tilbud vil ske i to faser: Egnethedsvurderingsfasen og tildelingsfasen.

Formålet med egnethedsvurderingen er at sikre, at konkurrencen kommer til at foregå mellem tilbudsgivere, som er egnede til at varetage det udbudte lejeforhold. Egnethedsvurderingen vil ske på baggrund af de oplysninger, der efterspørges under ”Egnethedskriterier”.

I tildelingsfasen foretages en konkret vurdering af de indkomne tilbud og det heri beskrevne koncept, og på baggrund heraf besluttes det hvilken tilbudsgiver, der skal have tildelt kontrakten. Tildelingen vil ske ud fra det angivne tildelingskriterium, der fremgår under ”Tildelingskriterium”.

### 5.2. Egnethedskriterier

Gladsaxe Kommune vil foretage en bedømmelse af tilbudsgivers egnethed til at opfylde den udbudte kontrakt. Egnethedsbedømmelsen omfatter tilbudsgivers egne forhold vedrørende finansielle og økonomisk egnethed samt tilbudsgivers faglige egnethed.

Gladsaxe Kommune kan efter en konkret vurdering kræve, at den tilbudsgiver, man agter at indgå kontrakt med, fremsender en fuld serviceattest udstedt af Erhvervsstyrelsen som yderligere dokumentation, inden kontrakten underskrives. Serviceattesten må tidligst være udstedt 3 måneder før tilbudsfristens udløb.

#### 5.2.1. Den fysiske eller juridiske person

Tilbudsgiver skal klart og entydigt i tilbuddet angive, hvilken juridisk eller fysisk person, der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for Gladsaxe Kommune.

#### 5.2.2. Tilbudsgivers finansielle og økonomiske egnethed

Tilbudsgiver skal fremlægge følgende dokumentation for den økonomiske egnethed:

1. Dokumentation for evne til at stille sikkerhed (depot eller bankgaranti) for 9 måneders leje
2. Seneste årsregnskab eller hvis dette ikke foreligger anden dokumentation for virksomhedens økonomi.

#### 5.2.3. Tilbudsgivers faglige egnethed

Tilbudsgiver skal som dokumentation for den faglige egnethed vedlægge følgende:

1. En beskrivelse af tilbudsgivers organisation eller virksomhed, antal ansatte og virksomhedens arbejdsområder samt erfaring med drive virksomhed inden for den påtænkte anvendelse.

### 5.3. Evaluering af egnethedskriterier

Ved evalueringen af tilbudsgivers ”finansielle og økonomiske egnethed”, ”faglig egnethed” benyttes følgende absolutte pointskala fra 0-8:

8 Bedst mulige opfyldelse af kriterierne
7 Glimrende/fortrinlig opfyldelse af kriterierne
6 God/meget tilfredsstillende opfyldelse af kriterierne
5 Over middel i opfyldelse af kriterierne
4 Middel/tilfredsstillende opfyldelse af kriterierne
3 Under middel i opfyldelse af kriterierne
2 Mindre tilfredsstillende opfyldelse af kriterierne
1 Utilstrækkelig opfyldelse af kriterierne
0 Dårlig opfyldelse af kriterierne

Både finansiel og økonomisk egnethed, faglig egnethed tildeles point. Tilbudsgiver skal som minimum opnå 8 point i samlet vurdering af finansiel og økonomisk egnethed, faglig egnethed for at komme i betragtning under tilbudsvurderingen, jf. punkt 6.

## 6. Tilbudsvurdering

Tilbudsvurderingen vil ske på grundlag af det nedenfor angivne tildelingskriterium med henblik på at identificere det vindende tilbud.

Som grundlag for vurderingen indgår alle de efterspurgte oplysninger under pkt. 6.1, der modtages fra tilbudsgiveren i forbindelse med afgivelse af tilbuddet.

### 6.1. Tildelingskriterier

Valg af lejer sker ved en vurdering af hvilket tilbud der samlet set er det mest fordelagtige.

Vurderingen af det samlet set mest fordelagtige tilbud vil ske på baggrund af nedenstående kriterier med den angivne vægtning:

1. Pris i form af årlig leje 25 %
2. Konceptet 75 %

#### 6.1.1. Pris i form af årlig leje (vægtning 25 %)

Den tilbudte pris skal angives som samlet årlig leje ekskl. forbrug. Den tilbudte pris må ikke være mindre end markedslejen, jf. punkt 4.

Den tilbudte leje evalueres ved at foretage en omregning efter følgende model:

Den tilbudte samlede årlige leje vil blive omregnet til point i en lineær model, hvor højeste tilbudte leje får 8 point, og de øvrige tilbudte lejer omregnes til point ved brug af følgende formel: Tilbuddets point = 8 \* tilbudt leje / højeste tilbudte årlige leje. Der afrundes til 1 decimal.

#### 6.1.2. Konceptet (vægtning 75 %)

Af bilag C fremgår Gladsaxe Kommunes umiddelbar vurderingskriterier. Af bilag B fremgår Gladsaxe Kommunes Visioner for Bagsværd Bymidte. Konceptet skal så vidt muligt matche disse visioner og vurderingskriterier. Der vil blive lagt særlig vægt på tilbudsgivers idéer for sin rolle på Bagsværd Torv.

Konceptets muligheder evalueres på baggrund af det indsendte materiale samt ved en præsentation af konceptet på et dialogmøde. I dialogen vil der blive spurgt ind til det beskrevne koncept, og hvordan det forventes udfoldet på Bagsværd Torv. Der vil også blive spurgt ind til budgivers idéer til anvendelse af bygningen.

### 6.2. Evalueringen

Ved evalueringen af underkriterie 1 og underkriterie 2 bedømmes, hvor mange point hvert tilbud skal have på hvert af de 2 underkriterier ved brug af følgende absolutte pointskala fra 0- 8:

8 Bedst mulige opfyldelse af kriteriet
7 Glimrende/fortrinlig opfyldelse af kriteriet
6 God/meget tilfredsstillende opfyldelse af kriteriet
5 Over middel i opfyldelse af kriteriet
4 Middel/tilfredsstillende opfyldelse af kriteriet
3 Under middel i opfyldelse af kriteriet
2 Mindre tilfredsstillende opfyldelse af kriteriet
1 Utilstrækkelig opfyldelse af kriteriet
0 Dårlig opfyldelse af kriteriet (men konditionsmæssigt tilbud)

Hvert tilbud vil blive evalueret ud fra en samlet pointscore, der udgør summen af tilbuddets vægtede point for hvert af underkriterierne.

Den samlede pointscore beregnes sådan:

Tilbuddets samlede pointscore = (pointscore for underkriteriet pris x kriteriets vægtning) + (pointscore for underkriteriet konceptet x kriteriets vægtning).

Jo højere tilbuddets samlede pointscore er, desto mere fordelagtigt er tilbuddet. Tilbuddet med den højeste samlede pointscore er således det samlet set mest fordelagtige tilbud.

## 7. Tilbudsbetingelser

Tilbudsgiver skal afgive tilbud på baggrund af udbudsmaterialet. Endelig kontrakt indgås på baggrund af det vedlagte udkast til kontrakt, jf. bilag A.

### 7.1. Tilbudsfrist m.v.

Tilbud skal være ordregiver i hænde senest 1. juni 2026 kl. 12.00.

Tilbud skal sendes med elektronisk post til:

Byrådssekretariatet, Gladsaxe Kommune, mail: sadabo@gladsaxe.dk

I mailens emnefelt skal angives: ”Bagsværd Torv 14 – tilbud på leje af Pavillon”.

Tilbudsgiver skal vedstå sit tilbud i 3 måneder regnet fra tilbudsfristens udløb.

Gladsaxe Kommune anser ikke udbudsforretningen for afsluttet før kontrakten, jf. bilag A, er underskrevet af begge parter. Uanset om kontrakten tildeles til en anden tilbudsgiver, er tilbudsgiveren bundet af sit tilbud, indtil Gladsaxe Kommune har indgået kontrakt, men dog ikke længere end vedståelsesperioden angivet ovenfor.

### 7.2. Minimumskrav til tilbuddets indhold, udformning m.v.

Tilbuddet skal indeholde følgende:

1. Entydig angivelse af, hvilken juridisk eller fysisk person eller sammenslutning der afgiver tilbud., jf. pkt. 5.2.1, ”
2. Dokumentation for de efterspurgte oplysninger vedr. tilbudsgivers økonomiske egnethed, jf. pkt. 5.2.2,
3. Dokumentation for faglig egnethed jf. pkt. 5.2.3
a. Ansøgning (maksimum 1 side)
b. Beskrivelse af virksomhed (maksimum 2 sider med maksimum 3 referencer som bilag)
4. Oplysning om den tilbudte leje ekskl. forbrug, jf. 6.1.1
5. Konceptbeskrivelse, jf. pkt. 6.1.2

Opdraggiver forbeholder sig ret til at berigtige eller afhjælpe formelle fejl og mangler ved de modtagne tilbud.

### 7.3. Sprog

Tilbuddet med tilhørende bilag samt eventuelle skriftlige spørgsmål afgivet i udbudsperioden skal være affattet på dansk. Samtalen foregår på dansk.

## 8. Kontraktgrundlag

Kontrakten indgås på baggrund af det vedlagte kontraktudkast, jf. bilag A.

Kontrakten fastlægger de forpligtelser og rettigheder, der vil være gældende mellem kontraktparterne i forbindelse med levering af de ydelser, der er omfattet af nærværende udbud. Det bemærkes, at kontraktudkastets grundlæggende vilkår ikke vil blive ændret.

Tilbudsgivers standardvilkår vil ikke være en del af kontraktgrundlaget. Dette gælder, uanset om tilbudsgiver ved afgivelse af tilbud, levering, ordrebekræftelse eller fakturering m.v. vedlægger sine egne vilkår.

### 8.1. Aflysning af udbud

Ordregiver forbeholder sig ret til, indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, at aflyse udbuddet og herefter eventuelt gennemføre nyt udbud, såfremt der foreligger en ikke usaglig begrundelse for at aflyse. En eventuel aflysning vil blive meddelt alle tilbudsgivere pr. mail med oplysning om årsagen til aflysningen.

### 8.2. Omkostninger ved deltagelse

Deltagelse i udbudsforretningen sker for tilbudsgivers egen regning og risiko, og omkostninger og/eller tab, som tilbudsgiver måtte pådrage sig i forbindelse med deltagelse i udbudsforretningen, er Gladsaxe Kommune uvedkommende, herunder også hvis Gladsaxe Kommune måtte beslutte at aflyse udbudsforretningen uden tildeling af kontrakt.

### 8.3. Alternative tilbud

Alternative tilbud modtages ikke.

### 8.4. Forbehold

Tilbudsgiver er ikke berettiget til at tage forbehold vedrørende grundlæggende elementer i det samlede udbudsmateriale. Forbehold vedrørende grundlæggende elementer såsom den afgivne pris, fastsatte tidsfrister og kontraktudkastet kan medføre, at tilbuddet betragtes som ikke konditionsmæssigt.

Eventuelle forbehold, som ikke vedrører grundlæggende elementer i det samlede udbudsmateriale, vil om muligt blive prissat af Gladsaxe Kommune og denne pris lagt til tilbudsgivers tilbudte leje. Gladsaxe Kommune har dog også ret til i stedet ikke at tage disse tilbud i betragtning.

Eventuelle forbehold skal tydeligt angives.

### 8.5. Spørgsmål og rettelser

Såfremt tilbudsgiver opfatter elementer i materialet som uklare eller uhensigtsmæssige, opfordres tilbudsgiver til at stille uddybende spørgsmål. Eventuelle rettelsesblade vil i anonymiseret form blive offentliggjort på [gladsaxe.dk](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/e57c085f-b6d7-4867-8528-2ff7535f6567 "gladsaxe.dk"), hvor tilbudsgiverne selv har ansvar for at holde sig opdateret.

Det er tilbudsgivers ansvar, at spørgsmål og svar samt eventuelle rettelsesblade er modtaget, idet ansvar for eventuelt mangelfuldt tilbud som følge af manglende rettelsesblade alene påhviler tilbudsgiver.

### 8.6. Fortrolighed

Når tilbudsgiver udarbejder sit tilbud, bør tilbudsgiver være opmærksom på, at dokumenter i Gladsaxe Kommunes udbud, herunder indkomne tilbud, vil kunne være omfattet af retsreglerne om adgang til aktindsigt hos myndigheder inden for den offentlige forvaltning. Det betyder, at konkurrenter m.fl. kan få aktindsigt i tilbud, der afgives. Det indgår dog bl.a. i bedømmelsen heraf, om den, der har afgivet et tilbud, har bedt om, at dele af tilbuddet behandles fortroligt og i den forbindelse har indikeret, hvilke oplysninger og/eller elementer i tilbuddet, der ønskes behandles fortroligt.

Såfremt der er oplysninger eller elementer i tilbuddet, som af forretningsmæssige hensyn ønskes undtaget fra aktindsigt, opfordres tilbudsgiver derfor til at angive dette i sit tilbud. Gladsaxe Kommune vil dog uanset tilbudsgivers tilkendegivelser om fortrolighed være berettiget og forpligtet til at give aktindsigt i det omfang, som følger af lovgivningen. Gladsaxe Kommune træffer afgørelse om eventuel aktindsigt efter at have hørt den, hvis oplysninger der anmodes om aktindsigt i.

## 9. Tidsplan for udbud

Udbudsforretningen gennemføres i overensstemmelse med følgende tidsplan:

- Uge 18 Offentliggørelse på [gladsaxe.dk](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/e57c085f-b6d7-4867-8528-2ff7535f6567 "gladsaxe.dk") og annonce i Gladsaxebladet
- Uge 20 Mulighed for fremvisning på adressen efter aftale
- 1. juni 2026 kl. 12.00 Tilbudsfrist
- Uge 24 Samtaler med udvalgte bydere
- Uge 26 Forventet kontraktindgåelse
- 1. juli 2026 Forventet ikrafttræden af kontrakt

## 10. Udbudsmateriale

Det samlede udbudsmateriale består af nærværende udbudsbetingelser samt følgende bilag:

[Bilag A - Udkast til lejekontrakt](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/3efd5e9c-e1c1-467f-a56c-c1a2beeaca90 "Bilag A - Udkast til lejekontrakt")

[Bilag B: ”Visioner for Bagsværd Torv”](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/b4750e80-4eac-4e70-990c-68dead4a8180 "Bilag B: ”Visioner for Bagsværd Torv”")

[Bilag C: Kriterier for vurdering af koncept](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/4ff16a59-cf02-4cce-9709-bc8e27210c20 "Bilag C: Kriterier for vurdering af koncept")

[Bilag D: Tegning over Torvet](https://gladsaxe.dk/p/COE-Filer/Indkoeb---Udbud/Oversigtskort-Bagsværd-Torv.pdf "Bilag D: Tegning over Torvet")
