Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Unge Trivsel og sundhed for unge Unge og trivsel Tilbud til ensomme unge

Tilbud til ensomme unge

Alle unge i Gladsaxe har mulighed for at tale med nogen om det, de synes er svært

Synes du at det nogle gange kan være lidt svært at være med i samtalen? Vil du gerne have flere venner? Eller er du usikker på om du er god nok? 

Synes du at det er lidt svært at komme igennem hverdagen – eller weekenderne, så er der flere forskellige tilbud, som du kan prøve. Når du bor i Gladsaxe Kommune, kan du både få nogen at snakke med, du kan finde et fællesskab og få nye venner. Og så er der også steder, hvor du bare kan komme og hænge ud.

På denne side kan du finde tilbud til unge under 30 år.

Nogen at snakke med

Det kan både være små og store ting, der gør, at skolen, livet eller forholdet til vennerne er svært. Hvis du er mellem 12 og 30 år og bor i Gladsaxe Kommune, kan du finde nogen at snakke med, hos Headspace, Anonym psykologisk rådgivning og Ungerådgivningen.

Headspace er et åbent og anonymt tilbud til dig, der er mellem 12 og 25 år og gerne vil have rådgivning om det der er svært.

Det er gratis at få rådgivning af Headspace, og vi kan snakke om lige præcis det, du gerne vil.

Vi kan eksempelvis snakke om:

  • Kærestesorger.
  • Familieproblemer.
  • Misbrug.
  • Problemer i skolen.
  • Eksamensangst.
  • Selvskade.
  • Spiseforstyrrelser.
  • Mobning.
  • Depression.
  • Ensomhed.
  • Hjemløshed.

Headspace er et anonymt tilbud. Vi behøves ikke vide, hvad du hedder eller hvor du bor.

Du behøver ikke at bestille tid eller booke en samtale. Du kan bare ringe eller møde op inden for Headspace’s åbningstid. Du kan også sende en SMS.
Headspace er samarbejdspartner med Gladsaxe Kommune. 

Læs mere om Headspace i Gladsaxe på Headspace.dk

Gladsaxes psykologiske ungerådgivning er et åbent og anonymt tilbud til dig, der gerne vil have rådgivning om det der er svært.

Du kan få fem gratis samtaler, hvis du er mellem 15 og 30 år. Til samtalerne får du rådgivning, og I kan tale om det, du synes er svært.

Rådgivningen kan blandt andet handle om:

  • Problemer med forældre, kæreste, venner.
  • Ensomhed.
  • Mobning.
  • Fysisk eller psykisk vold.
  • Følelser som at være ked af det, ulykkelig eller energiforladt.
  • Problemer med skole eller uddannelse.
  • Angst for at fremlægge, begå fejl eller for at gå til eksamen.
  • Selvskade.
  • Selvmordstanker.
  • Angst og depression.
  • Seksualitet og kønsidentitet.
  • Skilsmisse.

Vi behøves ikke vide, hvad du hedder eller hvor du bor. Det eneste vi spørger dig om, er hvor gammel du er. 

Den psykologiske ungerådgivning er en del af Gladsaxe Kommunes Ungeenhed.

Læs om Anonym psykologisk rådgivning.

Er du under 18 år, så kan du få hjælp af en ungerådgiver. Du kan blandt andet få hjælp til at finde et tilbud, som kan hjælpe dig med det, du synes er svært.

Du kan også få hjælp til at finde du af, om du vil have gavn af at få en kontaktperson.

Det er både dig og dine forældre, som kan kontakte ungerådgivningen i Gladsaxe Kommune.

Ungerådgivningen er en del af Gladsaxe Kommunes Ungeenhed.

Kontakt Ungerådgivningen

Telefon: 39 57 66 20
Adresse: Gladsaxevej 378, 1. sal, 2860 Søborg
Åbent alle hverdage fra 09.00 til 14.00

Find fællesskab og netværk

Alle børn og unge i Gladsaxe skal have mulighed for at være en del af et fællesskab, og det er ikke kun i skolen, at du kan finde et fællesskab. 

Vil du gerne lære nogle andre at kende, end dem fra din skole, kan UNiG - Ung i Gladsaxe eller Gladsaxe Ungdomsskole være noget for dig, som går i 7. klasse og op.

UNiG - Ung i Gladsaxe har cafeer, aktiviterer og ture for alle unge i Gladsaxe. Er du ensom, kan du også se om Karpekongerne eller LouisianaPigerne kan være et fællesskab for dig.

På Gladsaxe Ungdomsskole, GXU, kan du fordybe dig i dine interesser efter skole.

UNiG er cafeer, aktiviteter og ture for alle unge i Gladsaxe fra 7. klasse og op

Der er i alt fem cafeer. Hver skole i Gladsaxe er tilknyttet en af de fem cafeer, så du kan føles med dine venner fra skolen, når du skal til caféen. Nogle af caféerne har tilknyttet flere skoler – og det giver dig mulighed for at møde unge fra andre skoler.

Er du interesseret i musik, kan du dele din interesse med andre unge i UNiGmusik.

Du kan også prøve UNiG-ridning, hvor du kan være med i hestestalden og prøve at ride på UNiG’s ponyer.

Det er gratis at være medlem i UNiG. Nogle af UNiG’s aktiviteter koster et mindre beløb at deltage i.

Karpekongerne - tilbud til ensomme drenge

Vil du være en del af et fællesskab og kan du lide natur, så kan du prøve at blive Karpekonge. Som en del af Karpekongerne kan du prøve at fiske sammen med andre drenge, der også gerne vil være en del af et fællesskab. Karpekongerne er et tilbud til drenge fra 7. klasse til og med ungdomsuddannelse. Det er et fællesskab for drenge, hvor I tager ud at fiske sammen med hinanden og en pædagog fra UNiG. Karpekongerne er et tilbud, der er målrettet ensomme unge drenge. 

LouisianaPigerne - tilbud til ensomme piger

Vil du være en del af et fællesskab med andre piger, hvor I har det sjov sammen og lytter til hinanden. LouisianaPigerne er et fællesskab for dig, der søger nye veninder og har lyst til at være kreativ eller tage på udflugter sammen for at opleve kunst og kultur. LouisianaPigerne er for piger fra 7. klasse til og med ungdomsuddannelse. Sammen med to Medarbejdere fra UNiG tager LouisianaPigerne på tur og dyrker venindeskabet. LouisianaPigerne er et tilbud, der er målrettet ensomme unge piger.

Læs mere om UNiG - Ung i Gladsaxe.

På Gladsaxe Ungdomsskole, GXU, kan du fordybe dig i dine interesser efter skole. Du kan gå til alt fra spansk og e-sport til rollespil, jagttegn og selvforsvar. Du kan være kreativ og skabe flotte smykker i værkstedet eller designe dit eget tøj i sy-værkstedet.

Alle der går i 7. klasse og opefter kan deltage i undervisningen på GXU. Undervisningen er for dig, der vil lære noget andet eller mere i fritiden og møde nye mennesker med samme interesser som dig. Der er selvfølgelig plads til at vi har det sjovt imens.

Du kan læse mere om alle holdende på GXU - Gladsaxes Ungdomsskole

Kildevældets er et tilbud er for sårbare og ensomme unge mellem 18 og 29 år.


I Kildevælde har vi forskellige aktiviteter om eftermiddagen og aftenen. 

For eksempel sport, kreative aktiviteter og ture ud af huset. Vi har en månedlig aktivitetskalender, hvor du kan se aktiviteterne.

  • Hver onsdag og torsdag har vi fællesspisning.
  • En gang om måneden er der Kildevældsmøde.
  • En gang om året tager vi på ferietur.

Kildevældets samværs- og aktivitetstilbud §104

Kontakt

Anonym psykologisk rådgivning

Gladsaxevej 378
2680 Søborg
psykung@gladsaxe.dk

Headspace

Gladsaxevej 315
2680 Søborg

Åbningstider

Ungeenheden

Gladsaxevej 378
2860 Søborg

Ring til os

Åbningstider

Telefontider

Familie og Rådgivning

Rådhus Allé 3
2860 Søborg
familie@gladsaxe.dk

Ring til os

Telefontider

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback