---
title: "Børn og unge med funktionsnedsættelse"
description: "Info til forældre til børn, som har brug for hjælp eller særlig støtte"
date: "2025-11-03"
created: "2024-04-24"
tags:
  - "funktionsnedsættelse"
  - "børneterapi"
  - "ledsageordning"
  - "merudgifter"
  - "Børneterapien"
  - "tabt arbejdsfortjeneste"
  - "aflastning"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge)

                    [Trivsel og sundhed for unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge/trivsel-og-sundhed-for-unge)

                    [Unge med funktionsnedsættelse](https://gladsaxe.dk/borger/unge/trivsel-og-sundhed-for-unge/unge-med-funktionsnedsaettelse)

                [Børn og unge med funktionsnedsættelse](https://gladsaxe.dk/borger/unge/trivsel-og-sundhed-for-unge/unge-med-funktionsnedsaettelse/boern-og-unge-med-funktionsnedsaettelse)

# Børn og unge med funktionsnedsættelse

Er du forælder til et barn, som har brug for hjælp eller særlig støtte, skal du kontakte Familieafdelingen på telefon 39 57 54 10.

Herefter vil du få tildelt en børne- og ungerådgiver, som vil undersøge, hvilke udfordringer og ressourcer din familie har. Når undersøgelsen er færdig, vil I sammen med rådgiveren tage stilling til, hvilken form for hjælp der er brug for.

[Se kommunens øvrige tilbud og støttende indsatser.](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/eba7c64a-5326-4382-bb8a-5eefcade67aa "Se kommunens øvrige tilbud og støttende indsatser.")

###

                                    Børneterapien

Gladsaxe Børneterapi yder råd, vejledning og træning til børn og unge, som er motorisk eller sansemæssigt udfordret og/eller har fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Målet er at styrke barnets eller den unges sansemotoriske færdigheder for at øge livskvalitet og deltagelsesmuligheder i deres hverdag.

Vi giver råd og vejledning til de voksne omkring barnet, og træningen foregår i trygge omgivelser hjemme, i dagtilbud, skole eller i vores træningslokaler.

Vi arbejder tværprofessionelt og deltager også på netværksmøder, hvor det er relevant, så vi kan komme hele vejen rundt om barnet.

### Målgruppe

Børn og unge mellem 0-18 år, som er motorisk eller sansemæssigt udfordret og/eller har fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

### Lovhjemmel

Gladsaxe Børneterapi yder råd, vejledning, træning samt deltager i netværksmøder under Barnets Lov §§ 81 og 90 stk. 1 - samt Sundhedslovens §140.

### Kontakt

Indstillingen til Gladsaxe Børneterapi sker gennem kommunens forebyggende terapeuter, børne- og ungerådgiver, egen læge eller via hospitalet.

Ved spørgsmål til igangværende eller afsluttet træning kan henvendelse ske på boerneterapien@gladsaxe.dk.

###

                                    Ledsageordning

Kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Barnet/den unge, som har behov for ledsagelse, er selv med til at vælge den person, der skal være ledsager. Man kan normalt ikke ansætte en person med en meget nær tilknytning til barnet/den unge. Kommunen formidler ledsagerordninger via DUOS.

Barnet/den unge kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder.

Hvis barnet/den unge har udgifter til ledsagerens kørsel eller andre aktiviteter i forbindelse med ledsageordningen kan det blive dækket med et beløb på op til 948 kr. (2022-niveau) årligt. Beløbet betales af kommunen efter anmodning fra barnet/den unge på baggrund af dokumentation af udgifterne.

Der er alene tale om ledsagelse, dvs. at der ikke er tale om udførelse af plejeopgaver som for eksempel bleskift, hjælp til toiletbesøg, måltidsstøtte eller lignende.

### Målgruppe

Børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

### Lovhjemmel

Barnets Lov § 89.

### Kontakt

Hvis du ønsker viden og vejledning i forhold til en ledsagerordning, skal du kontakte din rådgiver i Familieafdelingen. Hvis du endnu ikke har en rådgiver tilknyttet, kan du kontakte Familie og Rådgivning på telefon 39 57 54 10 og spørge efter en medarbejder i Familieafdelingen med viden om ledsageordning.

###

                                    Kompensationsydelse

Familieafdelingen dækker
nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved forsørgelse i hjemmet af et
barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en
betingelse, at udgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og
ikke kan dækkes efter andre bestemmelser.

Når du søger om
kompensationsberettigende udgifter, skal du tage stilling til, om din ansøgning
skal behandles efter reglerne i gruppe I eller gruppe II. Her er forskellen:

**Gruppe I - Standardbeløb**

- Du skal
     sandsynliggøre udgifter for mindst 6.660 kr. om året, svarende til 555 kr.
     pr. måned (2025 satser)
- Du får
     et fast beløb på 1.105 kr. pr. måned, når du har sandsynliggjort og fået
     anerkendt udgifterne som nødvendige kompensationsberettigende udgifter
- Du skal
     ikke dokumentere udgifterne - kun sandsynliggøre, at de findes.
- Du kan
     ikke søge om ekstra dækning af enkeltstående udgifter.

**Gruppe II - Dækning affaktiske udgifter**

- Du skal
     kunne dokumentere udgifter for mindst 24.000 kr. om året, svarende til
     2.000 kr. pr. måned (2025 satser), som kan anerkendes som nødvendige
     kompensationsberettigende udgifter
- Udgifterne
     skal fremgå af den såkaldte positivliste. Se mere i afsnittet om hvilke
     udgifter du kan få dækket.
- Du får
     dækket de faktiske udgifter krone for krone + et fast beløb på 500 kr. pr.
     måned
- Du kan
     søge om dækning af både løbende og enkeltstående udgifter.

Fra 1. september 2025 vil det
ikke længere være muligt at få udbetalt en enkeltstående udgift, når den
opstår, hvis du modtager kompensationsydelse efter reglerne i gruppe I.

Hvis du får en enkeltstående
udgift som sammen med dine øvrige kompensationsberettigende udgifter overstiger
minimumsbeløbet i gruppe II på 24.000 kr. årligt, og udgiften ligeledes falder
ind under kategorierne på positivlisten, har du mulighed for at ansøge om, at
kommunen vurderer din sag efter reglerne i gruppe II. Det er en betingelse, at
du er berettiget til kompensationsydelse i de følgende 12 måneder.

### Målgruppe

Forældre til børn med en betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk/langvarig
lidelse.

### Lovhjemmel

Barnets Lov § 86.

### Kontakt

Hvis du ønsker at søge om
kompensationsydelsen kan du ansøge mundtligt til din rådgiver eller finde ansøgningsskemaet  [Søg om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter for et barn med handicap  Barnets Lov § 86 på borger.dk](https://www.borger.dk/Handlingsside?selfserviceId=bfaad6be-d04f-4653-9c06-df130618ade4&amp;cookiebanner=true "Søg om hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter for et barn med handicap  Barnets Lov § 86 på borger.dk")

 Ansøgninger om kompensationsydelse behandles af Familieafdelingens
specialteam, og du kan derfor kontakte din rådgiver i Familieafdelingen, hvis
du har spørgsmål eller ønsker at ansøge. Hvis du endnu ikke har en rådgiver
tilknyttet, kan du kontakte Familie og Rådgivning på telefon 39 57 54 10.

###

                                    Tabt arbejdsfortjeneste

Som forælder har du ret til at få kompensation for indtægtstab, der er nødvendigt grundet dit barns nedsatte funktionsevne. Der kan kompenseres for længere sammenhængende perioder eller enkeltdage/timer.

Du kan kompenseres i forbindelse med det fravær, der er en følge af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne. Du får ikke kompensation for fravær og indtægtstab, som modsvarer det fravær, som forældre til børn uden nedsat funktionsevne på samme alder må regne med at have.

Kompensationens størrelse fastsættes på baggrund af din hidtidige bruttoindtægt efter en nærmere beregning.

Afgørelser om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er altid truffet ud fra en individuel konkret vurdering.

Du kan desuden [læse mere om tabt arbejdsfortjeneste (jf. Barnets lov § 87) i Gladsaxe Kommune i vores informationspjece](https://gladsaxe.dk/p/BKF-Filer/Familie-og-Raadgivning/Tabt-arbejdsfortjeneste---Barnets-lov---87-A5-TG.pdf "læse mere om tabt arbejdsfortjeneste (jf. Barnets lov § 87) i Gladsaxe Kommune i vores informationspjece").

### Målgruppe

Forældre til børn op til 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er moderen eller faderen, der passer det.

### Lovhjemmel

Barnets Lov § 87.

### Kontakt

Hvis du ønsker at søge om tabt arbejdsfortjeneste kan du ansøge mundtligt til din rådgiver eller finde ansøgningsskemaet [Ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste Barnets Lov § 87 på borger.dk.](https://www.nemform.dk/159/FamTabtArbFortjeneste "Ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste Barnets Lov § 87 på borger.dk.") Her kan du også finde link til uddrag af §87 i Barnets Lov.

Hvis du ønsker viden og vejledning i forhold til tabt arbejdsfortjeneste, skal du kontakte din rådgiver i Familieafdelingen. Hvis du endnu ikke har en rådgiver tilknyttet, så kan du kontakte Familie og Rådgivning på telefon 39 57 54 10.

Hvis du allerede modtager tabt arbejdsfortjeneste og har udfordringer med udbetalingen kan du henvende dig hos vores økonomiafdeling på telefon 39 57 56 53.

###

                                    Aflastning/støtteophold

Der kan anvendes forskellige former for aflastning/støtteophold. Hvilken form kommunen vælger afhænger af behovet og omfanget. Der kan for eksempel benyttes en privat støtte, plejefamilier eller institution.

Et støtteophold kan variere i omfang og for eksempel være et par timer om ugen, en weekend om måneden eller noget helt tredje.

[Læs mere om aflastning her.](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/612c5f64-961a-45f8-a04c-b640590cc000#aflastning908 "Læs mere om aflastning her.")

### Selvbetjening

- [Kompensationsydelse § 86](https://www.borger.dk/Handlingsside?selfserviceId=bfaad6be-d04f-4653-9c06-df130618ade4&amp;cookiebanner=true "Kompensationsydelse § 86")
- [Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste § 87](https://www.nemform.dk/159/FamTabtArbFortjeneste "Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste § 87")

### Familie og Rådgivning

                                Rådhus Allé 3

                                        2860

                                        Søborg

                                familie@gladsaxe.dk

### Ring til os

[39 57 54 10](tel:39%2057%2054%2010)
