---
title: "Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Mørkhøj"
description: "Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Mørkhøj"
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge)

                    [Fritid for unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge/fritid-for-unge)

                [Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Mørkhøj](https://gladsaxe.dk/borger/unge/fritid-for-unge/tilsynsrapport-2025-ungecaf-moerkhoej)

# Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Mørkhøj

Ungecafé Mørkhøj

Tilsyn i Ungecaféerne (UNiG) i Gladsaxe Kommune.

Tilsynet skal sørge for, at alle Ungecaféer i Gladsaxe fungerer godt og overholder gældende lovgivning. Tilsynet ser på dagligdagen i Ungecaféen og på det pædagogiske arbejde med de unge.

Et tilsyn består af:

- Løbende tilsyn gennem samarbejde i dagligdagen med ungecaféernes nærmeste faglige ledere, samt et tilsynsbesøg hvert andet år, hvor det daglige arbejde med de unge observeres af en konsulent
- Et dialogmøde i forbindelse med tilsynsbesøget med ledelse og repræsentanter for medarbejdere
- En tilsynsrapport, der samler op på observationer fra tilsynsbesøg, og på dialogen med ledere og medarbejdere

Den færdige rapport skal afsluttes senest 30 dage efter tilsynsbesøget og offentliggøres på UNiGs hjemmeside.

## Tilsyn på baggrund af faglig dialog

Den faglige dialog udgør sammen med observationer af den pædagogiske praksis grundlaget for tilsynsførendes vurdering af kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø i ungecaféerne.

Formålet med den faglige dialog er derfor at give tilsynsførende et bredere indtryk af kvaliteten af ungecaféens pædagogiske praksis. Herudover skal dialogen skabe refleksion og grundlag for videre pædagogisk udvikling i ungecaféen. I dialogen drøfter deltagerne kriterier for pædagogisk kvalitet, ud fra de temaer, som UNiGs ungecaféer arbejder ud fra, samt ud fra temaer vedrørende organisering og fysiske rammer.

Disse er:

- Unges deltagelse i fællesskaber
- Dannelse og medborgerskab
- Job og uddannelse
- Unge i trivsel
- Organisatoriske forhold og strukturer
- Forældresamarbejde
- Fysiske rammer

Den tilsynsførende vurderer kvaliteten af ungecaféens pædagogiske praksis på baggrund af observationerne og den faglige dialog om kriterierne i ovenstående temaer. For hvert område gives en vurdering af, hvordan ungecaféen skal arbejde videre med indsatsen, ud fra en af de fire kategorier nedenfor:

**Ungecaféen skal vedligeholde indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal fortsætte det gode pædagogiske arbejde og løbende udvikle deres praksis.

**Ungecaféen skal justere indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal fortsætte det gode pædagogiske arbejde og foretage nødvendige justeringer i deres praksis. Tilsynsførende kan evt. give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.

**Ungecaféen skal ændre indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal foretage ændringer i deres praksis. Tilsynsførende skal give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.

**Ungecaféen skal iværksætte en ny indsats** – betyder, at ungecaféen skal gøre noget væsentligt andet i deres praksis, end de gør i dag. Tilsynsførende skal give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.

Tilsynsførende udarbejder en tilsynsrapport med vurderinger af den pædagogiske praksis og eventuelle anvisninger på opfølgende tiltag. Ungecaféen skriver en kommentar til tilsynsrapporten om, hvilke refleksioner og indsatser, tilsynet giver anledning til. Ungechefen, de faglige ledere og tilsynsførende indgår aftale om opfølgning på tiltag.

##
Opfølgning på tilsyn ved alvorlig bekymring

Hvis forvaltningen på baggrund af tilsynet bliver alvorligt bekymrede for den pædagogiske kvalitet eller andre forhold i institutionen, vil der i forlængelse af tilsynet altid blive iværksat et skærpet tilsyn og udarbejdet en handleplan. Handleplanen beskriver, hvilke alvorligt bekymrende forhold der er konstateret, hvilke forandringer der skal ske i perioden med skærpet tilsyn, hvor hurtigt tiltag skal sættes i gang, samt hvordan og hvornår forvaltningen følger op. Det er institutionens ledelse, der er ansvarlig for at rette op på de forhold, der har givet anledning til den alvorlige bekymring, og forvaltningen sørger for, at institutionen får den hjælp og støtte, der er behov for i processen.

Det skærpede tilsyn ophæves, så snart institutionen arbejder konstruktivt med udvikling af kvaliteten af den pædagogiske kvalitet, eller når institutionen har bragt orden i de forhold, som har givet anledning til at iværksætte det skærpede tilsyn.

## Fakta om dette års tilsyn

Dato og tidspunkt for observationer: 26. november 2025. Faglig dialog blev afholdt d.: 26. november 2025. Ved den faglige dialog deltog: Ungechef Brian Brønd, faglige leder Michael Mynster Trefeldt samt medarbejderrepræsentant.

## Generelle bemærkninger

Mørkhøj ungecafé ligger lokalt i Mørkhøj, og har Mørkhøj og Enghavegård skoler tilknyttet. Ungecaféen er en af UNiGs første ungecaféer og har oftest haft et højt antal af unge på en typisk aften.

## Tema 1: Unges deltagelse i fællesskaber

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på, at der arbejdes på at alle unge i ungecaféen indgår i meningsfulde fællesskaber.

Dette kan eksemplificeres ved et ungemiljø, som understøtter forståelsen af, at alle unge modtager et aldersvarende og relevant fritidstilbud med fokus på deltagelse i ungefællesskaber. De unge møder voksne, der byder dem velkommen, og med afsæt i de unges interesser og behov, giver trygge omgivelser og motiverer til deltagelse i sociale fællesskaber. De unge skal opleve at være værdsat i et miljø, hvor de lærer og trives i samspil med andre unge. Når der er høj kvalitet i klubtilbud, anvender de pædagogiske medarbejdere deres faglige viden og refleksioner, samt deres viden om de unges udviklingsbehov i praksis i det daglige pædagogiske arbejde.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

### Begrundelse

Det observeres under tilsynet, at der generelt er en god stemning i ungecaféen. Der tages godt imod de unge, der kommer ind, hvor medarbejderne hilser på alle unge. Der planlægges hvad der skal laves i løbet af aftenen, nogle unge har særlige aftaler med en medarbejder. Andre aftaler at være med i en fodboldturnering den efterfølgende weekend. Der er stillet skak spil frem på bordene.
Medarbejderne er til tider opsøgende i forhold til at opfordre til aktiviteter på aftenen i ungecaféen. Eksempelvis foregår der på et tidspunkt computerspil og fodbold sammen med medarbejdere. Generelt er de unge selv gode til at indgå i forskellige fællesskaber med hinanden på tværs. Der bliver også talt en del om særlige aktiviteter i ungecaféen og der hænger eksempelvis invitationer til kommende aktiviteter på væggene. Medarbejdere er gode til at tale med de unge i grupper og én til én, og det er tydeligt, at der arbejdes på relations dannelser.
I den faglige dialog fremkommer det, at der er et fokus på at etablere nye fællesskaber gennem at medarbejderne understøtter aktiviteter for unge, der ikke umiddelbart er en del af et fællesskab. Der er således opmærksomhed på at danne ungefællesskaber på tværs af unge.
I forhold til medarbejderunderstøttede aktiviteter i ungecaféen, fremgår det, at der ofte er aktiviteter såsom bagning i caféen ligesom der er en fast gruppe unge, der spiller rollespil med en medarbejder.
Når nye unge skal starte i ungecaféen, er det erfaringen at opstartsfasen med start i ungecaféen før sommerferien fungerer godt, i forhold til at de unge bliver vant til at benytte ungecaféen.

## Tema 2: Dannelse og medborgerskab

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i UNiG caféernes tilgang til unges deltagelse og medbestemmelse, samt personalets tilgang til at skabe rammer for, at de unge kan lære at være medbestemmende og udvikle egne idéer. Unge skal høres og engagere sig som aktive medborgere, og dette er noget der læres i samspil med andre unge og voksne i en anerkendende tilgang, hvor der er plads til at afprøve og lære.

###
Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal justere indsatsen.

###
Begrundelse

Det observeres under tilsynet, at der er en naturlig og inkluderende dialog mellem medarbejdere og unge. Der tales med de unge om forskellige temaer i øjenhøjde og der gives plads til de unges synspunkter. Medarbejderne anvender egne erfaringer i dialogen på en fin måde.

På tilsynsdagen er der nogen opfordring fra medarbejderne til de unge, i forhold til at være med til at beslutte hvad der skal ske på aftenen, dette kunne være tydeligere.

Under den faglige dialog fremkommer det, at der har været anvendt forsøg med postkasse-ønsker fra de unge, som medarbejderne ind imellem anvender som udgangspunkt for planlægning af nye aktiviteter. Det kan være idéer, der kommer frem i samtaler med de unge. Noget kan ske med det samme, noget kan være på længere sigt. F.eks. ture til Lalandia eller Malmø.

Det italesættes, at der mulighed for at være med til at lave mad på en given aften i ungecaféen, det kræver dog at der er unge, der har lyst til at være med. Medarbejderne har en faglig opmærksomhed omkring at spørge ind til de unges ønsker, nogle gange med succes i forhold til engagement.

###
Anbefaling

Det anbefales at man på tværs af medarbejdergruppen har faglige drøftelser omkring, hvordan man i endnu højere grad kan understøtte aktiviteter på en given aften i ungecaféen.
Det anbefales yderligere, at man fortsætter og udvikler det gode arbejde i at understøtte de unges muligheder for at udvikle egne idéer i samarbejde med medarbejdere, for på den måde at tage endnu større ejerskab for udvikling af aktiviteter i Ungecaféen.

## Tema 3: Job og Uddannelse

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på, at der er fokus på de unge, der har særligt brug for støtte i overgangene mellem skole, uddannelse eller job, hvor de skifter miljø, og hvor der kan være behov for dialog med en betydningsfuld voksen, for at fastholde trivsel og motivation. Ungecaféerne samarbejder bredt med Familieafdelingen, Ungeenheden, Jobcenteret og diverse uddannelsesinstitutioner, og der er derfor mulighed for personalet for at være bindeled mellem den unge og de forskellige tilbud.

###
Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

###
Begrundelse

Det observeres under tilsynet, at der er en opmærksomhed blandt medarbejderne omkring de unges skolegang og skoledag. Der tales med de unge om dagen, og det er tydeligt, at der er et kendskab blandt medarbejderne i forhold til de unge trivsel i skolen, og at der følges op på denne.
Under den faglige dialog fremgår det, at medarbejderne har samtaler med de unge, der har behov for det, omkring eksempelvis uddannelsesvalg og der er en viden om og et fokus på, hvilke unge der har behov for støtte.
Der er ligeledes flere eksempler på, at de unge får hjælp til eksempelvis at søge skolepraktik, og medarbejderne kan tage med de unge på praktikbesøg. Der er mange unge i ungecaféen, der gerne vil søge fritidsjob, og de har mulighed for at få hjælp til dette.

##
Tema 4: Unge i trivsel

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på at der er fokus i ungecaféerne på, at alle unge er i trivsel, både i og uden for caféerne. Unge der trives, har livskvalitet og overskud til både eget og andres liv, og har mulighed for at udvise handlekompetence, kan navigere i deres livsvilkår og har højere selvværd. Desuden indgår unge i trivsel ofte godt i sociale sammenhænge med jævnaldrende.

###
Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

###
Begrundelse

Det observeres under tilsynet, at der generelt er en god tone blandt de unge i ungecaféen. De unge virker hjemmevant og trygge i ungecaféen blandt medarbejderne og i egne fællesskaber.
Under den faglig dialog fremkommer det, at der foregår mange gode snakke i fællesrummet i ungecaféen.
Medarbejderne søger generelt at holde fokus på sproget blandt de unge, og der tages mange snakke om, at man er respektfulde overfor hinanden.
Der prioriteres i løbet af en aften, at en medarbejder kan gå fra i forhold til én til én samtaler med en ung, der har behov for dette. Det er noget, der godt kan rummes, og der er blevet taget højde for, i forhold til normeringen i personalegruppen. Medarbejderne har et fælles fagligt sprog omkring at italesætte, hvis der observeres unge, der ikke trives. Der er ligeledes opmærksomhed på at samarbejde med øvrige instanser, eksempelvis Headspace, hvis der er udfordringer, der ikke kan løses i det pædagogiske miljø i ungecaféen.

##
Tema 5: Organisatoriske forhold og strukturer

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i de strukturelle og organisatoriske forhold i ungecaféen, i forhold til hvordan den enkelte ungecafé gennem planlægning etablerer et ungemiljø med en vekslen mellem planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter og ungeinitierede aktiviteter.

###
Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal justere indsatsen

###
Begrundelse

Under den faglige dialog fremkommer det, at der i ungecaféen er nogle faste, kendte aktiviteter i løbet af året, eksempelvis UNiG cup, fester m.m. Planlægning af kommende aktiviteter foregår mest på det ugentlige teammøde, hvor der også planlægges bemanding, og der anvendes deltagelseslister til aktiviteterne.

Dag til dag planlægning foregår primært gennem sms mellem medarbejdere og i løbet af aftenen i ungecaféen, hvor der kommunikeres løbende i forhold til, hvad der skal ske på en aften. Der føres logbog i ungecaféen.

Der har været afholdt team-dag vedrørende samarbejde i teamet og teamet deltager i kurser såsom Viden om vold, Low arousal og metakognitiv pædagogik og der deles viden i medarbejdergruppen. Der er et fælles uddannelsesforløb for pædagoger undervejs.

###
Anbefaling

Det anbefales, at der i et samarbejde mellem medarbejdere og ledelse sættes lidt mere struktur omkring planlægning og evaluering. Det anbefales, at der implementeres anvendelse af eksempelvis check in, hvor medarbejdere afstemmer hvad der skal ske på aftenen. Anvendelses af årshjul kan med fordel implementeres i forhold til overblik over faste, årlige aktiviteter, for på den måde at give mere plads til planlægning af ugentlige aktiviteter på teammøder.

## Tema 6: Forældresamarbejde

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema udgangspunkt i samarbejdet mellem forældre og ungecaféerne.
Medarbejderne og forældre har hver især en unik indsigt i den unges liv, og når de samarbejder om deres perspektiver og erfaringer, skaber det sammenhæng i den unges liv.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen.

### Begrundelse

Under den faglige dialog fremkommer der, at der er meget og løbende forældresamarbejde i de tilfælde, hvor der er unge der ikke trives. Forældre kontaktes altid, hvis de unge ikke kan rummes i klubben. Der er et ønske blandt medarbejdere om også at inddrage forældre i de gode historier. Dette er noget, der er et løbende fokus på.

Der afholdes altid forældremøder på skolen for alle nye 7. klasser samt åbent hus i ungecaféen for forældre i forbindelse med opstart, hvor medarbejderne viser forældrene rundt i små grupper og fortæller om ungecaféen.

## Tema 7: Fysiske rammer

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i ungecaféernes fysiske rammer både inde og ude.

Ungecaféernes fysiske rammer defineres af dets inde- og udemiljø, dvs. bygninger, indretning af indendørs og udendørs rum, interiør samt genstande, aktivitetsredskaber, materialer, møbler, baggrunde, udsmykning. Rummenes indretning inspirerer til spontane og planlagte aktiviteter og afspejler det pædagogiske grundlag og målene med pædagogikken.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen.

### Begrundelse

Mørkhøj ungecafé består af et fællesrum med køkken samt fjernsynsområde med spil. I tilstødende lokaler er der billard, en større sal samt udendørs faciliteter med fodboldbane. I kælderafdeling er der stort gaming rum, lounge område samt musikfaciliteter, der bliver brugt meget, dog ikke på tilsynsdagen, da det er bemandet bestemte dage.

Under den faglige dialog fremkommer det, at medarbejderne oplever, at rammerne er ideelle i forhold til en ungecafés pædagogiske tilgang, idet der både er mulighed for at opholde sig i større fællesrum samt at kunne trække sig ud til mindre lokaler. Dette giver mulighed for at grupper eller enkelte unge kan trække sig tilbage fra fællesskabet, hvis der er behov for det. Beredskabsplan har været på et møde og er kendt i ungecaféen.

## Ungecaféens kommentarer

## Institutionens beskrivelse af opfølgning på sidste års tilsyn

Her beskriver ungecaféens leder i korte træk, hvordan ungecaféen har arbejdet med opfølgning og eventuelle anvisninger i perioden siden sidste tilsyn.

### Institutionens kommentarer til dette års tilsynsrapport

Institutionens kommentarer til tilsynsrapporten udarbejdes i ungecaféens ledelse.

### Hvilke resultater vil institutionen fremadrettet være særligt optaget af at ændre?

Mere struktur ift årshjul.

Flere evalueringer af ture, arrangementer og aktiviteter.

Forbedring ift arbejdet med logbog

Check-in ved opstart af aftenvagterne.

### Hvordan vil institutionen imødekomme tilsynets eventuelle anvisninger på opfølgende tiltag?

Vi vil strukturere og sætte følgende i gang:

Udarbejdelse af årshjul.

Flere evalueringer af ture, arrangementer og aktiviteter på ungecafeens p-møder.

Logbog opstartes igen og skal udfyldes efter hver aftenvagt.

Der opstartes Check-in på aftenvagterne.

### Hvordan vil institutionen sikre at en positiv udvikling fastholdes?

Løbende opfølgning på fokuspunkterne

### Aftale om opfølgning

De udviklingsområder, som tilsynsrapporten giver anledning til at arbejde med, evalueres på møder i UNiGs ledelse.
