---
title: "Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Fortet"
description: "Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Fortet"
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://gladsaxe.dk/borger)

                    [Unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge)

                    [Fritid for unge](https://gladsaxe.dk/borger/unge/fritid-for-unge)

                [Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Fortet](https://gladsaxe.dk/borger/unge/fritid-for-unge/tilsynsrapport-2025-ungecaf-fortet)

# Tilsynsrapport 2025 Ungecafé Fortet

Ungecafé Fortet

Tilsyn i Ungecaféerne (UNiG) i Gladsaxe Kommune

Tilsynet skal sørge for, at alle Ungecaféer i Gladsaxe fungerer godt og overholder gældende lovgivning. Tilsynet ser på dagligdagen i Ungecaféen og på det pædagogiske arbejde med de unge.

Et tilsyn består af:

- Løbende tilsyn gennem samarbejde i dagligdagen med ungecaféernes nærmeste faglige ledere, samt et tilsynsbesøg hvert andet år, hvor det daglige arbejde med de unge observeres af en konsulent.
- Et dialogmøde i forbindelse med tilsynsbesøget med ledelse og repræsentanter for medarbejdere
- En tilsynsrapport, der samler op på observationer fra tilsynsbesøg, og på dialogen med ledere og medarbejdere

Den færdige rapport skal afsluttes senest 30 dage efter tilsynsbesøget og offentliggøres på UNiGs hjemmeside.

## Tilsyn på baggrund af faglig dialog

Den faglige dialog udgør sammen med observationer af den pædagogiske praksis grundlaget for tilsynsførendes vurdering af kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø i ungecaféerne.

Formålet med den faglige dialog er derfor at give tilsynsførende et bredere indtryk af kvaliteten af ungecaféens pædagogiske praksis. Herudover skal dialogen skabe refleksion og grundlag for videre pædagogisk udvikling i ungecaféen. I dialogen drøfter deltagerne kriterier for pædagogisk kvalitet, ud fra de temaer, som UNiGs ungecaféer arbejder ud fra, samt ud fra temaer vedrørende organisering og fysiske rammer.

Disse er:

- Unges deltagelse i fællesskaber
- Dannelse og medborgerskab
- Job og uddannelse
- Unge i trivsel
- Organisatoriske forhold og strukturer
- Forældresamarbejde
- Fysiske rammer

Den tilsynsførende vurderer kvaliteten af ungecaféens pædagogiske praksis på baggrund af observationerne og den faglige dialog om kriterierne i ovenstående temaer. For hvert område gives en vurdering af, hvordan ungecaféen skal arbejde videre med indsatsen, ud fra en af de fire kategorier nedenfor:

**Ungecaféen skal vedligeholde indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal fortsætte det gode pædagogiske arbejde og løbende udvikle deres praksis.
**Ungecaféen skal justere indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal fortsætte det gode pædagogiske arbejde og foretage nødvendige justeringer i deres praksis. Tilsynsførende kan evt. give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.
**Ungecaféen skal ændre indsatsen** – betyder, at ungecaféen skal foretage ændringer i deres praksis. Tilsynsførende skal give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.
**Ungecaféen skal iværksætte en ny indsats** – betyder, at ungecaféen skal gøre noget væsentligt andet i deres praksis, end de gør i dag. Tilsynsførende skal give konkrete anvisninger på opfølgende tiltag.

Tilsynsførende udarbejder en tilsynsrapport med vurderinger af den pædagogiske praksis og eventuelle anvisninger på opfølgende tiltag. Ungecaféen skriver en kommentar til tilsynsrapporten om, hvilke refleksioner og indsatser, tilsynet giver anledning til. Ungechefen, de faglige ledere og tilsynsførende indgår aftale om opfølgning på tiltag.

## Opfølgning på tilsyn ved alvorlig bekymring

Hvis forvaltningen på baggrund af tilsynet bliver alvorligt bekymrede for den pædagogiske kvalitet eller andre forhold i institutionen, vil der i forlængelse af tilsynet altid blive iværksat et skærpet tilsyn og udarbejdet en handleplan. Handleplanen beskriver, hvilke alvorligt bekymrende forhold der er konstateret, hvilke forandringer der skal ske i perioden med skærpet tilsyn, hvor hurtigt tiltag skal sættes i gang, samt hvordan og hvornår forvaltningen følger op. Det er institutionens ledelse, der er ansvarlig for at rette op på de forhold, der har givet anledning til den alvorlige bekymring, og forvaltningen sørger for, at institutionen får den hjælp og støtte, der er behov for i processen.

Det skærpede tilsyn ophæves, så snart institutionen arbejder konstruktivt med udvikling af kvaliteten af den pædagogiske kvalitet, eller når institutionen har bragt orden i de forhold, som har givet anledning til at iværksætte det skærpede tilsyn.

## Fakta om dette års tilsyn

Dato og tidspunkt for observationer: 18. november 2025. Faglig dialog blev afholdt d. 18. november 2025. Ved den faglige dialog deltog: Ungechef Brian Brønd, Faglig leder Jannie Reiersen-Møgelgaard samt medarbejderrepræsentant.

## Generelle bemærkninger

Fortet er en ungecafé i UNiG, der ligger ved Bagsværd Fort, og har Bagsværd og Stengård skoler tilknyttet. Der kommer dog også unge fra andre områder i Gladsaxe. Fortet Ungecafé deler lokaler med skoleklubben, og har derfor ikke det fulde brug af lokalerne i hverdagene i tidsrummet mellem 14 og 17.

## Tema 1: Unges deltagelse i fællesskaber

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på, at der arbejdes på at alle unge i ungecaféen indgår i meningsfulde fællesskaber.
Dette kan eksemplificeres ved et ungemiljø, som understøtter forståelsen af, at alle unge modtager et aldersvarende og relevant fritidstilbud med fokus på deltagelse i ungefællesskaber. De unge møder voksne, der byder dem velkommen, og med afsæt i de unges interesser og behov, giver trygge omgivelser og motiverer til deltagelse i sociale fællesskaber. De unge skal opleve at være værdsat i et miljø, hvor de lærer og trives i samspil med andre unge. Når der er høj kvalitet i klubtilbud, anvender de pædagogiske medarbejdere deres faglige viden og refleksioner, samt deres viden om de unges udviklingsbehov i praksis i det daglige pædagogiske arbejde.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

### Begrundelse

Det observeres under tilsynet at der er en god, glad og let stemning i ungecaféen. En større gruppe unge er i køkkenet og snakker med hinanden og med en medarbejder. To unge spiller spil med en medarbejder og en ung spiller billard med en medarbejder. Tre unge går fra og sætter sig ved et bord og spiller et spil sammen, og senere kommer flere til. Der bliver lavet mad i køkkenet, som de unge bliver tilbudt, og tager med hen til bordene. Senere går den samme gruppe op og spiller billard sammen. Der kører musikvideoer på en skærm, som de unge kan gå hen og skifte imellem.

Der er en del unge i en ældre aldersgruppe i ungecaféen og de indtager omgivelserne på en hjemmevant måde og interagerer med medarbejderne på naturlig og sikker måde.

Der er en del unge der lader til at kende hinanden i større grupper, og som er opsøgende med hinanden i fællesskaber. Medarbejderne er opsøgende i dialogen med de unge, og guider og støtter i forhold til fællesskaberne i ungecaféen. Der ses ikke unge der ikke enten er sammen med andre eller har en aktivitet med en medarbejder.

I den faglige dialog fremkommer det, at der ofte søges at skabe fællesskaber mellem de unge, særligt de mere stille, ved at medarbejderne er med i starten af aktiviteter, for herefter at trække sig. I ungecaféen anvendes madlavning og spisning til at skabe et fællesskab omkring.
Der planlægges forskellige fællesskabsdannende aktiviteter for de yngre aldersgrupper i 7.-9. klasse, der har brug for opbygning af tilknytning til ungecaféen, eksempelvis Airtrix tur, lasertag og overnatninger.

Man har i ungecaféen arbejdes med en kortlægning af alle 7. klasser i forhold til deres relation og tilknytning til ungecaféen, herunder hvordan medarbejderne skal organisere deres arbejde omkring relationer, kendskab og aktivitet.

Medarbejderne er tydelige i deres lokalområde og foretager runderinger omkring bibliografen og Bagsværd boldklub, hvor de samarbejder vedrørende de unge i området.

## Tema 2: Dannelse og medborgerskab

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i UNiG caféernes tilgang til unges deltagelse og medbestemmelse, samt personalets tilgang til at skabe rammer for, at de unge kan lære at være medbestemmende og udvikle egne idéer. Unge skal høres og engagere sig som aktive medborgere, og dette er noget der læres i samspil med andre unge og voksne i en anerkendende tilgang, hvor der er plads til at afprøve og lære.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal justere indsatsen

### Begrundelse

Det observeres under tilsynet at medarbejderne generelt er har en meget åben og anerkendende tilgang og en gruppe medarbejdere der understøtter, at de unge kan udtrykke synspunkter, tanker og følelser i et miljø, der understøtter dette.
Aktiviteterne i ungecaféen er af mere flydende karakter. På aftenen opstår der nogen aktiviteter på unge- og vokseninitiativ, dette kunne godt være tydeligere.

Under den faglige dialog fremkommer det, at medarbejderne generelt gør meget for at gribe de idéer, de unge kommer med i forhold til at igangsætte aktiviteter. Det opleves, at der generelt er held med at gribe idéer til spontane aktiviteter.

Til Halloween har der været afholdt et større arrangement, hvor de unge har været involveret i at komme med idéer samt i gennemførslen af arrangementet. Ligeledes har der været indsatser med inddragelse og medbestemmelse på den længere bane. Ungecaféen har et Ungeråd, hvor der har været drøftet hvordan medarbejdere og unge i højere grad kan udvikle aktiviteter.

### Anbefaling

Det anbefales at ungecaféen fortsætter det gode arbejde med at inddrage unge i udvikling af events og ungeråd og at der i ungecaféen arbejdes endnu mere med at opfordre de unge til at spille ind med idéer til aktiviteter på en given aften i ungecaféen. Eksempelvis i forhold til, hvad der skal spises, spilles eller hvis der er en gruppe af unge, der viser interesse for en bestemt aktivitet.

## Tema 3: Job og Uddannelse

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på, at der er fokus på de unge, der har særligt brug for støtte i overgangene mellem skole, uddannelse eller job, hvor de skifter miljø, og hvor der kan være behov for dialog med en betydningsfuld voksen, for at fastholde trivsel og motivation. Ungecaféerne samarbejder bredt med Familieafdelingen, Ungeenheden, Jobcenteret og diverse uddannelsesinstitutioner, og der er derfor mulighed for personalet for at være bindeled mellem den unge og de forskellige tilbud.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

### Begrundelse

Under den faglige dialog fremkommer det, at medarbejderne er opsøgende i forhold til de unge, der har behov for vejledning angående uddannelse eller fritidsjob.

Der har eksempelvis været medarbejdere, der har deltaget i møder med UU vejleder i forhold til hvilke muligheder der er i forhold til unge og uddannelse.
Ligeledes er medarbejderne tilgængelige i forhold til hjælp til praktikpladser, fritidsjob og hjælp til ansøgninger. Ofte finder de unge fritidsjob selv eller sammen med forældre, men de har mulighed for at få hjælp i ungecaféen, i de tilfælde hvor der er behov for det.

## Tema 4: Unge i trivsel

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i tegn på at der er fokus i ungecaféerne på, at alle unge er i trivsel, både i og uden for caféerne. Unge der trives, har livskvalitet og overskud til både eget og andres liv, og har mulighed for at udvise handlekompetence, kan navigere i deres livsvilkår og har højere selvværd. Desuden indgår unge i trivsel ofte godt i sociale sammenhænge med jævnaldrende.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen.

### Begrundelse

Det observeres under tilsynet, at de unge generelt har en god og respektfuld tone overfor hinanden. Medarbejderne har en imødekommende og venlig tilgang til de unge.

Der er en god opmærksomhed på alle unge i ungecaféen, og der bliver hilst på og snakket med alle nytilkomne unge.

På aftenen opleves det, at der på et tidspunkt er lidt uro omkring nogle unge i et tilstødende lokale, og på et tidspunkt kører der nogle musikvideoer på fjernsynet i fællesrummet, der virkede til at gøre et par af de øvrige unge lidt utrygge. I den faglige dialog fremgår det, at medarbejderne generelt har stor fokus på at danne sig overblik over de unge i caféen, i forhold til, hvem der kan få fra ved særlige situationer, hvis der er brug for det. Der er ligeledes fokus på kommunikation i medarbejdergruppen, i forhold til hvor de placerer sig fysisk.

Der er en god faglig opmærksomhed blandt medarbejderne i forhold til at have en balance i, at alle unge skal trives i caféen, men at alle samtidig skal have lov at være der, uden at der er tale om overvågning.

## Tema 5: Organisatoriske forhold og strukturer

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i de strukturelle og organisatoriske forhold i ungecaféen, i forhold til hvordan den enkelte ungecafé gennem planlægning etablerer et ungemiljø med en vekslen mellem planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter og ungeinitierede aktiviteter.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

### Begrundelse

Under den faglige dialog fremkommer det, at medarbejderne i ungecaféen fører dag til dag logbog i forhold til at holde hinanden opdateret på, hvad der er sket i ungecaféen den foregående dag.
Hver uge er der teammøde, hvor der drøftes hvad der rører sig i caféen, samt hvad der skal ske i løbet af den næste uge. Ligeledes arbejdes der ud fra et årshjul, hvor større arrangementer i ungecaféen planlægges ud fra.
Der har for nyligt være afholdt en fælles teamdag for medarbejdere, med fokus på café-identitet og samarbejde og der har været uddannelsesdage om bl.a. selvskade og psykologisk tryghed.

## Tema 6: Forældresamarbejde

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema udgangspunkt i samarbejdet mellem forældre og ungecaféerne.

Medarbejderne og forældre har hver især en unik indsigt i den unges liv, og når de samarbejder om deres perspektiver og erfaringer, skaber det sammenhæng i den unges liv.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal vedligeholde indsatsen

### Begrundelse

Under den faglige dialog fremkommer det, at medarbejderne i Ungecaféen arbejder med generel information til forældre gennem Aula i forbindelse med aktiviteter. Forældre er informeret om, hvordan de kan komme i kontakt med medarbejderne i ungecaféen.

Der tages altid kontakt til forældre, i de tilfælde der opstår udfordringer omkring de unge i caféen, men også hvis der skal fortælles en god historie. Kontakten er baseret på, hvad der giver bedst mening for alle.

Der afholdes altid forældremøder for de kommende 7. klasser, i forhold til, hvordan kan man anvende ungecaféen.

## Tema 7: Fysiske rammer

Den tilsynsførendes observationer, samt den faglige refleksion og dialog i tilsynet, tager i dette faglige tema afsæt i ungecaféernes fysiske rammer både inde og ude.

Ungecaféernes fysiske rammer defineres af dets inde- og udemiljø, dvs. bygninger, indretning af indendørs og udendørs rum, interiør samt genstande, aktivitetsredskaber, materialer, møbler, baggrunde, udsmykning. Rummenes indretning inspirerer til spontane og planlagte aktiviteter og afspejler det pædagogiske grundlag og målene med pædagogikken.

### Indsats

Det vurderes på baggrund af observationer og faglig dialog, at ungecaféen skal justere indsatsen

### Begrundelse

I de timer, hvor ungecafé Fortet har fuld anvendelse af lokaler og udeområder, har den generelt en fysisk indretning, der fungerer godt. Der er plads til forskellige aktiviteter indenfor med mulighed for også at anvende et større udeområde samt en fodboldbane, der bliver brugt meget.
Udfordringen er i tiden mellem kl. 14 og 17, hvor ungecaféen deler lokaler med skoleklubben. I dette tidsrum har ungecaféen kun et mindre lokale til rådighed. Dette gør, at der ofte ikke er ret mange unge, der anvender caféen i dette tidsrum, selvom medarbejderne forsøger at tænke i forskellige alternative aktiviteter. Dette kan være en udfordring, da de unge således ikke kan anvende caféen fuldt ud umiddelbart efter skoletid.

### Anbefaling

Det anbefales at der arbejdes videre i et samarbejde mellem UNiG og Børne- Kulturforvaltningen i forhold til at nå en holdbar og fremtidssikret løsning for ungecafé Fortets lokaler.

## Ungecaféens kommentarer

### Institutionens beskrivelse af opfølgning på sidste års tilsyn

Her beskriver ungecaféens leder i korte træk, hvordan ungecaféen har arbejdet med opfølgning og eventuelle anvisninger i perioden siden sidste tilsyn.

### Institutionens kommentarer til dette års tilsynsrapport

Institutionens kommentarer til tilsynsrapporten udarbejdes i ungecaféens ledelse.

### Hvilke resultater vil institutionen fremadrettet være særligt optaget af at ændre?

Vi vil arbejde med større ungeinddragelse, og deltagelse fra de unges side. Anvendelse af årshjulet, til at gøre det synligt for de unge, om de muligheder de har i cafeen.

### Hvordan vil institutionen imødekomme tilsynets eventuelle anvisninger på opfølgende tiltag?

Vi vil gennemgå tilsynsrapporten sammen og være opmærksomme på de anbefalinger der er fremkommet.

### Hvordan vil institutionen sikre at en positiv udvikling fastholdes?

Følge op løbende på teammøder, for at fastholde fokus på bemærkningerne.

Personalet på Fortet er en forholdsvis ny sammensat personalegruppe, som pt er i gang med at etablere et fælles sprog og retning for kulturen på Fortet. Det er alle kompetente medarbejdere, med forskellige tilgange som nu skal finde sammen om en metode, til at målrette arbejdet ud fra de 4 indsatsområder i fokus, og en forståelse af UNiGS rammer.

### Aftale om opfølgning

De udviklingsområder, som tilsynsrapporten giver anledning til at arbejde med, evalueres på møder i UNiGs ledelse.
