Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job

Kompensationsberettigende udgifter

Har du en varigt nedsat funktionsevne, og har du merudgifter i den forbindelse, kan du søge om tilskud, også kaldet kompensationsberettigende udgifter. Formålet medkompensationsberettigende udgifter er, at du kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og samme livssituation som dig uden en funktionsnedsættelse.

Læs om rammerne for kompensationsberettigende udgifter

Du kan få dækket nødvendige kompensationsberettigende udgifter som er direkte forbundet med et varigt fysisk eller psykisk handicap, hvis:

  • du er mellem 18 år og folkepensionsalderen,
  • har udsat/opsat din folkepension
  • du får invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension.

Får du førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig pension, kan du ikke få dækket nødvendige kompensationsberettigende udgifter, medmindre du får kontant tilskud efter § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter §96 i lov om social service.

Du skal have en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og du skal have nødvendige kompensationsberettigende udgifter i forbindelse med den nedsatte funktionsevne.

Når du søger om kompensationsberettigende udgifter, skal du tage stilling til, om din ansøgning skal behandles efter reglerne i gruppe I eller gruppe II. Her er forskellen:

Gruppe I - Standardbeløb:

  • Du skal sandsynliggøre udgifter for mindst 6.660 kr. om året, svarende til 555 kr. pr. måned (2025 satser)
  • Du får et fast beløb på 1.105 kr. pr. måned, når du har sandsynliggjort og fået anerkendt udgifterne som nødvendige kompensationsberettigende udgifter
  • Du skal ikke dokumentere udgifterne - kun sandsynliggøre, at de findes.
  • Du kan ikke søge om ekstra dækning af enkeltstående udgifter.

Gruppe II - Dækning af faktiske udgifter

  • Du skal kunne dokumentere udgifter for mindst 24.000 kr. om året, svarende til 2.000 kr. pr. måned (2025 satser), som kan anerkendes som nødvendige kompensationsberettigende udgifter
  • Udgifterne skal fremgå af den såkaldte positivliste. Se mere i afsnittet om hvilke udgifter du kan få dækket.
  • Du får dækket de faktiske udgifter krone for krone + et fast beløb på 500 kr. pr. måned
  • Du kan søge om dækning af både løbende og enkeltstående udgifter.

Fra 1. september 2025 vil det ikke længere være muligt at få udbetalt en enkeltstående udgift, når den opstår, hvis du modtager kompensationsydelse efter reglerne i gruppe I.

Hvis du får en enkeltstående udgift som sammen med dine øvrige kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet i gruppe II på 24.000 kr. årligt, og udgiften ligeledes falder ind under kategorierne på positivlisten, har du mulighed for at ansøge om, at kommunen vurderer din sag efter reglerne i gruppe II. Det er en betingelse, at du er berettiget til kompensationsydelse i de følgende 12 måneder.

Der kan være mange typer af forskellige nødvendige kompensationsberettigende udgifter, som du har på grund af din varige nedsatte funktionsevne.

Hvis du modtager kompensationsberettigende udgifter efter gruppe I, kan eksempler på kompensationsberettigende udgifter være:

  • Medicin
  • Kørsel i forbindelse med uddannelse/arbejde/behandling/fritid
  • Særlige kurser
  • Håndsrækninger
  • Ekstra vask

Hvis du modtager kompensationsberettigende udgifter efter gruppe II, skal dine udgifter fremgå af den såkaldte ”positivliste”, som er en liste over godkendte udgiftstyper.

  1. kost- og diætpræparater
  2. medicin
  3. befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil
  4. forhøjet husleje
  5. fritidsaktiviteter
  6. handicaprelaterede kurser
  7. beklædning
  8. el, vand og varme
  9. øvrige markante kompensationsberettigende udgiftstyper. For at kunne få kompensation for "øvrige markante kompensationsberettigede udgiftstyper" kræves, at merudgiften for den enkelte udgiftstype udgør mindst 15.000 kr. om året svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. om måneden.

Det er vigtigt, at du har et overblik over hvilke kompensationsberettigende udgifter du har, inden du søger om dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter.
Det er en betingelse, at den kompensationsberettigende udgift er en konsekvens af din nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
Hvis du søger om hjælp efter gruppe II skal du kunne dokumentere dine udgifter før de kan medtages i vurderingen.

Der er ingen egenbetaling for dig.

Hvis du ønsker at søge om dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter, kan du kontakte Handicaprådgivningen. Kontaktoplysningerne findes nederst på siden.

Når du har kontaktet Handicaprådgivningen, vil du få tildelt en sagsbehandler, som hurtigst muligt vil kontakte dig for at aftale et møde.

Du kan også søge om dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter på borger.dk

Du kan til hver en tid anmode om at få reguleret beløbet for de løbende udgifter på grund af ændrede forhold, som har betydning for din kompensationsydelse. Du skal orientere kommunen, hvis dine udgifter stiger eller falder.

Kommunen skal følge op i din sag hvis kommunen bliver opmærksom på eller får en formodning om at der er sket ændringer i din livssituation, som kan medføre ændret hjælp.

I øvrigt sker der årligt en satsregulering på standardbeløb som udmåles og på minimumsbeløbet for at kunne få hjælp.

Dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter gives efter § 100 i lov om social service, også kaldet Serviceloven.

borger.dk

Kan jeg udskyde min pension?

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback