Nye medarbejdere i GHT
Velkommen til som ny medarbejder i Gladsaxe Handicaptilbud (GHT). Her har vi samlet nogle få vigtige oplysninger, så du er godt forberedt inden din første dag.
Din introduktion til arbejdet hos os
Vi ved, at der er meget nyt at forholde sig til som ny medarbejder. Vi har derfor tilrettelagt et introduktionsforløb til dig, når du starter. Her bliver du grundigt introduceret til borgerne og de pædagogiske tilgange, metoder og værktøjer vi bruger i hverdagen.
Formålet er, at du får den nødvendige viden i et tempo, der giver mening, og at du føler dig godt klædt på til opgaven.
Inden første arbejdsdag er der dog nogle få praktiske ting, som vi gerne vil bede dig om at læse — dem finder du herunder. Efter hver overskrift kan du se, hvilke tilbud indholdet er relevant for.
Relevant information inden første dag
Som offentlig ansat er du underlagt forvaltningsloven og straffelovens regler om tavshedspligt. Du må derfor ikke dele personlige oplysninger om borgerne med personer uden for arbejdspladsen, medmindre det er nødvendigt for at udføre dit arbejde, og der er en klar juridisk grund til det. Dette inkluderer også samtaler med venner og familie.
Du må kun læse sager for de borgere, der er tilknyttet det sted, hvor du arbejder. Og du må kun arbejde med dokumenter med oplysninger om borgerne i Nexus (fagsystem) og i A-Sag (journaliseringssystem).
Fortrolige oplysninger må ikke sendes via almindelig mail eller sms.
Tavshedspligten gælder også, efter du har fratrådt sin stilling.
I GHT benytter vi alle Nexus, VUM 2.0 og FS III:
Nexus
Nexus er det digitale dokumentationssystem, som bruges på social- og sundhedsområdet i Gladsaxe Kommune. Systemet understøtter arbejdet med borgerforløb og sikrer, at dokumentationen sker tværfagligt, ensartet og effektivt på tværs af afdelinger. Nexus gør det lettere at samarbejde med og om borgerne og giver adgang til relevante oplysninger for de medarbejdere, der har brug for det.
VUM 2.0 (Voksenudredningsmetoden 2.0)
VUM 2.0 er en metode, der anvendes til at sikre høj faglig og lovgivningsmæssig kvalitet i sagsbehandlingen på det sociale område. Metoden hjælper med at skabe et fælles sprog og struktur i arbejdet med borgernes behov og indsatser, så både myndighed og vi arbejder ud fra samme ramme og forståelse.
FS III (Fælles Sprog III)
FS III er en fælles standard for registrering af data på sundheds- og ældreområdet. Den indeholder ensartede begreber, klassifikationer og arbejdsgange, som gør det lettere at dokumentere og dele oplysninger om borgernes sundhedsfaglige indsatser på tværs af organisationen.
Tøj
Du får beklædningsgodtgørelse, da arbejdsstedet ikke stiller arbejdsdragt til rådighed. Beløbet giver mulighed for at købe skridsikkert fodtøj og for at købe ekstra tøj, som modsvarer det slid, der er ved at skulle vaske dit private tøj oftere end normalt.
Vi forventer vi, at din påklædning afspejler den professionelle kontekst, du indgår i. Det betyder blandt andet, at du i arbejdstiden undgår tøj, der kan opfattes som meget afslørende – såsom nedringet tøj eller korte shorts, korte kjoler og korte nederdele.
Derudover skal du holde dig til nedenstående:
- Skift dit tøj på arbejdspladsen før og efter din arbejdsdag starter/slutter
- Tøjet skal kunne vaskes på 60°
- Tøj skal være tætsiddende og tilknappet
- Bukser må ikke røre jorden
- Ærmer skal være korte (over albuen), når du har med personlig pleje at gøre.
Hygiejne
- Negle skal være kortklippede, så den hvide del af neglen kun udgør 2 mm. Neglelak, neglesmykker og akrylnegle må ikke bæres
- Der må ikke bæres fingerringe, armbånd eller armbåndsure – heller ikke smartwatch i arbejdstiden. Øreringe må ikke være så lange, at de rører skuldrene
- Hår, længere end skulderlangt, skal være opsat
- Tørklæde skal dækkes ind under blusens halskant og skiftes dagligt
- Skæg skal fremstå trimmet i passende længde, så det ikke kommer i kontakt med borger.
Der er relevante værnemidler tilgængeligt, alt efter hvilke arbejdsopgaver du skal løse.
Alle tilbud har gennemgået forløbet "Bevidst metodevalg", hvor de er endt ud med hver deres metodehuse. I metodehusene fremgår de faglige tilgange og metoder, som ledere og medarbejdere i forløbet er nået frem til, passer bedst til borgerne i deres tilbud.
På siden Faglige metoder kan du dykke ned i de tilgange og metoder, som dit kommende arbejdssted benytter sig af.
For mange af borgerne er det vigtigt, at medarbejderne bidrager til at understøtte og udvikle relationen til pårørende, i det omfang borgeren ønsker det. Det er derfor vigtigt, at pårørende føler sig velkomne og anerkendt af medarbejderne, når de er på besøg. Pårørende kan være forældre, søskende, anden familie, en ven, veninde eller andre.
Som medarbejder hilser du altid på gæster. Du opsøger dem aktivt og spørger, om de har brug for noget. Hvis du ikke kan svare, så henvis til teamet. Vi opfordrer til skriftlig henvendelse til teampostkassen, så vi undgår misforståelser eller manglende opfølgning på henvendelser om noget, som kræver handlinger.
Vi vil anbefale dig at lytte til podcasten "Min storebror har et handicap", fordi den giver et personligt, nært og menneskeligt perspektiv på livet i familier, hvor et barn har et handicap.
I arbejdstiden er din mobiltelefon som udgangspunkt lagt væk. Hvis du undtagelsesvis har brug for at have din telefon på dig, for at modtage et opkald, aftaler du det med dine kolleger, og telefonen er sat på lydløs.
Du må ikke tage billeder af borgerne med din egen telefon.
I næsten alle vores tilbud bruger vi IBG. IBG er en interaktiv, digital skærmløsning, der hjælper borgerne med at få overblik og skabe forudsigelighed i hverdagen.
IBG fungerer både som en app på borgernes smartphones eller tablets, hvis de har en sådan, og som en stor touchskærm i tilbuddene.
Med IBG kan vi blandt andet:
- vise, hvem der er på arbejde,
- fortælle, hvad vi skal spise,
- give et overblik over dagens aktiviteter,
- se billeder og tale om oplevelser, vi har haft sammen.
IBG er et vigtigt redskab i vores arbejde med at skabe tryghed, forudsigelighed, struktur og gode dialoger med borgerne.
Derudover er der også mulighed for at udvælge dele af oplysningerne, som vi gerne vil dele med de pårørende.
Medarbejdere i botilbud, Slotscaféen og SB
Alle fastansatte medarbejdere har mulighed for at tilmelde sig den frivillige, skattefri kostordning. Beløbet trækkes automatisk via lønnen hver måned. Tilmelding sker ved at informere din daglige leder.
Vikarer fra vikarbureauer (botilbud)
Vikarer fra vikarbureauer kan ikke spise med, da det ikke er muligt at opkræve betaling for ikke ansat personale. De må derfor ikke spise af maden i botilbuddet.
Hvor meget koster kostordningen om måneden?
Ansatte i botilbud
- Fuldtidsansatte, inkl. administrative medarbejdere og ledere*: 400 kr.
- Deltidsansatte på 30 timer, nattevagter og lønnede studerende: 320 kr.
- Deltidsansatte 20-29 timer: 250 kr.
- Vikarer** og deltidsansatte – ved ekstra arbejde: 25 kr.
* En fuldtidsansat medarbejder har i gennemsnit 16 arbejdsdage om måneden, hvilket svarer til, at du betaler 25 kr. før skat pr. arbejdsdag.
** Vikarer fra vikarbureauer kan ikke spise med, da det ikke er muligt at opkræve betaling for ikke ansat personale.
Ansatte i Slotscafeen og Kellers Klub
25 kr.
Hvor meget mad er der pr. måltid?
Medarbejderne er rollemodeller og udviser også mådehold med den mængde mad, de tager til sig selv.
Som en rettesnor kan et medarbejdermåltid være:
- Morgenmad: 1-2 stk. brød med f.eks. ost eller en portion havregryn/skyr
- Frokost: 4 x ½ rugbrød med 1-2 stk. pålæg på hver og eventuelt lidt grønt
- Aftensmad: hvad der svarer til 3-4 kartofler, 2 frikadeller, sovs og evt. tilbehør.
Hvilke indmøder giver ret til hvilke måltider, når man er tilmeldt kostordningen?
Når du er tilmeldt kostordningen, giver nedenstående indmøder ret til følgende måltider:
- Kl. 7 - 12: Kun morgenmad
- Kl. 7 – 14.30: Morgenmad og frokost
- Kl. 12 - : Kun aftensmad. Du har spist frokost, inden du møder
- Kl. 14 – 20 eller senere: Aftensmad
- Indmøde, der slutter kl. 17.30 eller 18.30: Ingen aftensmad
- Indmøde til nattevagt: et måltid
Hvilke regler gælder for kost, hvis man som medarbejder ikke er tilmeldt kostordningen, eller hvis man har brug for mere mad?
Du må spise i dine pauser.
Hvis du ikke er tilmeldt kostordningen…
- Oplys dine kollegaer om, at du ikke deltager i ordningen
- Det er ikke tilladt at spise eller drikke af maden på botilbuddet.
…og/eller har brug for mere mad?
- Det er ikke tilladt at lave egen mad i arbejdstiden - hverken af medbragte råvarer eller af madvarer, som er på botilbuddet. Du må gerne genopvarme mad i fx mikroovnen
- Som rollemodel, indtager du helst medbragt mad, snack og drikke, hvor borgerne ikke opholder sig. Vær også opmærksom på, at det ikke giver anledning til at friste borgerne til at spise noget andet end det, der serveres i botilbuddet som del af kostordningen.
Personalegoder
Som ansat i Gladsaxe Kommune er der en række personalegoder, som du kan læse nærmere om via nedenstående link:
Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, må du endelig kontakte os via oplysningerne på det enkelte tilbuds hjemmeside. Alle tilbud kan tilgås via Gladsaxe Handicaptilbuds hjemmeside.